David døde på sin motorcykel – forældrene har lagt en video ud til skræk og advarsel

David Holmes drøner afsted med 150 km i timen på sin motorcykel. Han er i godt humør efter et løbetræf med gamle kolleger.
Pludselig et stykke fremme er der en bil, som ikke har set ham. Den svinger til venstre ind foran David, der ikke har en chance for at undvige.
Han når lige at råbe, inden han kører ind i bilen – og dør.
Det hele bliver optaget af det kamera, som sidder på hans hjelm.
Denne optagelse har hans far og mor, Ken og Brenda, nu lagt ud på YouTube. De håber, den kan få andre til at tænke sig om og være mere forsigtige i trafikken.
Optagelsen ligger i slutningen af denne video, hvor hans mor Brenda først fortæller om David og hvad, de håber at få ud af videoen:
“Hvis vi kan forhindre én ulykke, forhindre at én familie skal igennem det, vi har været igennem, vil Davids død ikke være helt meningsløs. Jeg ved, at han kørte hurtigt den dag. Han elskede fart, men han elskede også livet,” siger hun til Mirror.uk.

“Det har ikke været en nem ting at gøre, men jeg håber bare, at nogen kan få noget ud af advarslen, at folk sænker farten og tager tid til at kigge efter motorcykler.”

 

Bilisten blev idømt 12 måneders samfundstjeneste i april og fik 18 måneders frakendelse af kørekortet.

 

Herunder kan du se videoen af David Holmes’ frontale sammenstød, som familien håber kan være med til at få trafikanter til at være mere opmærksomme på vejene.

 

Videoen, der er blevet set af fire millioner på YouTube indledes med disse linjer:

“Davids familie har set klippet og har et stort ønske om at forhindre dødsfald på vores veje.

 

Det er deres ønske at offentliggøre dette for at få motorcyklister og bilister til at tænke på sikkerhed i trafikken.”

 

Del på Facebook