Spørgsmål
Hej,
Jeg har et spørgsmål ang. mit lejeforhold og håber virkelig på at kunne få noget hjælp. Den 17. oktober, sagde min fremlejegiver, at hun ville have at jeg skulle flytte ud inden for 14 dage, fordi hun ikke synes vi er de samme typer.
Hun lejer ejendommen af ejeren og hun fremlejer den derefter til mig. Jeg betaler dog husleje til ejeren af ejendommen, altså ingenting til hende.
Vi har ikke lavet en kontrakt endnu, da hun mente at vi skulle have en prøveperiode, men hun ville arbejde på kontrakten imens. Det har hun selvfølgelig ikke gjort og hun vil have mig ud nu (tror måske hun har en veninde, som hun vil have til at flytte ind)
Ud fra hvad jeg kan læse mig frem til, har jeg mindst en måneds opsigelse. Men hvornår går den måned fra?
Skal jeg have opsigelsen på skrift eller hvordan og skal jeg underskrive denne?
Jeg håber I kan give mig et svar.
M.v.h
Læs også: Opsigelse af lejemål
Svar
Hej,
Svaret på dit spørgsmål er forskelligt alt efter om fremlejegiver bor i ejendommen sammen med dig, eller du bor der alene.
Bor du der sammen med fremlejegiver, kan hun opsige dig med én måneds varsel, som regnes fra den 1. i den måned der følger efter opsigelsen. Når hun opsiger dig den 17. oktober, tæller man en måned frem fra den 1. november, så du skal fraflytte lejemålet senest den 1. december kl. 12.00. Opsigelsen behøver ikke være begrundet.
Hvis fremlejegiver ikke bor i ejendommen, så kan hun alene opsige dig med 1 års varsel, og i så fald kun, hvis hun selv vil flytte ind i lejemålet.
At der ikke er lavet en lejekontrakt betyder, at ingen af reglerne i lejeloven er fraveget. Det stiller dig som lejer bedre, end hvad en lejekontrakt som oftest vil gøre.
Der er ikke noget krav om, at opsigelsen skal være skriftlig. Fremlejegiver skal dog kunne bevise at have givet dig opsigelsen, såfremt du benægter at have modtaget den.
I det her tilfælde må du fortælle fremlejegiver, at du først flytter 1. december, som lejeloven giver dig ret til.
Jeg håber det besvarer dit spørgsmål.
Med venlig hilsen
Søren Vasegaard Andreasen