En ny Megafon-måling for TV2 viser en opsigtsvækkende udvikling i, hvilket emne vælgerne anser for vigtigst.
I dag er der langt flest, der betragter flygtninge og indvandrere som det vigtigste. På andenpladsen kommer sundhed og hospitaler. Men der er stor afstand: 36 procent nævner flygtninge og indvandrere som det vigtigste emne, mens 23 procent nævner sundhed og hospitaler.
I en tilsvarende måling sidste år lå de to emner næsten lige. Dengang kneb sundhed og hospitaler sig lige ind på førstepladsen med 30 procent, mens flygtninge og indvandrere lå på 29 procent.
Men denne måling blev foretaget, før den massive asylstrøm bragede igennem i efteråret 2015. Konsekvenserne af denne tilstrømning mærkes meget kraftigt i det danske samfund, og sådan vil det fortsætte med at være.
Man kan udtrykke det på denne måde: Flygtninge og indvandrere har i en årrække permanent været et vigtigt tema for de danske vælgere. Og med det kraftigt voksende antal er det nu blevet langt det vigtigste.
Dette afspejler sig dog slet ikke i de etablerede politisk korrekte mediers dækning.
Her fylder andre emner langt mere. Som et grelt eksempel kan man tage den aktuelle dækning af forhandlingerne om en ny regering.
Samtidig forsøger denne dækning at foregøgle befolkningen, at den massive tilstrømning overvejende er positiv for det danske samfund.
Men når vælgerne prioriterer emnet så højt, er det, fordi de ser store problemer i udviklingen på flygtninge- og indvandrerområdet – ikke mindst med det store antal migranter fra muslimske lande i Mellemøsten og fra Afrika, der vil ændre befolkningens sammensætning.
Der er lang afstand mellem de etablerede mediers dagsorden, som er præget af de venstreorienterede snakkende klasser, og så de almindelige borgeres dagsorden.
De etablerede medier forsøger at spise befolkningen af med falske nyheder om, hvordan deres virkelighed ser ud.