Det er altid interessant at diskutere ministres og folketingsmedlemmers vederlag og pensionsforhold. Er det f.eks. retfærdigt, at ministre kan optjene ret til livslang skatteyderbetalt ministerpension ved et års arbejde?
Diskussionerne foregår i alle partier, men foreløbig er det kun Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance, der har meldt klart ud, at politikernes pensionsalder skal hæves og der skal skæres i pensionerne. Folketingsmedlemmer skal således først kunne modtage politikerpension fra folkepensionsalderen ligesom alle andre danskere, og optjeningsperioden for retten til ministerpension skal forlænges fra ét til to år.
Vederlagskommission
Folketinget besluttede i 2014 en forhøjelse af vederlag, diæter, pensioner m.v. for varetagelsen af kommunale hverv. Der var almindelig politisk enighed om, at justeringerne var nødvendige og rimelige, og efter de flestes opfattelse ligger niveauet i kommunerne klart inden for sømmelige grænser.
Justeringerne af vederlagene i den kommunale verden åbnede imidlertid op for spørgsmål om rimeligheden af vederlagene til medlemmer af Folketinget og borgmestrene. Er et årligt grundvederlag til folketingsmedlemmer på 617.000 kr. og op til 164.000 kr. i skattefrit tillæg rimeligt?
Partierne på Christiansborg er ikke enige. Enhedslisten og Dansk Folkeparti finder det passende, mens Liberal Alliance ønsker at hæve vederlaget til de 179 folketingsmedlemmer. Et flertal uden om de 3 partier demonstrerede en usædvanlig enighed med etableringen af en såkaldt Vederlagskommission. Det usædvanlige er også, at politikerne for at undgå beskyldninger om at varetage egne interesser, på forhånd har ”forpligtet sig selv” til at følge kommissionens anbefalinger!
Umiddelbart forekommer det dristigt at overlade vigtige spørgsmål om vederlag og pensioner til andre, men i dette tilfælde er risikoen er begrænset. Kommissionens formand, den DR-skandaleramte Michael Christiansen, signalerede som aftalt straks, at kommissionens opgave ikke er reduktion i vederlagene, men ”at finde argumenter” for forhøjede vederlag.
Emne for valgkampen?
Det skal blive interessant at se om der er partier, der når det kommer til stykket i den kommende valgkamp har mod til at forsvare højere politikerlønninger. Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet har i deres tyvstartede valgkampagner ikke benyttet sig af muligheden for at sige fra.
Vederlagskommissionen ventes inden årets udgang (men efter Folketingsvalget) at komme med anbefalingerne til politikernes løn- og pensionsvilkår. Det vil næppe være muligt at holde spørgsmålet ude af den kommende valgkamp. Enhedslisten har bebudet, at de med en række beslutningsforslag vil tvinge Venstre, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti til at argumentere for deres opfattelse af rimelige aflønnings- og pensionsforhold.