Tilbudskuller på vinhylden

 

 

Forårskulleren raser rundt omkring hos vinhandlerne og vinafdelingerne i de store supermarkedskæder. Priserne på vin har længe ikke været så attraktive, og tilbuddene nærmest fløjter rundt om ørerne på os. Så hvis der er forestående familiesammenkomster, jubilæer og anden festivitas i sigte, så er der mange penge at spare ved at slå til nu.

 

 

Azienda Agricola I Stefannini, 2013 Il Selese, Soave DOC, Verona, Italien – Normalpris 100 kr. – tilbudspris 65. kr. ved køb af 6 flasker. Soave-området i det nordlige Italien er berømt for sine tørre hvidvine, der dufter herligt af melon, æbler og pærer og kildrer ganen med en forfriskende syre samt efterlader en behagelig mineralsk eftersmag. Sådan opleves denne udgave også, og både til seafood og som terrassevin i lune forårsstunder er den helt på toppen.

Importør: Gallovini, Vejle. www.gallovini.dk

 

Soho Wine Co, 2012 Pinot Noir, Marlborough, New Zealand – Normalpris 159 kr. –

kampagnepris 125 kr. i uge 13 og 14. Vinen indgår i producentens ”White Collection”, der har undergået en særlig god behandling fra fødsel til flaske. Den er knaldgod på en sofistikeret måde, som man kun finder i Kiwi-land. Kirsebær, violer og chokolade skaber en bouquet, som man skal lede længe efter, og i munden sammen med et stykke hvidløgssmurt lammekølle får den smagsløgene helt op at ringe.

Importør: Vinslottet, Greve. www.vinslottet.nu

 

Villa Aurora, 2009 Barolo DOCG, Piemonte, Italien – Normalpris 139,95 kr. – tilbudspris 89 kr. i Kvickly. Barolo er kendt som Vinens Konge og som kongernes vin. Den skal og er fremstillet på Nebbiolo-druen – nebbiolo betyder tåge, og den dækker næsten dagligt vinmarkerne fra øverst til nederst og tilfører livgivende fugtighed til druer og stokke. Den er perfekt sammen med de fleste stegte kødretter, men kan også drikkes solo, hvis den har været en tur gennem dekanteren.

Importør: Coop, Albertslund. www.coop.dk

 

Læs også
Vin til ventetiden frem til jul

 

Viña Tarapaca, 2011Carmenère Gran Reserva, Valle del Maipo, Chile – Normalpris 129,75 kr. – tilbudspris 99,75 kr. ved køb af 6 flasker. Det er en gammel bekendt, der bringer gode minder. Vinen, der er lavet på Chiles nationaldrue Carmenère, har lagret på amerikanske og franske egetræsfade. Farven er rubinrød, og i næsen er den fuld af sorte bær. Smagen er smukt afrundet med noter af figener og krydderier. En helt perfekt madvin til de lidt mere krævende retter.

Importør: Skjold-Burne, Brøndby. www.skjold-burne.dk

 

Bodega Vins de Mas Sersal, 2010 Estones, Montsant DO, Tarragona, Spanien – Normalpris 249 kr. – tilbudspris 179 kr. ved køb af 6 flasker. Her har vi en spændende og kraftfuld rødvin i glasset. Den skal hældes på karaffel for at opnå fuld udfoldelse, men når det er sket, så fås en utrolig nydelse. Vinen, der kun er fremstillet i 4.624 eksemplarer, er stukket sammen af druesorterne Garnacha og Cariñena (70/30). Det er en af de vine, som man bør have smagt 1 gang i livet.

Importør: D’Wine, Aalborg. www.d-wine.dk

 

Azienda Agricola Cascina Garitina, 2010 Bricco Garitta, Barbera d’Asti DOCG, Piemonte, Italien – Normalpris 119 kr. – tilbudspris 99 kr. ved køb af 6 flasker. Rødvin på Barbera-druen går man aldrig helt galt af, og det gælder også denne behagelige, elegante vin, som stammer fra vinstokke op til 50 år gamle. De knudrede stokke har lavt udbytte, der kompenseres af et fuldendt resultat på flasken. Det er den helt rigtige ledsager til for eksempel en hjortefillet.

Importør: Vinens Verden, Odense S. www.wine.dk

Læs også
Vinhøsten skuffer i Europa men sætter rekord i landene syd for ækvator

 

 

 

Domaine Dauvergne Ranvier, 2011 DR Vin Gourmand, Costières de Nîmes DOP, Rhône, Frankrig – Kampagnepris 94,95 kr. Her står vi med endnu en stjernevin i glasset fra Rhône-dalen. Den indeholder en uimodståelig, elegant frugt, og eftersmagen er uendelig lang. Producenterne, Francois Dauvergne og Jean-Francois Ranvier, har oplevet alle vinbønders drøm, nemlig at opnå 100 point hos vinguruen Robert Parker.

Importør: Theis Vine, Skovlunde. www.theis-vine.dk

 

Viu Manent y Cia, 2011 Cabernet Sauvignon Gran Reserva, Colchagua Dalen, Chile – Kampagnepris 59,95 kr. ved køb af 12 flasker. Her har vi festvinen, som dækker enhver vinelskers behov, og som værten med tilfredshed kan servere for sine gæster. Den har en næsten overvældende duft og smag af solbær, og som i munden efterlader indtryk af balance og flot elegance.

Importør: Philipson Wine, Kokkedal. www.philipsonwine.com

 

Læs også
Vin til stormfuldt efterår

Bodegas Altanza, 2011 Capitoso, Rioja DOC, Spanien – Normalpris 75 kr. – Tilbudspris 59,95 kr. ved køb af 6 flasker. Vinen smager, som de fleste nydere af de gode dråber fra Rioja i Nordspanien vil huske, af friske solbær, ribs og vanille. Farven er granatrød, ren og brillant i glasset. Den kan serveres til kød af enhver art, og den står sig godt sammen med pasta, salater og grøntsager. Den skal ikke drikkes ved temperaturer over 14-15 grader.

Importør: Jysk Vin – det gode glas. www.jyskvin.dk

 

 

Finca Reduccion, 2010 34 Malbec Reserve, Rivadavia, Mendoza, Argentina – Normalpris 99,95 kr. – Tilbudspris 130 kr. ved køb af 2 flasker i SuperBest. Vinen er produceret af Carelli-familien, som har ejet den 120 år gamle vingård siden 1943. Den udsender en intens bouquet af solbær og sveskeblommer, og smagen har kraft og fylde, som krydres i eftersmagen. En strålende og klassisk repræsentant for noget af det bedste fra Argentina.

Importør: GobiVin, Valby. www.gobivin.dk

 

Antica Masseria Colleone, 2008 Rosso Riserva, Brindisi DOC, Italien – Kampagnepris 54,95 kr. hos internetfirmaet www.nemlig.dk. Vinen er fremstillet på druesorten Negroamaro, som i stor udstrækning vokser i Syditalien og giver mange eftertragtede vine af god kvalitet. Denne udgave har en rubinrød farve, og smagen af hindbær og røde kirsebær lægger sig tungt og harmonisk på smagsløgene. Den står sig fint til lasagne og en god Vesterhavsost.

Læs også
Lækre vine til Indian Summer

Importør: AMKA, Randers. www.amka.dk. På telefon 86 41 96 00 oplyses om nærmeste forhandler.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…