70-års dagen for afslutning af 2. verdenskrig blev mindet, men problemerne er ikke blevet mindre.
Efter 2. verdenskrig var verden bæredygtig med 2,5 mia. mennesker – nu er der næsten 7,5 mia., der hver bidrager med ca. 4 t CO2 udledning om året pga. afbrænding af fossile brændstoffer. Den store befolkningsvækst fra 1945 til 2015 øger forurening og mængden af CO2 – til fare for jordens klima.
Efter 2 verdenskrig lå Europa i ruiner takket være Hitler & Co., men også tyskerne så deres land ødelagt.
Det syntes en håbløs opgave at rydde op i de europæiske lande, men takket være USA skete det forholdsvis hurtigt og effektivt. Samme ’medicin’ kunne anvendes i afrikanske, mellem-østlige og andre lande, der i dag er havnet i et overbefolket, økonomisk kaos – og nogle i ruiner.
USA’s udenrigsminister George Marshall udarbejdede efter 2. verdenskrig Marshall-planen til genopbygning af Europa. Planen blev udformet, så de europæiske lande selv deltog i den plan, der skulle bringe Europa på fode igen. De europæiske lande bidrog selv – og planen virkede.
George C. Marshall holdt tale på Harvard universitet i Boston den 5. juni 1947 og indledte med at sige, at ’verdenssituationen var meget alvorlig’ og fortalte om planen, der skulle hjælpe Europa ud af økonomisk krise og politisk kaos.
Helbredelse er bedre end lindring
Marshall-hjælpen på 13 mia. US dollars til lån og tilskud betød en forskel for Europa, og hjælpen skulle være helbredelse og ikke kun lindring!
Danmark modtog 1,7 mia. kr. indtil 1953, og nogle af pengene gik til nye maskiner i landbruget, så der ikke skulle bruges så mange mennesker, og disse kunne så få job i nye industrier i byerne.
I årevis har man serveret fisk til de fattige i stedet for at give dem en fiskestang
I over 50 år er der sendt milliarder af dollars i bistandshjælp til u-landene. Virkningen har været minimal, da man ikke har lavet kontrakt med modtagerlandene om bl.a. familieplanlægning.
Problemerne er vokset med befolkningerne, hvilket ses på flygtningestrømmen over Middelhavet. Det er ofte uddannede mennesker, der ønsker bedre muligheder – men en brain drain ødelægger hjemlandet.
Læger, ingeniører o.a. skal vende hjem igen i stedet for at køre taxa i København. De skal være med til at genopbygge deres hjemland. Fattige lande skal hjælpes til at hjælpe sig selv.
En EU-plan for bistandshjælp kunne ’helbrede’ i stedet for kun at ’lindre’
Europa burde lave en EU-plan for at hjælpe lande på det afrikanske kontinent og andre steder, der bløder efter mange år med korruption og dårlig ledelse, og hvor bistandshjælpen er kommet drypvis – og ædt op.
EU bør sammen yde en hjælp, så folk ikke flygter fra deres hjemland. Økonomien skal på fode igen, og befolkningseksplosionen skal stoppes.
Man kunne kopiere den 5-års plan, som Singapores første præsident Lee Kuan Yew indførte i 1959 og på få år omdannede det fattige Singapore til et af verdens rigeste lande.
Lee Kuan Yew’s plan var bl.a. familieplanlægning, ligestilling, uddannelse, infrastruktur og industriel udvikling. På 5-10 år kan man ’helbrede’ et land i stedet for årevis ’lindring’, der kun hjælper på øjeblikkets sult.
Efter 2. verdenskrig lå Tyskland i ruiner, og Danmark modtog tusinder af tyske flygtninge, som efter krigens slutning skulle hjem igen. De havde fået beskyttelse i nogle år men skulle ikke blive.
Oksbøllejren vest for Varde var den største lejr for tyske flygtninge og husede, da den var på sit højeste, omkring 36.000 mennesker.
Lejren var opført i 1929 som en dansk militærlejr og blev senere tysk militærlejr – og efter krigen lejr for ca. 100.000 flygtninge i løbet af de 4 år, til den blev lukket i 1949, hvor de sidste 10.000 flygtninge blev sendt hjem til Tyskland.
Jeg boede ikke langt fra lejren og stod en dag med næsen mod hegnet for at se den aktivitet, der foregik – med tøjvask, madlavning og børn, der legede. Jeg var 11 år, og det syn glemmer jeg ikke!
En EU-plan kunne samle de mange mia. kroner, som de europæiske lande bruger i bistandshjælp og med en koordineret plan få fattige lande ud af fattigdom – med egen hjælp som betingelse. Der må være en klar kontrakt: Ingen bistandspenge uden forpligtelse til selv at gøre en indsats.
global-alarm.dk