”Jeg fatter simpelthen ikke, hvad de fanatiske idioter laver i Danmark. Danmark er ikke og bliver ikke et kalifat. Men der er systemer og samfund rundt om i verden, der må være mere attraktive for Ardic og hans kumpaner!”
Ordene kommer fra Venstres integrationsordfører Martin Geertsen, og de kommer utvivlsomt fra hjertet.
Reaktionen på den senere tids rædselsberetninger om Islamisk Stats forbrydelser mod uskyldige mennesker har skabt forståelige og næsten enslydende reaktioner hos politikere over en bred front og hos det store befolkningsflertal.
Undtagelsen, der bekræfter reglen, kommer – naturligvis fristes man næsten til at sige (!) – fra De Radikales Zenia Stampe. Mens islamister myrder og slagter løs samt voldtager og sælger kvinder og børn som slaver – ja, så opfordrer Zenia Stampe såmænd danskerne til at boykotte israelske varer (!). Det er radikal politisk logik, når den er allermest uforståelig og malplaceret, og det siger faktisk ikke så lidt!
Flokkes om håndvasken
Tilbage til Martin Geertsen og de mange andre politikere, der nu flokkes om håndvasken, når det gælder ekstreme og radikale islamisters ugerninger.
Martin Geertsen har da ret i, at Danmark ikke er et kalifat, men om det heller ikke bliver det i fremtiden afhænger i høj grad af, om danske politikere sætter handling bag deres i øjeblikket meget berettigede vrede og afstandtagen til IS og andre ekstremistiske islamister.
Hvem bærer imidlertid ansvaret og skylden for den trussel, islamisterne udgør ikke blot lang væk fra os, men her i vores eget land?
Hvem har banet vejen for, at IS har kunnet etablere celler i det danske samfund, ligesom der findes masser af islamistiske miljøer og parallelsamfund i det før så homogene Danmark?
Uansvarlig udlændingepolitik har gjort den islamistiske trussel mulig
Vi er mange, der ligesom nu åbenbart også mange politikere ikke fatter, hvad fanatiske islamister laver i Danmark og andre vestlige demokratier, men vi fatter langt mindre den uansvarlige udlændingepolitik, der har gjort det muligt at give dansk statsborgerskab til elementer, der overhovedet ikke vil det danske samfund, bortset fra at de gerne vil udnytte den beskyttelse, gæstfrihed og humanisme, der giver dem rum til at bekæmpe værtslandet indefra.
Således er det rystende for de fleste danskere at erfare, at netop Danmark ligger i top i forhold til landets størrelse, når det gælder antallet af radikaliserede unge, der drager i hellig krig for derefter at vende tilbage til Danmark for at fortsætte kampen for et totalitært kalifat og imod et frit, åbent og demokratisk samfund.
Og hvordan føler mon de efterladte til danske soldater, der i Afghanistan har ofret livet for at beskytte deres fædreland mod terrorister, når de hører, at talebankrigere går frit omkring herhjemme? Venstre vil ifølge integrationsordfører Martin Geertsen bure sådanne elementer inde samt sætte en prop i for den praksis, at danske statsborgere kan drage i hellig krig, bevare deres statsborgerskab og vende tilbage til landet igen.
Vil Venstre og oppositionen tage et opgør med internationale konventioner?
Det er nye, men gode og fornuftige toner. Modsat dækker regeringen sig bag internationale konventioner, som forhindrer os i at gøre noget. Vil Venstre tage et opgør med disse konventioner, så vi igen bliver herrer i vores eget land? Eller skal vi se vores land blive opløst indefra af konventioner, som sikkert havde god mening, da de blev vedtaget, men som slet ikke passer til den virkelighed, vi befinder os i i dag?
Måtte udlændingepolitikken blive et kerneemne i den kommende valgkamp, og måtte en samlet opposition tage et hårdt tiltrængt opgør med regeringens og venstrefløjens politiske korrekthed, der har bragt os derhen, hvor vi er i dag, hvor den islamistiske terror er rykket uhyggeligt tæt på vores danske hverdag.
Vil de politisk korrekte fortsat ikke lytte til 96% af befolkningen, så må den borgerlige opposition træde i karakter.
Det betyder, at flotte og velmente ord skal og bør følges op af konsekvent politisk handling. Det kan blive fatalt fortsat at tolerere tolerancens fjender.