Han kritiserede islam og fik sit liv ødelagt af trusler. Nu får han beskeden: ‘Du kunne jo bare have ladet være’

Robert Redeker, Lars Vilks og Lars Hedegaard. Foto: Steen Raaschou

Trykkefrihedsselskabet holdt for nylig en konference i anledning af 10-årsdagen for mordet på Theo van Gogh for at belyse ytringsfrihedens kår siden da.

 

Theo van Gogh blev myrdet på åben gade med den begrundelse at han havde lavet en islamkritisk film sammen med Ayaan Hirsi Ali.

 

Daniel Pipes fra Middle East Forum trak tråde fra dengang en fatwa blev udstedt mod Salman Rushdie i 1989, og de venstreorienterede støttede ham, eftersom de betragtede ham som en af deres egne, frem til i dag, hvor ventreorienterede og muslimer er fælles om at kritisere Vesten. De øvrige talere var Robert Redeker, Geert Wilders, Lars Vilks, Lars Hedegaard og Kurt Westergaard, er hver især blevet truet på livet af muslimer på grund af deres ytringer.

 

Geert Wilders talte på konferencen. Foto: Steen Raaschou

 

Mange er ikke moderate

Et argument lyder, at størstedelen af muslimerne er moderate. Geert Wilders kunne imidlertid henvise til flere meningsmålinger, der tyder på det modsatte.

 

Tre fjerdedele af Hollands muslimer anser således IS-krigere for at være helte, og mere end to trediedele anser de islamiske sharialove for at være vigtigere end Hollands demokratiske love. Hollandske aviser kunne dagen før 10-års dagen for mordet på Theo van Gogh fortælle, at hans morder Mohammed Bouyeri stadig betragtes som en helt af mange hollandske muslimer.

 

Ytringsfriheden er indskrænket

Robert Redeker kom i sin tale ind på den indskrænkning af ytringsfriheden, som den politiske korrekthed har medført.

 

Man ser helst, at ytringsfriheden ikke benyttes fuldt ud, da man er bange for, at en krænkende retorik vil føre til en gentagelse af 1930’erne ondskab.

 

Historien gentager sig dog ikke; ondskaben vil antage nye former. For at imødegå undertrykkelsen må ytringsfriheden ikke begrænses, da det netop er et sundhedstegn for demokratiet, når meninger brydes – også når ytringerne generer, chokerer eller sårer.

 

Robert Redekers frihed stækkedes efter et debatindlæg

Under sit ophold i København fortalte Robert Redeker mig om sin egen skæbne.

 

I bogen Man må prøve at leve (Il faut tenter de vivre) fra 2009 beskrev han de voldsomme konsekvenser, et debatindlæg han havde i Le Figaro den 19. september 2006, fik for ham.

 

Pave Benedikt havde få dage forinden holdt en tale i Regensburg om religiøs vold. Paven havde citeret en af Konstantinopels sidste herskere, inden byen faldt i osmannernes hænder, for i 1391 at have sagt: “Hvis du ser på, hvad Muhammed kom med, der var nyt, vil du kun finde onde og umenneskelige ting, såsom hans ordre til at sprede sin religion ved sværdets magt.” Talen affødte en voldsom polemik, der foranledigede Robert Redeker til at skrive sit debatindlæg, hvori han kom ind på, at islams hellige skrifter forherliger vold og had.

 

Dagen efter offentliggørelsen strømmede det ind med hadefulde kommentarer og dødstrusler på Redekers hjemmeside. Han skulle slås ihjel lige som Theo van Gogh, hvis morder ikke var en ekstremist, men blot en ganske almindelig rettroende muslim. Redeker besluttede samme aften at forlade sit hjem sammen med sin familie.

 

Et par dage efter opfordrede en hjemmeside med relation til al-Qaeda til at slå Redeker ihjel. Man kunne på internetsiden se Redekers navn, adresse, foto og hvor han arbejdede. Han måtte nu gå permanent under jorden og have politibeskyttelse. Intet blev som før. I den følgende tid flyttede han flere gange bopæl og opholdt sig inden døre.

 

Robert Redeker var filosofilærer på et gymnasium i nærheden af Toulouse. Oven i den fysiske trussel oplevede han nu en afstandtagen og svigt fra sine kolleger, der nærmest mente, at han selv var ude om sin situation.

 

Han kunne jo bare have ladet være med at skrive negativt om islam. Dem, der truede ham, gjorde det nok ikke uden grund.

 

Han hørte bemærkninger som: “ikke særlig smart” og “ikke særlig velanbragt”. Undervisningsminister Gilles de Robien viste ham heller ikke sin støtte: “En statsansat bør optræde klogt og moderat ved enhver lejlighed”. Han var nu uønsket på gymnasiet, da hans  tilstedeværelse ville bringe de andres sikkerhed i fare. Han fik siden besked på, at han fremover skulle rette eksamensopgaver hjemmefra. Han kan ikke længere fungere som lærer, da undervisningssituationen er for farlig for ham.

 

Livet under politibeskyttelse

Robert Redeker oplever det som en ydmygelse at være under konstant politibeskyttelse; som om han var en illegal, en skyldig. Politibetjentene skal underrettes om alle hans gøremål og følger ham, hvor han end tager hen.

