Der var julestemning i Magasin i Lyngby tirsdag aften. En 30-årig kvinde trådte ud foran restaurant Sticks’n’Sushi, der ligger derinde, med en lille pige i hånden – hendes datter. De har sikkert hygget sig.
Pludselig begyndte en mand med elefanthue på at skyde rundt om sig. Hans mål var tilsyneladende et 22-årigt medlem af indvandrer- og rockerbanden Satudarah, der sad uden for med to venner. Men han skød ret vildt.
Et af hans mindst syv skud rikochetterede og ramte kvinden i brystet. Hun blev såret, men var i stand til at gribe barnets hånd og gå tilbage i Magasin for at få hjælp. Hun blev kørt på hospitalet og opereret og er gudskelov uden for livsfare og i bedring.
For pigen må det have været en forfærdelig oplevelse, der længe – måske altid – vil blive siddende i hendes sind.
Kun et spørgsmål om tid
Men det var den cirka 30-årig gerningsmand givetvis komplet ligeglad med. Han skulle bare ”nakke” Satudarah-medlemmet. Offeret slap dog med at blive skudt i bagdelen og er ikke alvorligt såret.
Danmark har fået stadig flere indvandrer- og rockerbander. Og de fører sig mere og mere hæmningsløst frem med deres våben og deres kriminelle aktiviteter. De gør gader og boligkvarterer usikre under deres indbyrdes opgør.
Det var kun et spørgsmål om tid, før uskyldige mennesker blev ofre for deres skyderier.
I oktober blev en tilfældig 49-årig kioskkunde ramt i Københavns Nordvestkvarter. Og nu var det altså en forbipasserende kvinde med hendes barn.
Bander skal ikke have en chance
Politiet gør en stor indsats mod banderne. Men det er tilsyneladende ikke nok til at få situationen under kontrol.
Vi må se i øjnene, at der er brug for væsentligt mere politi i Danmark – også mere end det, politikerne når frem til for tiden.
Kriminelle bander skal ikke have en chance i danske gader. Det danske retssystem må slå ubarmhjertigt ned på dem.
Ressourcerne kan blandt andet skaffes ved at nedbringe samfundets store udgifter til migranter.
Når bander hærger i gaderne, er det et opløsningstegn. Det er fuldstændig afgørende, at denne opløsning bliver taget i opløbet.
Signalement
Nordsjællands Politi giver følgende signalement af gerningsmanden, der altså skjulte sit ansigt bag en elefanthue:
Han er cirka 30 år, 165 centimeter høj og slank. Han var iført en mørk halvlang vinterfrakke, en mørkebrun hue og et halstørklæde. På ryggen bar han en rygsæk af mærket Eastpack.