Et ganske særpræget optrin er nu kommet frem i offentligheden.
I årets cirkusrevy på Dyrehavsbakken indgår en sketch, hvor Ulf Pilgaard spiller digteren Yahya Hassan, der vakte så stor opmærksomhed ved at skrive om sine personlige erfaringer fra ghettoen.
Kort efter revyens premiere var Pilgaard på vej ind på scenen for at give denne sketch udklædt som Yahya Hassan. På vej ind blev han introduceret på følgende måde over højtalerne: ”Her kommer Danmarks nye nationaldigter, Yahya Hassan.”
Skældsord
”Det er helt normalt, at de introducerer os, når vi går på scenen. Men den aften er der så nogen, der er gået forbi teltet udenfor, som netop hører den introduktion og navnet ’Yahya Hassan’,” siger Ulf Pilgaard til BT.
Der var tale om indvandrere, formentlig med arabisk baggrund. De blev tilsyneladende stærkt ophidsede over, at Yahya Hassan optrådte.
Derfor brød de ind i Cirkusrevyens telt, og det lykkedes dem at komme helt op foran scenen, hvor de råbte skældsord efter Yahya Hassan Pilgaard, der var gået i gang med at læse et ”digt” op.
Pilgaard fortæller: ”De råbte uartikuleret, jeg kunne ikke forstå, hvad de sagde. Men det lød, som om de råbte ukvemsord på arabisk og var utilfredse.” (BT)
Ret ringe kontakt med den danske virkelighed
Det kneb åbenbart gevaldigt for dem at orientere sig. En sminket Ulf Pilgaard i projektørlys på scenen med dertil hørende orkester og et muntert publikum i teltets mørke blev forvekslet med den meget yngre Yahya Hassan, der holdt digtoplæsning for velmenende gymnasielærere i en mødesal.
Man kan vist uden overdrivelse slå fast, at den højtråbende gruppes kontakt med den danske virkelighed har været ret beskeden.
Men ham Yahya Hassan, hvis udseende de ikke kendte, og hvis digte de næppe har læst eller hørt, skulle altså bare have en omgang. Så de havde noget at fortælle alle vennerne, der er enige om, at Hassan er en forræder.
Et interessant spørgsmål
Ifølge Pilgaard vidste publikum i første omgang ikke, om optrinnet indgik i forestillingen. De blev utrygge.
Kontrollørerne satte så efter de vrede unge mænd og fik dem vist ud af teltet.
Når man hører beretningen, står et spørgsmål tilbage: Har de unge arabere overhovedet opdaget, at det ikke var den rigtige Yahya Hassan, som de den pågældende aften stod og råbte ad? Eller tror de den dag i dag, at de fik jaget en skræk i livet på digteren?
Det sidste er en festlig tanke. Lige til en revy.
