Besættelsen af Danmark oplevet af tyskeren Karl Brun, som bygge to lufthavne i Aalborg

Ved den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 blev Aalborgs to lufthavne erobret ved verdenshistoriens første angreb med faldskærmssoldater, for disse lufthavne var helt nødvendige for tyskernes erobring af Norge.

 

Det drejede sig om de meget små lufthavne ved herregården Rødslet og Rørdal på henholdsvis 1,2 og 1,0 km2, og hvor alle landingsbanerne var af græs.

 

Men allerede den 20. april ankom den tyske byggeleder, diplomingeniøren Karl Bruns, som indtil slutningen af 1942 ledede udbygningen af de to lufthavne i Aalborg.

 

I tiden op til den 9. april 1940 var Karls Bruns og hans medarbejdere travlt optaget af at udbygge lufthavnen Hagenow uden for Schwerin i Nordtyskland, så den kunne være parat til den udvidelse af krigen, som måtte komme.

 

Siden Polens fald den 6. oktober 1939, havde der været en mærkelig stilstand i krigen med den faste, daglige frontmelding: ”Ingen særlige hændelser”.

 

Men da de hørte om angrebet på Danmark og Norge den 9. april, skrev Karl Bruns i sin dagbog, at meldingen var som et elektrisk stød i alle tyske hjerter.

 

Karl Bruns og hans medarbejdere så på hinanden. Der måtte være brug for flyvepladser i Danmark og Norge. Der måtte også være brug for byggeledere, og hvem af dem kom af sted, for alle ville gerne være med.

 

Den 18. april var Karl Bruns og en gruppe af hans medarbejdere på en tjenesterejse, hvor de om aftenen hyggede sig på en landsbyknejpe. Stemningen var høj i det røgfyldte lokale, da telefonen ringede kl. 22.30.

 

Det var et opkald til Karls Bruns. Han skulle straks opgive sit arbejde i Schwerin og udføre nye opgaver i Danmark, og han skulle stille næste morgen kl. 8.00 hos Luftfartskommando 11 i Hamborg.

 

Den animerede stemning på grund af vinen blev helt eventyrlig. Karl Bruns skrev senere i sin dagbog, at ”i denne mørke, tilrøgede knejpe blev den første grundsten lagt til byggeledelsen i Aalborg, med hvilken jeg fik så mange dejlige stunder”.

 

To nye lufthavne

Kl. 8.00 den 19. april mødte Karl Bruns op i Luftfartskommandoen i Hamborg hos Oberbaurat Wittneben. Samtalen varede 15 minutter. Karl Bruns blev beordret til at udbygge to lufthavne i Aalborg ved brug af alle forhåndenværende midler. Det hastede, så han skulle være fremme i Aalborg næste dag, den 20. april.

 

Karl Bruns havde aldrig været i Danmark før, og det var første gang, at han hørte navnet Aalborg. Han fik frie hænder til at vælge de medarbejdere fra Schwerin, han ville have med. De skulle have organisatoriske evner og erfaring med lufthavnsbyggeri.

 

Han valgte 15 mand, der alle opfattede opgaven som meget æresfuld. Disse mænd udgjorde den kommende ledelse af udvidelsen af de to lufthavne med nye startbaner, barakker, specialbygninger, camouflage, elektricitet, vandforsyning osv. De fik til huse i Det gule Hus i Nørresundby.

 

Karl Bruns kørte derefter alene mod Aalborg i en folkevogn, mens de udvalgte medarbejdere ville følge efter med toget. Han skrev i dagbogen, at Nordslesvig og især Hadersleben (Haderslev) fortsat var stærkt præget af at have været tysk indtil 1920.

 

Men landskabet ændrede sig nordpå. Der var brede veje, og alt var fredeligt. Ingen bekymrede sig om ham og hans bil. På hele turen så han kun ganske få soldater.

 

Det blev anderledes, da han nåede til Aalborg. For byen var fyldt med piloter og østrigske bjergjægere på vej til Norge.

 

Aalborg og Nørresundbys havne var fyldt med krigs- og transportskibe og luften med fly. Karl Bruns udtrykte i dagbogen stor beundring for Vesterbro, som han kaldte ”absolut amerikansk, sagligt og køligt”.

 

Kl. 19.00 ankom han til lufthavnen i Rødslet, der var tæt pakket med fly. Kl. 20.30 hentede han sine medarbejdere på banegården. Han forsøgte at få værelse på Park Hotel, men alt var optaget.

 

I stedet fik han et værelse på det daværende Clausens Hotel i Nørresundby, som han måtte dele med tre medarbejdere. Men nattesøvnen blev forstyrret af det første engelske luftangreb på den overfyldte lufthavn i Rødslet. Det kunne være endt som en katastrofe for tyskerne, men angrebet havde ingen effekt.

 

Næste morgen, den 21. april begyndte arbejdet, og i løbet af tre dage fik Karl Bruns lavet en plan for udbygningen af de to lufthavne.

 

Nordeuropas største militærlufthavn

Han fik et tæt samarbejde med de danske entreprenørfirmaer, og på rekordtid blev de to lufthavne udbygget og især lufthavnen ved Rødslet, der som Fliegerhorst Aalborg West blev Nordeuropas største militære lufthavn på 20 km2, og hvor tyskerne og danskerne i fællesskab på kun 22 dage fik bygget Europas længste startbane.

 

250 gårde og huse blev eksproprieret, og den oprindelige landsby Vadum og herregården Rødslet forsvandt.

 

Den 18. december 1942 afsluttede Karl Bruns sin 51 sider lange dagbog, som han stilede til sine bedste anlægsfolk og kære kammerater. Dagbogen begyndte i Schwerin og sluttede i Aalborg.

 

Dermed forsvandt også alle spor af denne fremragende byggeleder. Til gengæld har Aalborg og Nordjylland nu en meget stor lufthavn med en enestående god beliggenhed.

 

Del på Facebook