Gunner Hede har over 20 års erfaring som grænsebetjent – læs hans meget klare budskab

Foto: Privat

I den seneste tid har der fra visse politikere været forskellige udmeldinger på, hvad der skal ske, når der lyder krav om genindførelsen af grænsekontrol ved Danmarks grænser.

 

Fra justitsminister Mette Frederiksen lyder det, at der kan indføres intelligent grænsekontrol ved opsætning af nummerplade scannere.

 

Ulla Tørnæs fra partiet Venstre har jævnligt udtalt, at vi ikke skal have de rød / hvide grænsebomme tilbage.

 

Når justitsministeren udtaler, at der skal være intelligent grænsekontrol ved jeg ikke hvad hun forestiller sig. Men at sætte nummerplade scannere op ved grænsen, det være sig landegrænsen eller færgelejer, løser jo overhovedet ikke et problem, såfremt der ikke også er personale til stede.

 

Det er da fint nok – som man kender det ved den finsk/russiske grænse – at der er fremskudte kameraer som affotograferer nummerpladerne på de biler som kort tid efter kommer til selve grænsen. Der er store personalegrupper tilstede ved denne grænse.

 

Men hvad tror politikerne, der sker, såfremt der kommer en efterlyst bil. En bil hvor den forreste nummerplade enten ikke kan aflæses p.g.a. smuds, eller ligefrem er fjernet? Hvordan vil man spotte, om der er efterlyste eller ”interessante” personer i bilen?

 

Nej, det kræver et antal kontrolpersoner på grænsen, som der tidligere var. Det er for naivt at tro, at man kan erstatte den gamle menneskelige kontrol med elektronik.

 

Denne kan være et hjælpemiddel, og endda et godt hjælpemiddel, men elektronikken – hvor intelligent den end måtte være – kan aldrig erstatte den menneskelige kontrol og vurdering, som finder sted ved en grænse.

 

Stolt over indsatsen

 

Personale ved grænsen giver også mulighed for en her og nu indgriben, når dette er nødvendigt. En bil, som er kørt over grænsen, er utrolig svær at spotte, når den først er forsvundet i den øvrige trafik. Den samme bil og personerne i den er nemme at kontrollere, når den holder stille ved grænsekontrollen.

 

Læs også
Langt over to hundrede menneskesmuglere er fængslet på grund af grænsekontrol – men Radikale kaldet det symbolpolitik

Næsten dagligt kan vi i pressen læse om personer, som er udvist af Danmark, men som alligevel opholder sig i Danmark. Og man kunne fristes til at spørge, hvad skulle forhindre dem i at komme tilbage?

 

I mere end 20 år var jeg en af de politifolk, som havde til opgave af udføre grænsekontrol såvel ved de primære som ved de sekundære grænseovergange, og jeg har været stolt over det arbejde, vi i politiet samt toldvæsnet udførte blandt andet for at holde uønskede personer ude.

 

Tolderne tog sig på bedste måde af for eksempel våben og narkotika. I dag flyder det ind over grænsen, selv om vore politikere har besluttet sig for, at det ikke sker, og henviser til til samarbejdet i Europol.

 

Dette samarbejde er fortrinligt, men ikke tilstrækkeligt – uanset hvor mange ”intelligente” scannere, man opstiller. Der mangler den menneskelige tilstedeværelse. I gamle dage kunne man og måske mest på landet forlade sit hus med døren ulåst, men det gør man ikke mere.  Kun på grænsen låser man ikke sin dør.  Måske er jeg stadig uintelligent?

 

Gunner Hede, pens. Politiass. Kruså

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…