I sidste uge skrev jeg et indlæg om Benjamin O. Yeh, talsmand for de danske krigsveteraner. Benjamin blev truet og spyttet på, fordi han med et klistermærke, der støtter udstationerede danske soldater, har provokeret en gruppe unge indvandrere.
For et par dage siden læste jeg om Jeppe Jensen, en veteran, der blev såret, mens han var udstationeret i Bosnien. Jeppe søgte om et veterankort. Et kort, som man udsteder til hjemvendte soldater, som har deltaget i internationale krige på vegne af Danmark og som støttes af en række danske virksomheder, der giver danske veteraner rabat på deres varer eller adgang til forskellige arrangementer.
Da Jeppe henvendte sig til Forsvaret, sidste år, blev han kastet rundt i systemet, for senere at få oplyst, at han ikke er berettiget til at modtage kortet. Han kunne ikke få veterankortet, fordi han havde været udsendt fra Beredskabsstyrelsen under Indenrigsministeriet og ikke fra Forsvarsministeriet. Det har forsvarsminister Nicolai Wammen nu sagt, at han vil lave om. Men indtil videre kan Jeppe altså ikke få et veterankort.
Og så sent som i går, står jeg op til en artikel om Talha, en ung ligeledes krigsveteran fra Syrien. Talha er blevet interviewet af Washington Post og omtalt i Den Korte Avis. Talha er for anden gang vendt tilbage til Danmark fra Syrien og er blevet modtaget med åbne arme af Aarhus Kommune. Han kom ikke i fængsel, som mange politikere har råbt og skreget om de sidste mange måneder. I stedet for er Talha i gang med at blive rehabiliteret. Og gudhjælpemig, om han ikke også får hjælp fra kommunen til at komme på et matematikkursus, der kan skaffe ham ind på en ingeniøruddannelse. Og det på trods af at han fortsat lyder som om, han ikke har meget til overs for det danske samfund, men ser det islamiske kalifat som det, der skal stræbes efter.
Hvad sker der i Danmark?
Og det er her, jeg står fuldstændigt af. Hvad sker der i Danmark?! En mand, der rejser til Syrien for at udføre etnisk udrensning og indføre sharialoven, ikke en, men to gange, skal rehabiliteres og integreres tilbage i det danske samfund på skatteborgernes regning.
Det er pinligt, at Talha, som kæmpede i en hær, der er kendt for stor brutalitet, skal have en langt bedre behandling end mange danske soldater, som kæmpede under Dannebrog, sendt ud på vegne af Danmark, for at beskytte uskyldige mennesker mod folk som Talha.
Aarhus Kommune (som sparer penge på handicappede og ældre) har startet et program, som skal integrere Syrien-krigere tilbage i samfundet. Kommunen er indgået et samarbejde med Grimhøjmoskeen, som går ud på at holde møder med hjemvendte krigere i moskeen, for at se hvor velfungerende de er.
Talha, som Aarhus Kommune lægger ressourcer i, har udtrykt et ønske om at vende tilbage til et mellemøstligt land, hvor han kan leve i et kalifat. Han ønsker ikke engang at tage afstand fra Islamisk Stat. Behøver man at tage til møder i Grimhøjmoskeen for at bedømme, hvor velfungerende denne unge mand er, og hvor god en investering han er for det danske samfund?
Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard har udtalt til medierne “Vi kan ikke vedtage nogen lovgivning, der ændrer den måde folk føler og tænker. Men det, vi kan gøre, er at vise dem, at vi mener det alvorligt med integrationen og med dialogen.”
Når jeg hører ordet “dialog” fra venstrefløjen, bliver jeg fysisk dårlig. Det er det mest opgivende udtryk, de røde politikere bruger i forbindelse med integration. Ingen siger noget om ansvar, krav, forventninger. Om ting der virker. Dialog er ligesom Panodil hos en vagtlæge. Svar på alt.
Et af de største dramaer i Danmarks historie
Jeg er så træt af at være tilskuer til et af det største dramaer i Danmarks historie. Af flere hundrede tusind danske muslimer, vælger kommunerne og staten at investere i de mest forskruede, kriminelle og radikaliserede islamister.
Nogle gange tænker jeg, at Danmark ligger, som Danmark har redt. Men det passer faktisk ikke. Danskerne ligger, som de folkevalgte har redt. Jeg håber bare, at vi efter næste folketingsvalg får nogle bedre stuepiger, der vil huske hvem der sørger for brød på bordet og som ikke vil feje så meget skidt ind under gulvtæppet.
