Adam Greenwood fra Lancaster i England fik sig forleden en togtur, han sent vil glemme. Avisen Mirror beretter.
Han kørte på 1. klasse i et aftentog fra London til Glasgow. Han skulle på toilettet, og bedst som han havde gjort sig færdig derude, opdagede han til sin rædsel, at der ikke var noget toiletpapir. Absolut intet.
Da det var ved starten af togturen, havde han slet ikke forestillet sig den mulighed.
Hvad gør man i sådan en situation?
Der var ikke umiddelbart nogen hjælp at hente. Så i desperation besluttede Greenwood at sende en tweet (besked på Twitter) til selskabet Virgin Trains, som han rejste med.
Han fik kontakt til selskabets ansvarlige for sociale medier, og der udspandt sig følgende forrygende udveksling af tweets:
”Jeg har lige besørget ganske stort, og der er ingen toiletrulle tilbage på Virgin Trains 19.30 tog fra Euston til Glasgow send venligst hjælp”
”Hvilken vogn, Adam?”
Greenwood måtte så snige sig til at stikke hovedet ud af døren, og han fangede vognens bogstav:
”J”
”Vi sender én ned til dig.” MW
Greenwood holdt udkig fra døren og så på et tidspunkt en mand i sort uniform komme med nogle toiletruller. Han greb hurtigt én af dem og skyndte sig ind igen.
Hvad MW står for, ved Adam Greenwood ikke. Men han erklærer sin dybe taknemmelighed over for den hjælpsomme og handlekraftige person hos Virgin Trains.
Oplevelsen har samtidig lært ham, hvor værdifulde de sociale medier kan være.