En meget stor del af flygtningene i Danmark bliver hængende på offentlig forsørgelse. Danske skatteydere betaler for dem.
I marts i år blev der under stor bevågenhed indgået en trepartsaftale mellem regering, fagbevægelse og arbejdsgivere. Nu skulle der gøres noget ved det. Man lavede en såkaldt IGU-uddannelse for flygtninge.
IGU indebærer, at flygtningen bliver ansat i en virksomhed til en særlig lav løn. Vedkommende skal så igennem et toårigt forløb, hvor uddannelse og arbejde kombineres.
Ordningen trådte i kraft de 1. juli. Man kan ikke forlange, at der straks kommer en masse flygtninge ud i virksomhederne.
Men foreløbig er kun … 13 personer kommet på IGU (Jyllands-Posten). En fiasko.
Manglende motivation
Efter 15 år i Danmark er kun lidt over hver tredje flygtning (37 procent) i arbejde. Resten skal forsørges af andre.
Mange flygtninge har ringe forudsætninger for at begå sig på en dansk arbejdsplads. Men det er langt fra hele problemet.
Alt for mange virker ikke særlig motiverede – de synes at finde sig godt til rette på offentlig forsørgelse. Samtidig er myndighederne for bløde, eftergivende og godtroende.
Det viser et aktuelt eksempel fra Varde Kommune.
Siger nej til praktik og får lov til det
Her har 35 flygtninge deltaget i et nyt projekt. Formålet er, at de hurtigere skal lære det danske arbejdsmarked at kende.
Kommunens håb er, at hver femte kan komme i varigt job efter kort tid i Danmark.
De foreløbige resultater er dog ret nedslående.
Kommunen arbejder med såkaldte branchepakker: Nyankomne flygtninge samles i hold, der lærer seks brancher at kende. Derefter skal de i praktik. Fint.
På de første to hold har 35 deltagere været med i forløbet. Ti af dem er røget ud – for de flestes vedkommende, fordi de har sagt nej til praktikpladsen. Derudover mangler otte en praktikplads.
Over halvdelen af disse deltagere er altså ikke kommet i den praktikplads, som var målet.
”Det har vi sådan set ikke haft drøftet”
Hvordan kan flygtninge, der er på offentlig forsørgelse, sige nej til en praktikplads, der skal bane vej for, at de kan forsørge sig selv?
Kommunen kunne vel gøre det klart for dem, at det er der ikke noget, der hedder. De gør danske skatteydere til grin.
Men det er åbenbart ikke i den retning, Varde Kommunes overvejelser går.
JydskeVestkystens netavis, jv.dk, har spurgt Søren Laulund (S), der er formand for kommunens arbejdsmarkeds- og integrationsudvalg:
”Har vi et problem med nogle borgere, der kommer hertil, men ikke ønsker at bidrage?”
Laulund svarer: ”Det har vi sådan set ikke haft drøftet.”
Altså: Flygtninge vil ikke i praktik. De vil blive på offentlig forsørgelse. Men de ansvarlige politikere har slet ikke drøftet, om der er et problem med disse flygtninges indstilling.
Bureaukratisk kaudervælsk
Nej, nej, det er noget helt andet, Vardes politikere har diskuteret. Som det udtrykkes på moderne bureaukratisk kaudervælsk:
”Der ligger et forbedringspotentiale hos sagsbehandleren med at afklare og afstemme forventninger.”
Det er altså sagsbehandlerens skyld, at disse flygtninge ikke ønsker at bestille noget. Han eller hun skulle have forklaret dem, at når kommunen vil have dem i praktik, så er det, fordi meningen er, at de skal i praktik…
Dalrende
Kommunalpolitiker Laulund siger dog, at man måske vil se på sanktioner over for den enkelte, hvis sagsbehandlerens forbedrede indsats ikke krones med held.
Og hvorfor er det lige, at man ikke fra starten kan sige: ”Du skal i praktik. Det er ikke noget, du kan sige nej til. Du bliver trukket i dine ydelser, hvis du ikke gør det”?
For en flygtning, der ikke er vant til blød dansk pædagogik og konfliktskyhed, ville det formentlig give meget mere mening end dalrende snak om at ”afklare og afstemme forventninger”.
http://www.jv.dk/artikel/2397612:Varde–For-mange-flygtninge-siger-nej-til-praktik
