Politiet havde fået dyre fartkameraer, der fungerede fint – det gjorde de, der skulle betjene dem, til gengæld ikke

Colourbox

To politifolk i Rom skulle lave fartkontrol på bilisterne. Sidste fredag aften parkerede de politibilen og fik stillet deres dyre, moderne fartkamera op på en trefod foran bilen.

 

Desværre faldt de i søvn. Så de så ikke, hvad bilisterne lavede. Og hvad værre var: De så heller ikke, at nogen stjal deres fartkamera!

 

Det fortæller avisen La Repubblica.

 

De to uheldige betjente vågnede omkring kl. 2 om natten og konstaterede, at kameraet var væk.

 

I første omgang udløste det en fantasifuld teori om, at betjentene var blevet ”bedøvet” med sløvende gas i bilens ventilationssystem. Om det var betjentenes egen søforklaring, vides ikke.

 

Men senere blev det konkluderet, at de simpelt hen fik sig en skraber – måske hjulpet på vej af den lune luft fra bilens varmeapparat.

 

De risikerer, at deres lur koster dem dyrt, idet der nu bliver indledt en disciplinærsag mod dem, der kan resultere i en suspendering.

 

Måske har deres uheld været, at deres makkerskab var meget tæt. Så tæt, at de også faldt i søvn på samme tid …

Del på Facebook