________
Kup på
vinhylden
________
Sol og varme har bidt sig fast i junikalenderen, og der er travlt i de fleste husholdninger, for de gode dagligvareleverandører frister med alskens godt til grillen, og vinhandlerne og deres kolleger i supermarkederne lokker med velsmagende vine i alle kulører til priser, hvor enhver med interesse for vinøse glæder kan være med. Vinene kommer fra mange områder, bl. a. fra Marche (Se: havbilledet) i det oversete Mellemitalien ud mod Adriaterhavet.
Hvidvin
Laugel, 2012 Gewürztraminer Cuvée Sélectionnée, Alsace DOP, Frankrig – Normalpris 69,95 kr. – Tilbudspris 56 kr. hos Kvickly og SuperBrugsen. Vinhuset er kendt for sin særlige omhu for vinstokke og druer, hvilket resulterer i meget fin kvalitet. Farven er gylden, og i næsen strømmer en duft af roser og kærlighedsfrugter. Det er en fin aperitif, men på det lidt mere sofistikerede plan kan den med stor fornøjelse drikkes til fois gras.
Importør: Coop, Albertslund. www.coop.dk
Instituto Agrario San Michele All’Adige, 2010 Riesling, Trentino DOC, Sydtirol, Italien – Normalpris 109 – Tilbudspris 95 kr. ved køb af 6 flasker. Vinen er fremstillet på et af Italiens førende forskningscentre inden for vindyrkning, hvor mange af druerne er af tysk oprindelse. Denne udgave er lavet på 100 pct. Riesling, der ikke må forveksles med Welschriesling. Det er en vin, som skal serveres sammen med fast føde, da mineralitet er meget fremherskende.
Importør: Carlo Merolli, Virum. www.carlomerolli
Catena Wines, 2013 Alamos Chardonnay, Mendoza, Argentina – Kampagnepris 49,95 kr. ved køb af 12 flasker. Vinhuset Catena hører til i toppen af argentinske vinproducenter, både når det gælder produkter til de store skoleridt, hvor tegnedrengen skal være i orden, og når det gælder gedigne dagligvine, som alle har råd til. Vinen her har alle de smagstoner, som gør Chardonnay-druen så populær med både pære og fersken i næsen. Prøv den som ledsager til tykke hvide asparges med koldt smør og hør englene synge.
Importør: Philipson Wine, Kokkedal. www.philipsonwine.com
Viña Santa Rita, 2013 120 Riesling, Valle Central D.O., Chile – Kampagnepris 54,95 kr. hos Super Best, Spar, nemlig.com og ABC Lavpris. Vinen er fremstillet til ære for 120 patrioter, som i 1814 kæmpede Chiles-frihedskamp for selvstændighed. Kompagniet fik ly i godset Santa Ritas kældre. I dag bruges kælderregionerne til produktion og lager. Farven er gylden med et grønligt skær, og duft og smag gennemsyres af citrusblomster og abrikos.
Importør: AMKA, Randers. www.amka.dk
Rosévin
Vignobles Aureto, 2013 Alouette, Ventoux AOP, Rhône-regionen, Frankrig – Normalpris 85 kr. – Tilbudspris 65 kr. ved køb af 6 flasker. Denne laksefarvede vin er fremstillet på druesorterne Cinsault og Grenache. Duften er forfinet med noter af citrus og ribs, og mundens smagsløg noterer en elegant let bitter afslutning, som gør vinen lige velegnet som velkomstdrik og forretter som eksempelvis varmrøget laks, der igen er komme på mode.
Importør: Jysk Vin – det gode glas, Randers. www.jyskvin.dk
Domaine de la Villaudière, 2012 Sancerre Pinot Noir, Verdigny, Frankrig – Normalpris 149,75 – Tilbudspris 119,75 kr. ved køb af 6 flasker. Vinene fra Sancerre-området ser vi desværre ikke så ofte i handelen, så derfor er det om at slå til, når lejlighed bydes, og varens kvalitet som dennes er helt i top. Farven er Østersø-pink, og Pinot Noir-druen giver et frugtigt, frisk, harmonisk og elegant aftryk på ganen. Meget velegnet til en lækkerbisken som fjordrejer.
Importør: Skjold-Burne, Brøndby. www.skjold-burne.dk
Rødvin
Agricola Tezza, 2010 Valpantena Superiore, Valpolicella Ripasso, Veneto, Italien – Normalpris 139 kr. – Tilbudspris 119 kr. Vinen er mørk, fyldig og saftig med en lang eftersmag. Lige noget, der passer til en grillstegt kotelet eller steak. Den er sammensat af druesorterne Corvina, Rondinella og Molinara i forholdet 75-20-5, og for at give vinen fylde er den fremstillet efter Ripasso-metoden, hvor en del af druerne er soltørret på bastmåtter.
Importør: Vinslottet, Greve. www.vinslottet.nu
Rossetti Vini, 2012 Black Raven, Old Vine Zinfandel, Puglia IGT, Apulien, Italien – Normalpris 99,95 kr. – Tilbudspris 120 kr. for 2 flasker i SuperBest. Voksestedet indikerer, at vinen hovedsageligt er fremstillet på Primitivo-druen, der er en fætter til den amerikanske Zinfandel-drue. Smagen er blød og rosinagtig, hvilket gør den let drikkelig og let at sætte til mad – både til kold steg og f. eks. til en omgang frikadeller med stuvet sommerkål.
Importør: GobiVin, Valby. www.gobivin.dk
Azienda Agricola Muróla, 2012 Sangiovese, Marche IGT, Marche, Italien – Normalpris 89 kr. – Tilbudspris 69 kr. ved køb af 6 flasker. Marche-regionen, der ligger ud mod Adriaterhavet i Mellemitalien, har et vinpotentiale på højde med de bedste i Støvlelandet, men kun få importører i Danmark har fået øjnene op for de kvaliteter, der stadig kan fås for meget billige penge. Her er mørk kirsebær for fuld udblæsning kombineret med kvæde og kakao.
Importør: Gallovini, Vejle. www.gallovini.dk
Azienda Agricola Tormaresca, 2011 Morgicchio, Salento IGT, Apulien, Italien – Normalpris 159,95 kr. – Tilbudspris i 109 kr. Vinen er produceret på Negroamaro-druen, og der er tale om høj klasse med elegance og aroma. Egetræslagringen giver en lokkende moden duft af røde frugter og søde krydderier som lakrids, nelliker og vanille. I munden er den fløjlsagtig og nærmest dvælende i eftersmagen. Bare lækker.
Importør: Theis Vine, Skovlunde. www.theis-vine.dk
Bodega San Mamés, 2011 doble R, Ribera del Duero DO, Burgos, Spanien – Normalpris 119 kr. – tilbudspris 79 kr. ved køb af 6 flasker. Vinhuset er et kooperativ og et af de ældste i Ribera del Duero-vindistriktet. Det råder over mere end 100 hektarer, hvor der hovedsageligt dyrkes Tempranillo. Vinen er kraftfuld og afspejler flot det barske terroir, hvor vinstokkene pines af kulde om vinteren og nærmest uudholdelig varme om sommeren, så det er nærmest uforståeligt, at kvaliteten er så høj.
Importør: D’Wine, Aalborg. www.d-wine.dk