Eksiliraner Jaleh Tavakoli kritiserede islamismen – direktør kalder hende ”ekstrem højrefløj” og truer med ’fyring’

tv. Jaleh Tavakoli. th. Anne Katrine Heje Larsen, linkedin

Jaleh Tavakoli er eksiliraner og en skarp kritiker af det reaktionære og kvindeundertrykkende præstestyre i Iran og dets støtter i Danmark. Hun har været medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten, som hun nu har forladt.

 

Jaleh Tavakoli har en række projekter, hun gerne vil arbejde med: Projekter om udsatte børn og deres rettigheder. Workshops og oplysningsarbejde om demokrati med særligt fokus på etniske minoriteter. Herunder indvandrerkvinders rettigheder og social kontrol.

 

Derfor søgte hun om at få et kontor i Københavns Projekthus (KPH). Københavns Projekthus (KPH) er et foreningsdrevet projektværksted, der støttes økonomisk af Københavns Kommune. Tavakoli fik et kontor, som hun har haft siden marts.

 

Direktøren beskylder hende for sympati med den ”ekstreme højrefløj”

Nu møder Jaleh Tavakolis projektet imidlertid modstand fra Københavns Projekthus’ direktør Anne Katrine Heje Larsen, som i en mail beskylder hende for at sympatisere med ”den ekstreme højrefløj”.

 

Hun mener, det vil kunne påvirke Tavakolis arbejde:

 

”(…) [V]i er blevet opmærksomme på, at du er stærkt politisk aktiv på de sociale medier med nogle holdninger og sympati mod den ekstreme højrefløj. Og det passer simpelthen ikke ind her på KPH, da vi ikke kan huse politiske organisationer eller personer, der søger at påvirke den offentlige debat mod en bestemt holdning eller befolkningsgruppe”, skriver direktøren.

 

Anne Katrine Heje Larsen begrunder sin kritik med, at hun har fulgt en tråd om ”march mod moskeer”, som Jaleh Tavakoli har deltaget i:

 

”Jeg har fulgt en tråd på facebook omkring march mod moskeer, og vi vil ikke blive sat i bås med de holdninger. For det første fordi det ikke er vores, og for det andet fordi at de er direkte modstridende med vores vedtægter”.

 

Der er imidlertid tale om en kommentar til den tidligere PET-agent Morten Storm. Her udtrykker Tavakoli som privatperson støtte til en march for ytringsfrihed og imod islamisk sharia gennem Vollsmose, Nørrebro, Tingbjerg og Gellerupparken.

 

Det er altså ikke støtte til et arrangement imod moskeer i almindelighed eller en kommentar, der havde noget med Tavakolis arbejde i Københavns Projekthus at gøre.

 

Direktør er selv kommet med politiske ytringer

Det er usædvanligt, at en persons politiske overbevisning og personlige ytringer på den måde bliver gjort til et problem på en arbejdsplads eller i forbindelse med udfærdigelsen af projekter som i tilfældet med Jaleh Tavakoli. Den slags betragter de fleste som en privat sag.

 

Paradoksalt nok har Københavns Projekthus’ direktør Anne Katrine Heje Larsen oven i købet selv ytret sig politisk på facebook. Det kom frem i går, da debattøren Karen West fra Liberal Alliance postede et skærmprint fra direktørens facebookprofil.

 

Her fremgik det, at Anne Katrine Heje Larsen tidligere har støttet Uffe Elbæks parti Alternativet ved at dele en tekst om, at der var brug for vælgererklæringer, for at partiet kunne blive repræsenteret i Folketinget.

 

Alternativet har i øvrigt ifølge Københavns Projekthus’ eventkalender afholdt tre møder i KPH’s lokaler siden årsskiftet.

 

Tavakoli: ”Absurd, at jeg skulle støtte den ekstreme højrefløj”

Jaleh Tavakoli siger til Den Korte Avis, at hun er chokeret over fremgangsmåden på det kommunalt støttede Københavns Projekthus. Hun deltog i går i et møde med direktør Anne Katrine Heje Larsen.

 

Ifølge Tavakoli beskyldte direktøren hende på mødet for at være ude i et politisk ærinde med fokus på islam, men det er hun lodret uenig i:

 

”Det er hverken et politisk propagandaprojekt eller et religiøst projekt. Det er et demokratisk projekt, og det har jeg hele tiden givet udtryk for”, fortæller Jaleh Tavakoli og fortsætter: ”Men lige pludselig måtte det overhovedet ikke have noget med rettigheder at gøre”.

 

I forhold til beskyldningen om, at hun skulle have sympati for den ekstreme højrefløj, siger Jaleh Tavakoli:

 

”Det ekstreme højre består af nazister og racister. Jeg har selv minoritetsbaggrund og er mørk i huden. Hvad forestiller hun sig?!”.

 

Tavakoli kalder samtidig direktørens beskyldninger om, at hendes projekt skulle være politisk, for hykleriske, fordi der både hænger opslag og ligger vælgererklæringer rundt om i Københavns Projekthus fra partiet Alternativet, som direktøren som nævnt har støttet på facebook.

 

Bestyrelsesformand: ”Københavns Projekthus er upolitisk”

Den Korte Avis ville gerne have haft en kommentar fra Anne Katrine Heje Larsen selv, men har fået en mail fra Københavns Projekthus’ bestyrelsesformand Andreas Hjorth Frederiksen, som vi også henvendte os til i går.

 

I mailen skriver bestyrelsesformanden, at han ikke kan udtale sig om den konkrete sag i detaljer, men konstaterer følgende:

 

”Jeg har her til aften haft en samtale med lederen af KPH, som udtrykker sin beklagelse over, at der er skabt uklarhed om kriterierne for en projektplads på KPH. Vi er og har hele tiden været fuldstændig enige om, at brugerne af KPH som privatpersoner må have hvilket som helst politisk, kulturelt eller religiøst tilhørsforhold”.

 

Andreas Hjorth Frederiksen understreger, at Københavns Projekthus er ”en upolitisk forening uden nogen former for partipolitisk interesse eller tilhørsforhold”, og skriver derudover:

 

”[B]rugerne af KPH har som privatpersoner naturligvis deres egne politiske holdninger. Det samme har de ansatte”.

 

Bestyrelsesformanden beklager afslutningsvis, at direktøren for Københavns Projekthus ifølge ham er blevet ”hængt ud på de sociale medier på baggrund af sit private, politiske tilhørsforhold”.

 

Borgmester vil have undersøgt sagen

Den Korte Avis talte i aftes med Kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Carl Christian Ebbesen (DF), om sagen. Den forvaltning, han er leder af, har udpeget to medlemmer til Københavns Projekthus’ bestyrelse, og kommunen støtter som nævnt foreningen økonomisk.

 

Carl Christian Ebbesen udtaler til Den Korte Avis: ”En arbejdsplads har lov til at lave regler for, hvordan man skal opføre sig dér. Men man må aldrig nogen sinde dømme folk på baggrund af deres politiske holdning, eller hvad de har foretaget sig tidligere. Tværtimod bør vi motivere folk til at have en politisk holdning og tage aktivt del i samfundet. Det er sådan, et demokrati nu engang skal fungere”.

 

Borgmesteren vil nu have undersøgt sagen nærmere: ”Jeg vil spørge ind til, om Københavns Projekthus har en politik, hvor man ansætter folk eller diskvalificerer dem på baggrund af politiske holdninger. Det synes jeg er problematisk, og derfor vil jeg nu sørge for, at der bliver stillet de nødvendige spørgsmål”, udtaler Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…