Tidligere grænsebetjent tog til den dansk-tyske grænse for at opleve den første dag med grænsekontrol

Da Schengen reglerne blev implementeret i Danmark skrev vi år 2001.

 

I de mellemliggende år har der været en væsentlig stigning i såvel indbrud som tyveri fra såvel firmaer som private. Det er nemt for tilhængerne af de åbne grænser som bor langt fra grænsen at have denne mening, når de ikke selv bliver berørt af de “åbne grænsers lyksaligheder”.

 

Det er vel også derfor, at modstanden mod de åbne grænser er størst jo tættere man kommer mod grænsen?

 

Den illegale arbejdskraft

Fagforeninger og de røde politikere råber op om social dumpning, altså at udenlandske arbejdere som arbejder i Danmark også aflønnes efter danske arbejdsvilkår. Men hvor er deres stemmer når det kommer til de åbne grænser? Jeg har ikke hørt dem. Her vil grænsekontrollen også have en gavnlig effekt, og ikke mindst på de illegale arbejdere som er i Danmark.

 

Før i tiden blev der håndhævet regler om, hvem der måtte rejse ind i landet og på hvilke vilkår. Det skete ikke under de åbne grænser. Alle kunne komme og så som de ville. Og det gjorde de vist også.

 

10 dages stikprøvekontrol

Jeg har i dag – mandag den 4. jan. 2016 – set hvordan grænsekontrollen igen er en realitet i det sønderjyske. Det hedder sig, at den kun er midlertidig og kun i 10 dage. Hvis det bliver nødvendigt, kan den forlænges med yderligere 20 dage, sagde Lars Løkke Rasmussen i dag i sit pressemøde fra Statsministeriet.

 

Johanne Schmidt Nielsen kaldte i Radioavisen fra DR kl. 16 den netop indførte grænsekontrol for symbolpolitik, ligesom hun udtalte, at den ikke virker. Hvor ved hun det fra?

 

Den form for kontrol, som jeg mandag eftermiddag så politiet udføre, er lige præcis den kontrolform der blev anvendt før Schengen og som jeg selv kendte.

 

Der blev kun standset biler og udtaget personer til kontrol, som af en eller anden grund tiltrak sig politiets opmærksomhed. Som en politimand udtrykker det: “Det er jo det vi er trænet i”.  Og det virker. Blot vent og se.

 

 

Samarbejdet mellem chauffør og betjent

Mens jeg overværede kontrollen i Kruså, kom en af rutebusserne som kører fra Flensborg til Kruså. Et blik fra trænede betjente på bussen var nok, hvorefter den straks kunne køre videre. Da jeg var i grænsekontrollen var dette samspil mellem buschauffør og politiet også en af grundene til at kontrollen ikke varede mere end nogle få sekunder. Vi kendte chaufførerne og de kendte os.

 

Hvis de havde en mistænkelig person med i bussen blev de holdende, og politimanden gik over og foretog en egentlig kontrol af den/de pågældende. Hvis der kun var de med som chaufføren kendte og han mente kunne sige god for, ja så trillede han stille fremad med bussen, og herefter vinkede politimanden ham frem. Alle var tilfredse med denne form for bus kontrol, fordi den virkede.

 

 

Hvis der engang imellem var en person med bussen som skulle undersøges nærmere, blev pågældende taget ud af bussen, som så fik lov til at køre videre hen til busstationen få meter derfra og kunne dermed også holde tidsplanen. Ofte var kontrollen af den som blev udtaget af bussen, også færdig tidsnok til at pågældende kunne nå at løbe hen til busstationen og nå sin bus videre. En absolut tilfredsstillende ordning for alle.

 

Grænsekontrollen har tilpasset sig gennem tiden

Der forsøges fra nogle sider at tegne et billede fuld af problemer med grænsekontrol. Her skal man erindre sig, at grænsekontrollen har eksisteret siden 1920 ved de nuværende grænser. Grænsekontrollen har gennem tiden forstået at tilpasse sig de gældende forhold. Lad mig blot nævne forhold som ferie i de forskellige delstater i Tyskland.

 

Der var altid sat ekstra personale på, når de store indrejsedage kom. Det vidste vi fra år til år. Det som tidligere kunne skabe kø, var dengang motorvej E45 ikke var færdigbygget og trafikken derfor skulle ind gennem Haderslev by. Det kunne på de store indrejsedage skabe kø helt ned til grænsen. Men dette problem er for længst afhjulpet.

 

 

Det koster politi-ressourcer andre steder

Ritzau skriver i dag, at der ved Frøslev overgangen var begyndende kø ved 14-tiden på grund af grænsekontrollen. Jeg kan berolige journalisten fra Ritzau med, at der ikke var kø, da jeg var der lidt senere. Det fremgår også tydeligt af mine fotos – i øvrigt fra samtlige overgange, Kruså, Padborg og Frøslev. Trafikken rullede stille og roligt hen over grænsen, også selv om der var kontrol.

 

Man kan i dagens aviser læse, at der skal bruges 200 politifolk til grænsekontrollen. Det kan ikke undgås, at det vil påvirke andre politiopgaver som så ikke kan blive løst, eller i mindste fald henlagt til senere. Begge dele er utilfredsstillende. Og det er ikke ekstra byrder som politiet lige står og mangler. Den forhøjede terrortrussel gennem det seneste år har kostet enorme ressourcer hos politiet og det gør den stadig.

 

Nu må det være på tide, at handlingslammede politikere fjerner kikkerten fra det blinde øje og ser realiteterne som de er. Der skal tilføjes politiet ekstra resurser, således de opgaver som skal løses også bliver det. Ellers kan vi ikke bevare det velfærdssamfund som vi alle gerne ser bevaret.

 

Gunner Hede er tidligere grænsebetjent

Del på Facebook