Chokmelding fra topfigur i EU: Over halvdelen af dem, der strømmer til Europa er slet ikke flygtninge – regeringsleder kalder det Europas selvmord

Arkiv/( You Tube

Udenlandske medier har givet en hysterisk og stærkt forvrængende dækning af de danske stramninger i asylpolitikken.

 

Særlig grelle har forvanskningerne været i forhold til forslaget om, at asylansøgere selv må betale for deres omkostninger, hvis de har midlerne til det. Journalisterne har tilsløret, at lignende ordninger eksisterer i Schweiz, Tyskland og Holland.

 

Danske medier har ikke gjort meget for at bringe deres udenlandske kolleger ud af deres vildfarelser. Nogle medier herhjemme har tværtimod pustet til ilden, så meget de kunne. Det værste eksempel er nok TV2, hvis dækning har været ualmindelig skinger.

 

En alvorlig konsekvens

Råberiet i medierne vil næppe flytte de danske vælgere, hvor opbakningen til den stramme udlændingepolitik er stærk. Der er en skarp opdeling mellem den brede befolkning og en mindre gruppe politisk korrekte krigere i de snakkende klasser – med journalister i spidsen.

 

Mediedækningen vil formentlig heller ikke have større praktisk betydning for Danmarks situation i forhold til omverdenen.

 

”Eksperter” kommer ganske vist jævnligt med påstande om, at postyret kan skade Danmarks investeringer, afsætning og tiltrækning af arbejdskraft. Men disse påstande er altid udokumenterede. Reelt er de blot et led i kampen for at få befolkningen til at makke ret i udlændingepolitikken.

 

Men den stærkt tendentiøse mediedækning har én alvorlig konsekvens: Mængderne af vrøvl kommer i høj grad til at spærre for de virkelig vigtige informationer og debatter om den massive asylstrøm.

 

Chokmelding fra topfigur

Mens danske medier fortabte sig i hysteriske ligegyldigheder om asylansøgeres smykker, kom en topfigur i EU med en opsigtsvækkende vurdering, der burde præge hele debatten om asylpolitik. Men de hjemlige medier ænsede den overhovedet ikke.

 

60 procent af de mennesker, der nu strømmer til Europa, er slet ikke flygtninge. De er ikke ramt af krig, og de er ikke personligt forfulgte. De kommer hertil for at forbedre deres økonomiske forhold. 60 procent!

 

Denne chokmelding kommer fra den magtfulde næstformand i EU-Kommissionen, hollænderen Frans Timmermans.

 

Han har nået denne konklusion ved at se på, hvilke lande asylansøgerne kommer fra.

 

Ingen ret til flygtningestatus

Timmermans siger: ”Mere end halvdelen af de mennesker, der nu kommer til Europa, kommer fra lande, hvor man kan gå ud fra, at de ikke har nogen som helst grund til at søge flygtningestatus.” (Nos)

 

Timmermans vurdering stemmer godt overens med de seneste danske tal. De viser, at syrere, som man altid taler om, nu kun udgør under en tredjedel af samtlige asylansøgere i Danmark (tal fra december).

 

Til gengæld er der en kraftig stigning i folk fra Afghanistan, Iran, Irak og for eksempel palæstinensere fra Kuwait. Langt færre i disse grupper anerkendes som flygtninge.

 

”EU begår rituelt selvmord”

Frans Timmermans chokmelding følges op af den slovakiske ministerpræsident Robert Fico, der taler lige ud af posen: ”Jeg føler, at vi i EU begår rituelt selvmord, og vi står bare og kigger på.” (Pravo, Daily Mail).

 

Fico føjer til: ”Hvis det varer indtil slutningen af 2016 eller 2017, før den planlagte styrke til fælles grænse- og kystbevogtning er på plads, så vil EU have slået sig selv ihjel.”

 

Nødvendigt med ID-kontrol

Lige nu er tilstrømningen til Danmark og EU faldet noget på grund af vinteren. Men alle forudsigelser peger på, at der igen kommer et meget voldsomt asylpres, når vejret bliver mildere.

 

Hvis man vil forhindre de økonomiske migranter i at komme ind i Danmark, må man have en tæt kontrol af deres papirer. Mange af dem har nemlig ikke de fornødne papirer. Det er en afgørende grund til at indføre ID-kontrol i Danmark, ligesom man har gjort det i Sverige.

 

Men foreløbig synes regeringen ikke at have nogen planer om dette.

 

Og journalisterne har ikke tid til at tage sig af den slags ”bagateller”. De har alt for travlt med at lave endnu et interview med en udenlandsk kollega, der sender endnu en salve af verdensfjern politisk korrekthed mod Danmark.

Del på Facebook