Andelen af danske vælgere der vil blive i EU, selv hvis briterne stemmer sig ud torsdag, er steget på to måneder. Det fremgår af en undersøgelse lavet af Epinion for Analyseenheden 4V.
Hvor der i marts var statistisk dødt løb mellem ind- og ud-siderne, henholdsvis 30 mod 27 procent, er tallene i dag 35 procent mod 23 i “forbliv”-sidens favør.
I dag har 42 procent dog ikke nogen fast holdning til spørgsmålet, og kontrolspørgsmål viser, at der i denne vælgergruppe findes mange EU-skeptikere.
En eventuel dansk folkeafstemning ville derfor blive meget tæt.
Det fremgår også af, at mange vælgere i de overvejende EU-positive partier S, V, K, SF og Alternativet er i tvivl, mens vælgere fra R og DF er mere afklarede og mestendels for henholdsvis imod dansk EU-medlemskab. Alternativet topper tvivler-listen, idet 49 procent af partiets vælgere svarer enten ”vent og se” eller ”ved ikke”. Enhedslistens vælgere er i dag mere i tvivl end tidligere.
Et flertal af de danske vælgere på 41 procent mod 38 vil gerne holde folkeafstemning om dansk EU-medlemskab, hvis briterne stemmer sig ud.
Nogen afstemning ligger dog ikke lige om hjørnet. Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i maj havde besøg af EU-præsident Donald Tusk var det ifølge Løkke “meget klart, at Danmark hører til i EU” uanset Brexit-afstemningen.
I den seneste undersøgelse indgik 1.056 repræsentativt udvalgte vælgere, som blev interviewet i dagene 13.-17. juni. Den maksimale statistiske usikkerhed på tallene er +/- 3,1 procentpoint.
Analytiker Hother Hennings fra Analyseenheden 4V tolker ændringen fra marts til juni således:
“Forskellen mellem de to målinger kan skyldes tre faktorer: Flygtningesituationen er lidt mere afklaret i dag end for to måneder siden, medierne har overvejende omtalt muligheden for britisk udtræden negativt, og der er rejst fornyet tvivl om, hvorvidt Danmark kan fortsætte som medlem af Europol. Der er ingen tvivl om, at de danske vælgeres holdning afhænger meget af resultatet i Storbritannien.”
Se grafik her:
Analyseenheden 4V ApS
Pressemateriale fra analyseenheden A4