Mens politikerne taler udenom, reagerer befolkningerne stadig kraftigere mod islamiske angreb på friheden

(Foto Steen Raaschou)

Efter den blodige terror i Paris har Europas politikere talt meget om, hvor vigtigt det er at værne om ytringsfriheden og bekæmpe terroren. Men en stor del af det er en gratis omgang.

 

De fleste af politikerne siger nemlig intet om, hvem det er, der truer ytringsfriheden (og laver terror mod jøder). De nøjes med at tale helt generelt om ”ekstremister”, som man skal bekæmpe.

 

Men det var ikke ekstremister i bred almindelighed, der angreb Charlie Hebdo – og det jødiske supermarked. Det var islamistiske ekstremister. Hvis man ikke vil sige det, får man hverken seriøs debat eller holdbare løsninger. Man får bare varm luft.

 

Islamister er fjender af ytringsfrihed. Specielt når den bliver brugt satirisk og kritisk i forhold til profeten Muhammed og de evige sandheder i shariaen. Og nogle af dem bruger altså terror mod ytringsfriheden.

 

Men det er ikke kun terroristerne, der angriber ytringsfrihed, kritik og satire. Mange almindelige muslimer gør det også.

 

Den Korte Avis har berettet, hvordan muslimske elevers holdninger i de seneste dage har sendt rystelser gennem de franske skoler. Disse holdninger afspejler jo, hvad der bliver sagt derhjemme af forældrene.

 

Folkelig protest

De fleste politikere lader, som om denne virkelighed ikke eksisterer. Deres holdning synes at være, at hvis man bare lader være med at tale om den, går den nok væk.

 

Men i flere og flere lande siger voksende dele af befolkningerne fra. De trodser politikernes forsøg på fortielse.

 

Den folkelige protest antager forskellige former – fra det besindige til det ekstreme. Men der er ét gennemgående træk i den: Man vil ikke acceptere islamiske angreb på friheden. Man kræver en åben debat om det og en fast holdning.

 

Demonstrationer sender den tyske elite i panik

Den folkelige protest har nu for alvor også ramt Tyskland og sendt landets politiske elite i panik.

 

Demonstrationerne i Dresden mod islamisering, som bevægelsen PEGIDA arrangerer hver mandag aften, er den mest synlige og omtalte del af denne protest.

 

Demonstrationer har fået flere deltagere for hver gang, og efter den franske terror nåede man i mandags et sted mellem 25.000 (politiet) og 40.000 deltagere (arrangørerne).

 

Toppolitikere har reageret temmelig skingert på fænomenet. Kansler Angela Merkel talte ligefrem om, at demonstranterne har ”had i deres hjerter”.

 

Generelt har man forsøgt at give indtryk af, at de stort set er en samling højreekstremister, hvis ikke nynazister. Men alt tyder på, at det er en grov forvanskning af holdningerne hos det store flertal af demonstranterne.

 

Bevægelsens grundlag, der blandt andet taler om pligten til at tage imod forfulgte og krigsramte asylansøgere, peger heller ikke i den retning.

”Væksthormon”

En korrespondent fra den konservative britiske avis Daily Mail deltog i mandags og fik sig en snak med nogle af demonstranterne. Hans indtryk var, at de fleste var ræsonnable folk.

 

Samme reaktion kommer fra forfatteren Monika Maron, der også har været i Dresden for at iagttage fænomenet på tæt hold (Die Welt). Hun finder ikke dækning for elitens voldsomme skældsord mod demonstranterne.

 

Maron mener, at de overgearede reaktioner fra Angela Merkel og hendes ministre virker stik imod hensigten. De fungerer som et ”væksthormon” for PEGIDA, som hun kalder det. Skældsordene får flere til at bakke op i protest.

 

Opsigtsvækkende meningsmålinger

Det største problem for den politiske elite er ikke, at nogle mennesker demonstrerer i Dresden. Det største problem er, at de har opbakning fra en betragtelig del af befolkningen rundt omkring i landet. Det viser en række meningsmålinger.

 

I en måling i ugeavisen Die Zeit spurgte man folk, om de havde forståelse for demonstrationerne mod den islamiske stat og islamiseringen af Tyskland. 30 procent svarede ”fuldt ud”, 19 procent svarede ”til dels” og 26 procent svarede ”både-og”.

 

I samme måling erklærede 73 procent deres bekymring for, at radikal islam vokser i indflydelse.

 

I en anden måling i ugemagasinet Der Spiegel sagde 65 procent, at regeringen ikke viser tilstrækkelig forståelse for deres bekymringer i forhold til flygtningepolitik og indvandring. 34 procent sagde, at der finder en tiltagende islamisering af Tyskland sted.

 

I en aktuel måling (lavet før terroren i Frankrig) fra Bertelsmann tænketanken siger 57 procent af ikke-muslimske tyskere, at de føler sig truede af islam. 61 procent mener, at islam ikke har nogen plads i Vesten. (AFP)

 

En nylig måling i Østrig tegner i øvrigt samme billede: 51 procent betragter islam som en trussel mod det østrigske samfund. 50 procent mener, at islam søger at ændre samfundet. (The Local)

 

 

Terroren i Frankrig vil skubbe yderligere på

Det er nærliggende at tro, at terroren i Frankrig yderligere vil forstærke denne islam-kritik. Politikernes forsøg på at tale udenom vil blive mere og mere absurde.

 

De får ikke befolkningerne med, hvis de nøjes med kønne fraser om frihed, herunder ytringsfrihed. De vil blive mødt med krav om en konkret debat om islam og friheden. Den debat har de fuldstændig forpasset i forbindelse med terroren i Frankrig.

 

 

Del på Facebook