Foreløbig har de franske myndigheder udpeget én af terroristerne fra Paris – en mand ved navn Ismaël Omar Mostefaï.
Men en anden af terroristerne, der endnu ikke er navngivet, påkalder sig stor interesse.
Han sprængte sig selv i luften ligesom næsten alle de andre. Ved siden af hans lig fandt man et syrisk pas.
Den græske viceminister for politi, Nikos Toscas, har bekræftet, at denne mand blev registreret som asylansøger på den græske ø Leros den 3. oktober. Men han rejste videre.
Tilsyneladende er han ikke blevet standset ved andre EU-landes grænser.
Disse informationer opruller et dybt skræmmende perspektiv:
En terrorist har tilsyneladende uden videre kunnet skjule sig i flygtningestrømmen og udgive sig for asylansøger.
Han har uden problemer kunne passere EU´s totalt hullede ydre grænse i Grækenland. Derefter har han kunnet krydse en række grænser mellem EU-lande, hvor der heller ikke var nogen forhindringer.
Så let er det at være terrorist i dagens EU med de pivåbne grænser.
Mareridtet bliver virkelighed
Frygten har været der længe, og den har adskillige gange været nævnt i Den Korte Avis. Nu ser mareridtet ud til at være blevet til virkelighed:
Terrorister som dem i Paris har store muligheder for at glide med i den massive asylstrøm ind gennem Europa.
Det grænsekaos, som EU´s politikere har skabt, åbner ikke alene for en ukontrolleret indvandring. Det kan også være dødsensfarligt i forhold til terroren.
De politiske forhandlinger herhjemme
Nu må de politisk ansvarlige omsider vågne op. Det gælder også i Danmark.
Hvis de nævnte oplysninger holder vand, giver de et meget stærkt argument for, at Danmark snarest muligt skal indføre en regulær grænsekontrol. Med en løbende og mærkbar tilstedeværelse på grænsen.
Forhåbentlig bliver det resultatet af de aktuelle forhandlinger på Christiansborg, hvor finanslov og asylpolitik glider sammen.
Flere terrorister synes at have gjort det samme
Måske har flere af terroristerne taget den samme rute fra Syrien, via Grækenland og hen over EU-grænserne til Frankrig – skjult i flygtningestrømmen. De franske myndigheder har således fundet et egyptisk pas på en af gerningsmændene.
Serbiske medier har et bud på, hvem manden var, der ankom til den græske ø Leros 3. oktober under dække af at være asylansøger. Det skulle være den 25-årige Ahmed Almuhamed.
Via Grækenland rejste han til Serbien, hvor han søgte asyl. Alligevel rejste han videre til Kroatien og Østrig og fortsatte så åbenbart til Frankrig. I alt tog rejsen ham cirka en måned.
I ingen af de andre lande sørgede man for at sende ham tilbage til Serbien, hvor han havde søgt asyl. Formentlig var der overhovedet ingen kontrol med ham.
Så han havde frit spil til at gennemføre sine djævelske planer under dække af at være asylansøger. (Blic, Daily Mail)
Hvem kommer ind i vores land?
De fleste oplysninger i terrorsagen er stadig forbundet med en vis usikkerhed. Men allerede på det nuværende grundlag må det anses for sandsynligt, at en eller flere af terroristerne er rejst til Paris forklædt som asylansøgere.
Det kommer ikke som nogen overraskelse, at det kan ske. Men det er alligevel dybt rystende, at denne mulighed nu formentlig er blevet blodig virkelighed.
Den danske regering må erkende, at manglende grænsekontrol kan få meget alvorlige konsekvenser.
Debatten om grænsekontrol drejer sig ikke bare om, hvor mange asylansøgere der kommer til Danmark.
Frem for alt drejer den sig om, at vi skal have styr på, hvem der bevæger sig ind i vores land.