Socialdemokratisk folketingsmedlem deltog også i palæstinenser-demonstration, hvor Dannebrog blev misbrugt – heller ikke han vil forklare hvorfor han ikke greb ind

Den Korte Avis fortalte i går om, hvordan Dannebrog blev lagt på jorden og dermed behandlet uværdigt under en demonstration i Aarhus for solidaritet med Palæstina. Den lokale radikale kulturrådmand, Rabih Azad-Ahmad, deltog i arrangementet, men greb ikke ind.

 

Vi har spurgt om rådmandens holdning til det passerede, ligesom vi gerne ville høre om hans holdning til den aktuelle ”kniv-intifada”, hvor palæstinensere går efter at dræbe jøder. Men vi har ikke fået noget svar.

 

Rådmanden var imidlertid ikke den eneste fremtrædende politiker, som deltog. Det samme gjorde Socialdemokraternes medlem af Folketinget Jens Joel, som var en af hovedtalerne. Den Korte Avis har derfor stillet ham de samme tre spørgsmål, som vi stillede til kulturrådmanden:

 

1. Hvad er din holdning til “kniv-intifadaen”?

 

2. Hvad er din holdning til, at man holdt taler på arabisk i Danmark?

 

3. Hvad er din holdning til at lægge Dannebrog på jorden?

 

Desværre har Jens Joel heller ikke villet svare.

 

Om denne tavshed er udtryk for, at de to finder brugen af Dannebrog i orden, skal ikke kunne siges. Men de reagerede jo i hvert fald ikke under arrangementet.

 

Reaktion fra Martin Henriksen, Dansk Folkeparti

Den Korte Avis har så også spurgt en blå politiker, hvad han mener om at lægge Dannebrog på jorden:

 

-Jeg bliver rent ud sagt vred, når jeg ser, at vores flag, Dannebrog, bliver behandlet på den måde. Liggende på jorden og plastret til med sølvgaffatape. Det ligner altså også en tanke, at det netop er Dannebrog, som ligger nede på jorden, mens arrangørerne godt kan finde ud af, at lade de to palæstinensiske flag veje, sådan som landes flag skal.

 

Det er reaktionen fra Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

 

-Generelt synes vi også i Dansk Folkeparti, at Dannebrog bør beskyttes bedre. For eksempel foreslog vi for år tilbage, at det ikke længere skulle være tilladt at brænde Dannebrog, men det var der ikke flertal for i Folketinget. Paradoksalt nok, må man ikke brænde andre landes flag, og vi bør da sikre vores eget flag mindst lige så meget som andre landes. I det hele taget vil jeg da opfordre alle til at tænke sig om, når de bruger Dannebrog, og udvise den fornødne respekt, siger Martin Henriksen.

 

Således fik vi en kommentar fra en politiker. Men desværre fik vi kun tavshed fra de to politikere, som legitimerede arrangementet og brugen af Dannebrog ved at deltage uden at lægge afstand.

 

Del på Facebook