TV: Sådan dømte otte danskere spritbilisten, der dræbte en mor og hendes to børn

Screendump

Året er 2009 det er den 20. marts og foråret er godt på vej.  I en lille by nær Randers kommer en glædesstrålende ung mor hjem, hun har netop bestået sin eksamen og i aften skal det fejres. Hendes mand er hjemme med de to mindste børn Oliver på otte og Pernille på tre, storebror på 12 er ude.

 

Alt er som det plejer

Den 29-årige Lorena stråler af lykke, det er forår, eksamen er bestået, hun har en dejlig mand og tre skønne unger. Ude i haven danser lille Pernille ballet rund om tøjstativet, og om et øjeblik skal hun ned på stationen og hente sin bedste veninde ved toget og så skal der festes. Kan man forlange mere?

 

Vi kører nu, jeg tager de små med, råber hun til manden. OK lyder det tilbage. Alt er som det plejer.

 

Ved stationen står veninden og venter, hurtigt bliver kareten vendt – nu skal de hjem og hygge. Vejbanen er fin, oversigten god og med guldklumperne på bagsædet overholder moderen fartgrænsen på 80 km/t. De er næsten hjemme, da intet mere er som det plejer.

 

En bil i høj fart kommer slingrende i den forkerte vejbane lige imod dem, sammenstødet var uundgåeligt.

 

Skæbnenat

Hjemme tager Flemming en slapper. Det ringer på døren, han åbner og to politibetjente beder om at komme ind. De: beder ham sætte sig og så kommer ordene “Det gør os ondt at måtte fortælle at din kone, hendes veninde og jeres to børn har været ude for en bilulykke.”

 

Denne nat måtte Flemming sige farvel til sin kun 29-årige kone, sin lille søn der kun fik otte år, og da det begyndte at lysne, sad han med sin treårige datter i armene og så til, medens hun kæmpede for sit liv. Da morgenen kom, blev der stille, den smukke lille pige døde i fars arme.

 

Derefter kom den tunge gang, hvordan fortæller man en 12-årig at hans mor, lillebror og lillesøster alle er døde?

 

Spritbilisten

Bilisten, der var årsag til denne tragedie, var en erfaren erhvervschauffør med mere end 100.000 kilometer årligt.  Han havde en promille på 0.86 og kørte med 120 km/t. Han blev idømt 18 måneders fængsel og fem års frakendelse af kørekortet.

 

Spritbilisten var mindre end en måned efter løsladelsen igen involveret i en mindre ulykke. Man kunne ikke bevise om det var ham eller kammeraten, der var fører af bilen.

 

For mild en straf

Flemming Brandt fandt dommen for spritdrabet på hans kone og to børn alt for mild. Halvandet års fængsel betyder med god opførsel, at drabsmanden er på gaden efter et år. En latterlig lille straf for tre menneskeliv.

 

Flemming har adskillige gange været fremme med ønsket om strengere straffe til spritbilister. Desværre er der nogle, der synes han stikker næsen for langt frem, og det har medført at han både offentligt og privat har været udsat for chikane.

 

Vi mener, at Flemming Brandt har ret.

 

Der skal sættes ind med skærpede straffe. Fra Folketingssalen er denne sag nævnt flere gange og lovgivningsmæssigt er der gjort noget, men de tiltag, der har været fremme, giver stadig spritbilisten alt for lange tøjler, promillen er sat alt for højt før man griber ind.

 

Det gælder også den lov der netop nu forhandles, nemlig indragelse af spritbilisternes bil.

 

Selv har vi i marts 2009 mistet vores datter og svigersøn, dræbt af en spritbilist, og vi har siden da arbejdet for at få alkolås indført som et middel til effektivt at stoppe spritkørsel.

 

Dommer for en dag

Otte almindelig danskere skulle onsdag aften (2.4) give deres dom over spritbilisten i Flemming Brandts sag. Det skete i programmet ”Dommer for en dag” på DR2.

 

I udsendelsen afgiver alle dommere deres dom inden for to kategorier: De lettere domme på op til tre års fængsel. De hårde domme  på tre til otte års fængsel.

 

Det viste sig, at de otte danskere var fuldstændig uenige.

 

Fire dommere ville give spritbilisten en meget hård dom på mange års fængsel.

 

De fire andre dommere ville derimod give spritbilisten en meget mild dom på få måneders frihedsberøvelse i fodlænke og alkolås i bilen.

 

Derefter blev de otte ”dommere” delt op i to hold, hvor de skulle blive enige om strafudmålingen:

 

Dem, der havde givet en mild dom, blev enige om seks måneder i fodlænke, to års betinget fængsel, fratagelse af kørekortet i to år og alkolås for altid.

 

Dem, der havde givet de hårde domme, blev enige om seks års ubetinget fængsel, 10 år uden kørekort og en erstatning svarende til et års løn, samt konfliktråd.

 

En chokerende forskel, men egentlig ikke overraskende, når man hørte “dommernes” begrundelser. Flere af dem, der gav de milde domme, sagde, at sprit og spirituskørsel jo nærmest var en del af vores kultur.

 

Virkelighedens dom

I virkeligheden blev den spritbilist, der dræbte Flemming Brandts kone og to børn, idømt 18 måneders fængsel og fem års frakendelse af kørekortet. Og et år senere kunne Flemming Brandt og hans 12-årige søn møde sin mors, lillebrors og lillesøsters drabsmand i nabolaget. 

Del på Facebook