“Jeg er 10 minutter forsinket”.
Den slags SMS-beskeder er det blevet mere og mere almindeligt at skrive, mens man kører bil. Det skriver FDM’s blad MOTOR.
Andre ringer i håndholdt telefon, mens de kører.
Men håndholdt mobiltelefoni og SMS bag rattet er ikke bare ulovligt, det forøger også risikoen for uheld markant.
Der findes ikke undersøgelser for præcis hvor mange ulykker, der sker på grund af den slags. Men ifølge en undersøgelse lavet af DTU i 2010 er uopmærksomhed medvirkende årsag til cirka 1/3 af alle trafikulykker, skriver MOTOR.
Så langt kører du, mens du SMS’er
Derfor har FDM nu testet, hvor langt man kører på en SMS.
En kort SMS-besked bag rattet med et enkelt øje på vejen, sker der ingenting ved. Sådan tænker mange. Men det er helt forkert.
MOTOR har blandt andet testet, hvor langt man kører på en SMS. Er man for eksempel 40 sekunder om at skrive og sende en besked, og er farten 50 km/t, svarer det til, at man kører 500 meter, hvor opmærksomheden kun delvist er rettet mod vejen og de øvrige trafikanter.
”Mange er nok ikke klar over risikoen ved brug af håndholdt mobiltelefon under kørslen. Men som vi også ved fra undersøgelser, er det en af de helt store synder i forhold til at stjæle opmærksomhed. Især når det gælder SMS’er, hvor både tanker og øjne flyttes væk fra trafikken, samtidig med at den ene hånd er optaget af at taste på mobiltelefonen. Det kan næsten kun gå galt og gør det alt for ofte. Derfor skal man populært sagt koncentrere sig om at køre bil, når man kører bil,” siger adm. direktør i FDM Thomas Møller Thomsen.
Så meget forlæger SMS’er din reaktionstid
Motor har på FDM Sjællandsringen også testet, hvordan SMS bag rattet forlænger reaktionstiden og dermed også bremselængden, hvilket kan have fatale konsekvenser. I testen kørte to biler 80 km/t med ti meters afstand. Føreren af den bagerste bil SMS’ede, da den forreste bil pludselig bremsede. På banen kørte bilerne parallelt, men havde situationen udspillet sig i samme vejbane, var de to biler stødt sammen.
Trods en markant øget risiko for trafikuheld er antallet af bilister, der skriver SMS eller taler i håndholdt mobil bag rattet, stigende. Tal fra Rigspolitiet viser, at mens der i 2007 blev udstedt 18.931 bøder for brug af håndholdt mobiltelefon, var det tal i 2012 vokset til 43.576. Det på trods af, at bøden for brug af håndholdt mobil 1. januar 2012 blev sat op til 1.500 kroner. I grove tilfælde af uopmærksomhed risikerer man dog helt at miste kørekortet og få en bøde på 2.500 kroner.
”Der arbejdes målrettet på at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken. Heldigvis går det den rigtige vej, men der er stadig et problem med uopmærksomhed i trafikken, som vi skal have løst. Det er nødvendigt med en bedre trafikkultur i forhold til brug af mobil i bilen, men FDM så også gerne, at man fik mere viden om, hvilke konsekvenser brugen af netop mobiltelefoner har for trafiksikkerheden,” siger Thomas Møller Thomsen.
Læs mere i MOTORs juninummer, der udkommer fredag den 30. maj.