Valget til Europa-Parlamentet kan hive tæppet væk under den politiske korrekthed elite

Foto: Colourbox

I skrivende stund er det tidlig morgenstund i Benalmadena i Andalusien, hvor jeg fra min balkon kan se solopgangen over Middelhavet. Et flot syn akkompagneret af ristet rugbrød, baguette, ost, ferskenmarmelade en dejlig saftig spansk appelsin samt pulverkaffe.

 

Endnu en dejlig dag venter i det sydspanske, inden jeg vender hjem til et Danmark, der måske nok ikke er i så voldsom en økonomisk krise som Spanien – også kaldet ”Europas syge onkel” – men hvor tillidskløften mellem politikerne og vælgerne til gengæld bliver dybere og dybere.

 

Nyt jordskredsvalg måske på vej

Vi har tidligere i den nyere politiske historie oplevet et såkaldt jordskredsvalg i 1973. Her reagerede vælgerne voldsomt mod de etablerede partier ved at sende hele tre nye partier i Folketinget.

 

Mogens Glistrups skattenægterparti, Fremskridtspartiet, stormede ind med 28 mandater og blev landets næststørste, mens Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti også blev en del af det parlamentariske billede.

 

Den politiske debat fik nyt liv, men efterhånden var alt igen ved det gamle.

 

Levebrødspolitikere og magtfuldt embedsværk

I de seneste årtier har vi så oplevet generationer af politikere, som i høj grad bruger politik som et middel til at sikre sig en lukrativ karrière. Purunge ministre uden nævneværdig livs- eller erhvervserfaring og måske også uden en færdiggjort uddannelse er mere blevet reglen end undtagelsen.

 

Det har samtidig betydet øget magt til embedsværket og som sagt en voksende tillidskløft mellem de folkevalgte og folket. De politiske partier er således i dag mere topstyrede og strømlinede salgsorganisationer, end der er tale om brede folkelige bevægelser med dybe rødder i en bestemt holdning til de værdier, samfundet skal bygge sin praksis på.

 

Befolkningen og politikerne lever i to forskellige verdener

Befolkningen og politikerne lever så at sige i to forskellige verdener. Det kan vi se symptomerne på hver eneste dag. Den elitære politiske korrekthed er så langt fra folkets måde at tænke på, som den overhovedet kan komme.

 

Vi ser det i den katastrofalt slappe udlændingepolitik.

 

Vi ser det i forbindelse med den nye folkeskolereform, der ikke indeholder skyggen af et opgør med den pædagogik og mangel på disciplin samt fraværet af formidling af den danske kulturarv, der har undergravet folkeskolen. En del af den danske kristne kultturs arvemasse, konfirmationsforberedelsen, er således typisk blevet sorteper i spillet om heldagsskolen.

 

Vi ser det ligeledes i hele sagen om børnechecken, der kaster lys over hele den udvikling, EU har taget hen over hovedet på befolkningerne ikke blot i Danmark, men i hele Europa.

 

Det vil derfor ikke overraske, hvis EU-valget får karakter af et jordskredsvalg. Ikke fordi danskerne er imod EU, men fordi vi er tilhængere af frihandel og samarbejde mellem suveræne fædrelande og ikke af en overnational politisk union. Retten til selv at bestemme i vores eget land er taget fra os.

 

Det er det, der reageres imod, og ikke om der er tale om den ene eller den anden beløbsstørrelse.  EU-Domstolen er en politisk domstol og en hån mod den nationale selvbestemmelsesret.

 

Et massivt vælgeroprør truer

Sidste skud på stammen er justitsminister Karen Hækkerups forslag om, at politibetjente fremover skal bære et synligt ID-nummer på uniformen, så de let kan identificeres i forbindelse med eksempelvis klagesager.

 

En mistillid til politiet og et knæfald for lovovertrædere, som befolkningen ikke deler med et politisk flertal på Christiansborg. Det viste bl.a. den undersøgelse i Den Korte Avis, hvor et massivt flertal på 73% var imod indførelsen af synlige ID-numre.

 

Desværre kunne ikke engang den borgerlige opposition stå last og brast med vælgerne om at tage afstand fra dette udslag af politisk ufolkelig korrekthed.

 

Og ja, en af de tidligere nævnte purunge karrièrepolitikere, nemlig retsordføreren for det største oppositionsparti, Venstres Karsten Lauritzen, er såmænd en af de borgerlige politikere, der er hoppet med på justitsministerens ufolkelige vogn.

 

Et massivt vælgeroprør truer, hvis ikke snart politikerne viser større respekt for de mennesker, de burde repræsentere.

 

Flemming Jansen, fhv. borgmester og lektor, freelance journalist og debattør. Bor Østerled 5 i Pandrup. E-mail: [email protected]

Del på Facebook