Det er afgørende at kæmpe for et samfund, hvor religionen ikke øver indflydelse på den politiske magt

Foto: Secular Conference 2014

”Hvor mange her er feminister?”

 

Forespørgslen kommer fra lederen af feministgruppen FEMEN, Inna Shevchenko.

 

En skov af kvinde-og mandehænder går op i lokalet.

 

Vi er på andendagen af konferencen ”Religious-Right, Secularism and Civil Rights” på Tower Hotel i London. Den er arrangeret af blandt andet organisationen One Law for All, der er grundlagt af den iranskfødte marxist Maryam Namazie. Hun understreger i sin åbningstale hvor livsvigtig sekularisme er, ”I denne æra af Islamisk Stat”.

 

Islamister truer konferencen

En af de finansielle støtter er den verdensberømte biolog Richard Dawkins fond. Selvom lokalet klokken ni denne morgen ikke er lige så stuvende fuldt som på åbningsdagen, er fremmødet pænt. 250 mennesker har tilmeldt sig konferencen.

 

En række af de delegerede og paneldeltagerne på den to-dage lange internationale konference har rødder i lande udenfor Europa. Men der er også de, der aldrig nåede frem: Fire deltagere, der bor i de palæstinensiske områder, i Marokko og i Egypten fik ikke visa i tide til at nå frem.

 

Og der er de, der venter udenfor men aldrig får lov at komme ind på hotellet. Islamister har forud for konferencen ladet en meddelelse cirkulere på internettet, hvor de opfordrer til at man manifesterer sig mod konferencen. Flere prøver at få adgang men standses af de sikkerhedsvagter, der tjekker alle, der vil ind.

 

Foto: Secular Conference 2014

 

Sekulær betyder ikke ateist

Den ukrainskfødte Inna Shevchenko er ligesom resten af Femen kendt for sine happenings i topløs tilstand. Hun er denne dag iført stram t-shirt, jeans og superhøje, spidse hæle. Det nærmest gennemsigtigt blonde hår er bundet i en fletning rundt om hovedet. Shevchenko fik politisk asyl i Frankrig efter at være blevet bortført af KGB i Hviderusland. Hun viser slides af det store trækors, som hun og andre skar over i Ukraine i protest mod retssagen mod kvindegruppen Pussy Riot: ”Det er helt nødvendigt med blasfemiske kvinder. Og blasfemi er et symbol på det sekulære samfund”.

Læs også
Unge indvandrere får bedre uddannelser – men de bliver tilsyneladende mere fundamentalistiske

 

Et ord, man hører igen og igen på konferencen fra mange af oplægsholderne er ”sekulær”. Ordet kan oversættes med ”verdslig”. Et sekulært samfund er et samfund, hvor religionen ikke øver indflydelse på den politiske magt. Et eksempel på det modsatte, på et teokrati er Iran, hvor religiøs og politisk magt er smeltet sammen.

 

Efter omvæltningerne i en række de arabiske lande har der været slagsmål i omtrent hvert et land om hvor meget sharia, islamisk lov, skulle fylde i forfatningen. Og diskussioner om, hvorvidt man kunne have tillid til de islamister, der erklæres sig som demokrater:

 

Tunesien og blasfemi

”Først når Rachid Ghannouchi ( leder af det islamistiske Ennahda-parti i Tunesien, red.) en dag kan sige, at kan støtter ytringsfriheden uden samtidig at sige, ”men denne filmskaber gik for langt”, så stoler jeg på, at han er demokrat”, siger den fransk-tunesiske filminstruktør Nadia el Fani i sit oplæg  Da Den Korte Avis snakker med hende i en pause, siger hun om udviklingen i sit hjemland, at  ”de unge i Tunesien vokser nu op med en forestilling om, at koranen ikke kan kritiseres”.

 

Fani tør ikke længere besøge Tunesien. Hun risikerer flere års fængsel. Islamistiske advokater har lagt sag an mod hende på grund af hendes omstridte dokumentarfilm ”Ni Allah ni Maitre” (Hverken Allah eller Herre), der blev produceret i 2011. Filmen viser, hvordan sekularismen allerede før omvæltningerne, under diktator Zine Ben Ali, var i en skrøbelig tilstand. Fani har også offentligt erklæret sig som ateist, hvad der er en penibel sag i Tunesien.

 

I 2012 blev to unge tunesere Ghazi Beji and Jaber Mejri idømt 7 og et halvt års fængsel for at have angrebet den offentlige orden og moral. Beji in absentia, da det var lykkedes ham at flygte. De havde begge på internettet publiceret manuskripter til bøger med karikaturer af Muhammed, islams grundlægger.

 

Læs også
Video: Dagligdag i London – voldsomt røveri ved højlys dag, og ingen tør gribe ind

Troende og ateister må stå sammen

Men Fani påpeger, at man skal være omhyggelig med, hvordan man oversætter ordet sekulær: ”Mange mennesker, ikke blot muslimer tror, at sekularisme betyder ateisme. Det gør det ikke. Måske vi må opfinde et helt nyt ord”.

 

Også andre oplægsholdere understreger, at der skal være plads til de troende i kampen mod religiøs fundamentalisme: Den amerikanske jurist  Karima Bennoune advarer i sit oplæg ligeud mod den ”ateistiske alliance”, hun fornemmer på konferencen: En kamp mod den religiøse fundamentalisme må nødvendigvis inddrage de troende. Og vist findes der ”moderat religion”.

 

Oplægsholdere med rod i lande som blandt andet Iran, Libyen og Pakistan giver vidnesbyrd om, hvordan de på egen krop, på tæt hold, har mærket fundamentalismen. Den iranskfødte filminstruktør Siba Shakib fortæller således om, hvordan hun og en række andre iranere rejste til Kabul, da talebanerne rykkede ind. I al hemmelighed hjalp de med at etablere pigeskoler, mens talebanere marcherede i gaderne om natten. Men Shakib efterlyser handling fra konferencens deltagere: ”Lad os koncentrere os om, hvad vi kan gøre, ikke fortabe os i det, der er sket”.

 

Hjernevask

”Vi har ikke Qatars penge. Lad os fokusere på sekularisme, ikke på forskelle i religion”, mener den franske journalist Caroline Fourest, der er kendt for sin banebrydende bog om islamisten og prædikanten Tariq Ramadan. Men Fourests indstilling er også et eksempel på, hvad der synes karakteristisk for denne konference: At man slår alle religioner i hartkorn og ikke anerkender, at det er islam, der p.t. volder de største problemer.

 

Og vist kan andre religioner end islam give mennesker problemer. Sue Cox, der leder en organisation, der hjælper mennesker, der som hun selv har været udsat for overgreb fra den katolske kirke, siger til Den Korte Avis: ”Det er det, der også er værdien af en konference som denne. At man kan advare mod den hjernevask, som religion kan være”.

 

Læs også
Briterne er ved at afskaffe friheden – nu er Londons borgmester, Sadiq Khan, på krigsstien

Der blev vedtaget et manifest af en række af konferencens deltagere. Manifestet kan læses for eksempel her 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…