En 25-årig asylansøger fra Eritrea voldtog en 21-årig kvinde to gange. Derefter gik han fuldstændig ligeglad og afslappet væk fra sit offer. Han troede åbenbart, at der ikke kunne ske ham noget.
Kvinden var på vej hen til sin kæreste i øsende regnvejr, da manden sneg sig ind på hende bagfra og trak hende ind i en park, hvor han væltede hende omkuld i mudderet. Kvinden, som han voldtog, bønfaldt ham om at lade være. Hun skreg og råbte til ham, at hun var jomfru. Men han var helt upåvirket.
Manden havde dog overset, at han blev fanget af et overvågningskamera. Optagelserne herfra, som blev offentliggjort i BBC-programmet Crimewatch, gjorde det muligt for politiet at finde ham.
Den Korte Avis skrev i går om sagen, der udspiller sig i Liverpool.
Mandag fik asylansøgeren sin straf. Den lød på 15 år frihedsberøvelse, herunder de 10 år i fængsel og resten under friere forhold.
”Jeg følte mig skamfuld og uren”
Straffen hjælper dog ikke på de meget alvorlige traumer, som offeret sidder tilbage med. Hun siger, at det passerede har givet hende søvnløse nætter og har fået hende til at miste tilliden til andre. Hun har været rædselsslagen for at være smittet med HIV (nu er hun testet negativ) og for at blive angrebet igen.
Hun fortsætter:
”Jeg følte mig skamfuld, beskidt, afskyelig og uren. Jeg havde det forfærdeligt inde i mig selv og følte mig hele tiden udsat, selv når jeg var dækket til.
Jeg kunne ikke gå i kirke i månedsvis, og jeg var vred på Gud. Det fik mig til at stille spørgsmål ved min tro og religion, og det gør det endnu værre, at det skete lige ved siden af en kirke.
Jeg elsker Liverpool, men efter det her ønsker jeg at komme væk fra byen. Jeg følte, at den var plettet for mig efter det, der skete, og den er ikke længere den by, jeg engang blev forelsket i.”
Gav den som angrende synder
Dommer David Aubrey havde denne kommentar ved domsafsigelsen:
”Hun ville aldrig have forestillet sig i sine mørkeste mareridt, at en sådan begivenhed ville finde sted, og at hun ville miste sin jomfrudom på den måde, som er blevet beskrevet for denne ret.”
I et brev til retten gav gerningsmanden den som den angrende synder:
”Dette var en meget sørgelig og ukristelig handling. Jeg gjorde noget forkert mod denne kvinde. Jeg erkender, at jeg efterlod et ar på hendes liv og hendes familie. Jeg er meget ked af den forbrydelse, jeg begik. Af hele mit hjerte beder jeg om tilgivelse.”
Men dommeren troede ikke en døjt på gerningsmandens anger. Hans vurdering var, at manden bare sagde det i et forsøg på at slippe billigere.
Beundring for hendes tapperhed
Dommer Aubrey udtrykte til gengæld sin beundring for offerets tapperhed: ”Man må håbe, at hun i sidste ende kommer igennem den tunnel, som hun i øjeblikket må rejse igennem.” Til gerningsmanden føjede han til:
”Du har utvivlsomt efterladt dit offer med dybe psykologiske ar.”
Det vides ikke, hvilke konsekvenser den modbydelige forbrydelse vil få for mandens asylansøgning.
(Liverpool Echo, Daily Mirror)