I Storbritannien laver man folketællinger. Den seneste af slagsen er gennemført i 2011, og den rummer en opsigtsvækkende nyhed, som er blevet fremdraget af The Times:
Cirka hvert tiende barn i Storbritannien under fem år er muslim. (Office for National Statistics)
Dette tal afspejler en dramatisk stigning i muslimernes andel af den britiske befolkning. Tager man den nuværende britiske befolkning som helhed, er færre end hver tyvende muslim. Så ændringen går stærkt.
David Coleman, fremtrædende professor i demografi (befolkningslære), kalder tallene ”forbløffende”.
Tal for muslimer
I Storbritannien er tallene for muslimers andel af befolkningen forholdsvis præcise, fordi man her registrerer folks religiøse tilhørsforhold.
Det gør man ikke i de fleste europæiske lande, ej heller i Danmark. Her har man kun skøn for muslimernes andel.
I nogle lande, som for eksempel Sverige, er man endda så politisk korrekte, at man slet ikke vil beskæftige sig med, hvor stor en del af befolkningen der er muslimer.
Men i Storbritannien er antallet af muslimer altså en del af den officielle statistik. Dog er folketællingen mere end to år gammel, så andelen er formentlig vokset yderligere.
Årsager til den voldsomme stigning
Man kan pege på tre faktorer bag den voldsomme stigning i den muslimske befolkningsandel:
Muslimer føder flere børn end den øvrige britiske befolkning.
Den muslimske befolkningsgruppe er klart yngre end befolkningen som helhed, og derfor er der flere i den fødedygtige alder.
Endelig modtager Storbritannien vedvarende en massiv indvandring fra muslimske lande. Især fra Pakistan og Bangladesh, men også fra Mellemøsten og Afrika. Til de officielle tal skal man lægge en illegal indvandring, der er meget omfattende.
Andre europæiske lande
Men den kraftige vækst i den muslimske befolkningsandel er langt fra noget, der er forbeholdt Storbritannien.
I lande som Frankrig, Tyskland, Sverige, Norge, Østrig, Schweiz, Belgien, Holland, Italien og Spanien bliver befolkningerne stadig mere muslimske i et betydeligt tempo. Først og fremmest mærkes udviklingen i de større byer.
I flere lande, herunder Sverige, går det formentlig endnu hurtigere end i Storbritannien. Flere af landene, med Frankrig og Tyskland i spidsen, har en større muslimsk befolkningsandel end Storbritannien.
Danmark
I Danmark er denne ændring i befolkningens sammensætning gået noget mindre stærkt, hvilket blandt andet hænger sammen med det tidligere borgerlige flertals stramning af udlændingepolitikken.
Men udviklingens retning er den samme. På grund af indvandringen. På grund af den muslimske befolknings yngre alder. Og på grund af dens højere fødselstal samlet set.
Vi har som sagt ikke præcise tal for den muslimske befolkningsandel. Der foreligger skøn i retning af en muslimsk befolkningsandel (indvandrere og efterkommere) på 4-5 procent.
Derimod er der mere præcise tal for den bredere gruppe, der hedder indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande. En væsentlig del af disse er fra muslimske lande.
Ifølge Danmarks Statistik udgør de i dag 7 procent af befolkningen. Ifølge en ny fremskrivning vil det tal vokse til 9,7 procent i 2040 og 10,4 procent i 2050. En betragtelig forandring.
Ligesom i andre europæiske lande, er den muslimske befolkning ikke jævnt fordelt. Dens andel er særlig markant i de større byer, og specielt i ghettoområder er der en kraftig koncentration, som har ført til dannelse af parallelsamfund. (Jævnfør senest Motalavej i Korsør)
Integrationen fungerer dårligt
Indvandringen fra muslimske lande skaber vidtrækkende ændringer i de europæiske befolkninger. Både på grund af antallet og på grund af, at der er tale om indvandring fra lande, der kulturelt og samfundsmæssigt adskiller sig kraftigt fra Europa.
Det betyder naturligvis ikke, at det er umuligt for muslimske indvandrere at blive integrerede. Men erfaringen viser, at integrationen samlet set har meget store problemer.
Ekspertens klare analyse
Den før omtalte professor i demografi, David Coleman, skriver i et arbejdspapir:
Indvandringen ”kan radikalt og permanent påvirke befolkningens sammensætning med hensyn til national og etnisk oprindelse. Det sker i dag i de fleste vestlige lande. Ethvert land, der ikke føder børn nok til at opretholde befolkningstallet, og hvor indvandringen har et konstant omfang, vil med tiden nødvendigvis få en befolkning, der overvejende og til sidst fuldstændig har indvandrerbaggrund. Befolkninger, der vælger denne løsning for at stabilisere deres befolkningstal, må acceptere udsigten til, at der sker en grundlæggende ændring i deres oprindelige identitet.” (”The Demographic effects of international migration in Europe”)
Coleman påpeger her meget klart, at de valg man træffer med hensyn til indvandring, har store konsekvenser for et samfund.
Men man kan ikke sige, at de europæiske befolkninger har valgt den indvandringspolitik, der har været ført i de seneste årtier i de fleste af landene.
Befolkningerne har på ingen måde bedt om en indvandring af den karakter og det omfang. Det er den politiske elites projekt. Stærkt tilskyndet af de politisk korrekte snakkende klasser.