Islamiske ekstremister infiltrerer den offentlige sektor – nu bliver David Cameron bange

Den konservative britiske premierminister David Cameron har sat en undersøgelse i gang, der skal finde ud af, om islamiske ekstremister infiltrerer den offentlige sektor.

 

Cameron ytrer frygt for, at islamister bevidst går efter at udnytte positioner i embedsværket, sundhedssektoren og uddannelsessektoren til at arbejde for deres mål.

 

Han bruger begrebet ’entrisme” om den type strategi. Det kommer af ordet ’enter’, dvs. gå ind i systemerne og påvirke dem indefra.

 

Den Trojanske Hest

Storbritannien har allerede oplevet et skræmmende eksempel på en sådan entrisme. Det drejede sig om en større islamisk sammensværgelse for at overtage kontrollen med en række skoler. Sammensværgelsen fik navnet ’Den Trojanske Hest’.

 

Det lykkedes at få kontrollen på en række skoler og få vippet eksisterende skoleledere og lærere af pinden. Denne magtposition blev så brugt til en massiv islamistisk indoktrinering af eleverne.

 

Myndighederne har kæmpet for at få optrevlet og uskadeliggjort alle dele af denne sammensværgelse.

 

Men nu siger Cameron altså, at der kan være en langt mere omfattende entrisme i gang. Det skal kortlægges, og fra politisk hold skal der reageres kraftigt, hvis man opdager sådanne tendenser.

 

Islamiske ekstremister i et ”pædofil-lignende register”

Den bebudede undersøgelse er et led i den bredere plan mod islamisk ekstremisme, som han har lanceret.

 

Denne plan omfatter andre iøjnefaldende initiativer. For eksempel et forslag om at placere dømte terrorister og ekstremister i ”et pædofil-lignende register, der afskærer dem fra at arbejde med børn”.

 

Man vil også lave en officiel undersøgelse af brugen af sharia-lovgivning i Storbritannien. Og man vil lukke moskeer og andre steder, der bliver brugt til at støtte ekstremisme.

 

For tolerante over for intolerancen

I en artikel på Facebook skriver Cameron: ”Jeg tror, at kampen mod islamisk ekstremisme er en af de store kampe i vores generation.”

 

Premierministeren stiller spørgsmålet:

 

”Skal vi lukke vores øjne, tage fløjlshandsker på og bare håbe, at vores værdier på en eller anden måde sætter sig igennem?”

 

”Eller skal vi gå ud og forsvare dem aktivt og med alt, hvad vi har?”

 

”Jeg tror, at tidligere regeringer traf det forkerte valg. Hvad enten vi stod overfor islamistisk eller neonazistisk ekstremisme, var vi for tolerante over for intolerancen. Vi syntes at mangle styrken og beslutsomheden til at tage kampen.”

 

Lederen af den store muslimske organisation Muslim Council of Britain, Shuja Shafi, angriber Camerons plan. Han kalder det ”mccarthyisme”, at man går efter folk med ekstreme synspunkter og vil forhindre dem i at arbejde i den offentlige sektor.

 

Danmark

I Danmark har vi praktisk talt ingen debat om det spørgsmål, som Cameron rejser: ”I hvilket omfang bruger islamister en ansættelse i den offentlige sektor til at udbrede ekstreme, antidemokratiske og kvindeundertrykkende ideer og værdier?”

 

Vi ved fra en aktuel meningsmåling, at flertallet af danske muslimer har den fundamentalistiske holdning, at man skal følge Koranens bogstav (Wilke/Jyllands-Posten). En sådan fundamentalisme kan være afsæt for islamisk ekstremisme.

 

Så der er god grund til, at man også i Danmark tager Camerons problemstillinger alvorligt.

 

(Daily Mail)

 

 

Del på Facebook