Fuppede de sociale myndigheder og indkasserede 4,3 millioner – men så fik politiet mistanke …

Man kan nå langt, hvis man er fræk nok og står over for tilstrækkelig godtroende myndigheder.

 

En irakisk flygtning i den svenske by Kristianstad modtog gennem længere tid betragtelige offentlige ydelser. Han var tydeligvis handicappet, idet han havde svært ved at bevæge sig.

 

Der er tale om et beløb på 4,3 millioner svenske kroner. Når beløbet kunne blive så astronomisk højt, hænger det tilsyneladende sammen med, at han havde otte personer ansat som handicaphjælpere, der skulle assistere ham. De otte, der alle havde arabisk baggrund, kunne bekræfte, at han havde svært ved at bevæge sig ved egen hjælp.

 

Myndighederne pungede troligt ud. I Sverige er det ikke velset at gå flygtninge på klingen, når de fremstiller sig selv som ofre.

 

Sprang rundt som en gazelle

Men af en eller anden grund endte det alligevel med, at politiet fattede mistanke til manden. Det fik sat et kamera op uden for hans bolig.

 

Og det var spændende billeder, kameraet kunne levere. Det viste sig nemlig, at manden sprang rundt som en gazelle, når han troede sig ubevogtet. Handicappet var rent og skært fup – en pengemaskine.

 

Nu er den ”handicappede” og hans hjælpere kommet for retten tiltalt for social svindel.

 

Ikke-integrerede

Ud over det rent juridiske må man sige, at deres adfærd ikke ligefrem vidnede om en solidarisk holdning til den svenske velfærdsstat og dens skatteydere.

 

I det hele taget ser det ud til, at den pågældende gruppe ikke ligefrem har lagt sig i selen for at blive integreret i det svenske samfund.

 

Læs også
Hvidvasker Sverige sin antisemitisme? – en beretning om, hvor galt det står til i Malmø

Fem af de tiltalte har svensk statsborgerskab. Men de fire af dem, herunder hovedpersonen, havde behov for tolkning på arabisk i retten.

 

Skyldfølelse og frelsertrang

Tilsyneladende er de svenske myndigheder lige så gavmilde med uddeling af statsborgerskab som med uddeling af penge. Man skal bare forstå at appellere til de to specielle træk ved nutidens Sverige:

 

En kronisk og grænseløs skyldfølelse over for alle mennesker fra ikke-vestlige lande, der per definition ses som ofre for vestlig ondskab, og en ubændig frelsertrang i forhold til dem.

 

I dette tilfælde kostede det den svenske stat 4,3 millioner kroner plus udgifter til retssag – med tolkebistand. (kilder: expressen.se og avpixlat.info)

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…