 

Han bor i en sikret bolig på en hemmelig adresse, og han kører langt for at hente sin daglige post og gøre sine indkøb. Hjemmearbejdet med at rette elevernes skriftlige opgaver gør, at han ikke har en hverdag omgivet af kolleger. Det var smertefuldt for ham, at hans far i 2007 skulle begraves i al hemmelighed af hensyn til sikkerheden, uden at familien kunne indrykke en dødsannonce.

 

Kollegernes afstandtagen

Robert Redeker oplever stadigvæk, at hans tidligere kolleger tager afstand til ham og at ingen af dem støtter ham. Der er endda en fjendtlighed over for ham, eftersom man i undervisningsmiljøet ikke må kritisere islam.

 

Deres afstandtagen skyldes en overbevisning om, at muslimer er det nye proletariat. Det er mennesker, som har det svært. Hvis man kritiserer islam, svarer det til at bekrige de fattige. En anden vigtig faktor er frygten for at blive udstødt af sine kolleger og få sine karrieremuligheder ødelagt. Det er en slags intellektuel terrorisme.

 

Hvis man bliver betragtet som islamofob, lukker alle døre sig.

 

Det oplevede Renaud Camus, da Le Monde forud for valget i 2012 spurgte flere forfattere om, hvem de ville stemme på. Camus  svarede, at han ville stemme på Marine Le Pen. Siden har ingen forlag villet udgive hans bøger. Alain Finkielkraut er også en torn i øjet på de politisk korrekte, der ønsker ham fyret som lærer i filosofi og idéhistorie ved den polytekniske læreanstalt og hans radioudsendelse Répliques taget af programmet. Han er under et stort pres, hvor også hans kolleger tager afstand fra ham.

 

Det er sådan, den intellektuelle terrorisme virker. Hvis man ikke retter ind, bliver man behandlet, som om man havde pest og skulle i karentæne. Man ønsker ikke at høre om vedkommende mere. Så folk censurerer sig selv, inden de skriver eller udtaler sig.

 

Udviklingen de forgangne 10 år

Robert Redeker vurderer, at den intellektuelle terrorisme er blevet værre i løbet af de forgangne 10 år. Der er ting, som man kunne sige for 10 år siden, som man slet ikke kan sige i dag.

 

For 10 år siden kunne man for eksempel tale om den muslimske slavehandel med afrikanere. I dag er det forbudt. Foranlediget af justitsminister Christiane Taubira vedtog Frankrig i 2001 en lov, der betegner den transatlantiske slavehandel som en ‘forbrydelse imod menneskeheden’. Loven forholdt sig dog ikke til den arabisk-muslimske slavehandel.

 

Taubira erklærede i 2006, at man ikke skal tale for meget om den arabisk-muslimske slavehandel, for de “unge arabere skal ikke bære hele byrden af tidligere tiders arabiske ugerninger på deres skuldre”.

 

Denne forskel i synet på de europæiske og arabisk-muslimske slavehandlere har medført, at man i dag ikke må relativisere den europæiske slavehandel med afrikanere.

 

Man må ikke påpege, at den arabisk-muslimske slavehandel har varet meget længere og har medført mange flere døde end den europæiske slavehandel med afrikanere.

 

Gør man det, relativiserer man den europæiske slavehandel (dén slavehandel, der er en forbrydelse imod menneskeheden) og begår en forbrydelse. Man risikerer desuden at blive betragtet som en racist eller islamofob. Olivier Pétré-Grenouilleau, der er  forfatter til bogen Les traites négrières, blev i 2005 forsøgt dømt for sit syn på slavehandelen.

 

Ifølge Robert Redeker kan andre risikere at blive dømt, hvis de i dag skrev en bog om emnet. Hvis man endelig vil skrive en ny bog om den muslimske slavehandel, skal man samtidig skrive, at den har været langt mindre omfangsrig end den europæiske slavehandel (uanset at det forholder sig modsat i virkeligheden). Redeker fortæller, at man ikke længere kan udtale sig om emnet i offentligheden, hvad enten det drejer sig om debatindlæg eller en tale til en konference.

 

Landets forandringer skyldes den demografiske udvikling. Der kommer stadigt flere muslimer til Frankrig og det øvrige Europa. Politikerne tager stadigt mere hensyn til denne vælgergruppe for at blive valgt. Det vil blive endnu mere udtalt, hvis socialistpartiet får gennemført, at ikke-europæiske indvandrere uden fransk statsborgerskab får stemmeret.

 

Den ændrede befolkningssammensætning har medført spændinger, der får de oprindelige franskmænd til at føle sig trængte. Der er dog fortsat ikke forståelse for, at racisme også kan gå ud over hvide (anti-hvid racisme). Hvis man beskylder en araber eller afrikaner for at være racist overfor en hvid, er man selv en racist, eftersom man kan fremkomme med en sådan beskyldning. 

 

Kirsten Valeur holder foredraget:  “Slaveriet indenfor islam” torsdag den 20. november kl. 19 i præstegården ved Hem Kirke, Skive.

 

Del på Facebook