Ret til findeløn
Spørgsmål:
Min søn fandt i sommerferien en iPhone 5, der lå på gaden. Han indleverede den derfor til politiet, som kunne fortælle, at den var meldt stjålet tidligere samme dag.
Mit spørgsmål går på, om min søn har ret til dusør for at have fundet og afleveret telefonen til politiet?
Svar:
Politiet skal i forbindelse med, at der indleveres hittegods spørge din søn, om han ønsker findeløn. Han kan altså vælge at give afkald på findeløn.
Findelønnen fastsættes konkret af politimesteren men udgør som oftest ca. 10 % af genstandens værdi, og skal betales af ejeren inden han kan få genstanden udleveret. Ved genstande med stor værdi vil findelønnen sædvanligvis blive reduceret, ligesom reglerne om findeløn kun gælder for genstande med en anslået værdi på over 500 kr.
Såfremt ejeren til hittegodset ikke melder sig hos politiet, vil politiet efter en periode på ca. 3 måneder sælge hittegodset på auktion, og 2/3 af beløbet vil tilfalde statskassen, mens finderen får 1/3.