Broderen angav Meriam for at være kristen, nu vil han have hende hængt

Meriam Yahya Ibrahim er en 27-årige sudanesiske kvinde, der afventer eksekveringen af en dødsdom, fordi hun ikke vil afsværge sin kristne tro.

 

Nu står hendes broder offentligt frem og siger, at det var ham, der angav søsteren.

 

Broderen, Al Samani Al Hadi, siger, at han angav sin søster, fordi man skal være muslim for at tilhøre hans familie: ”Det er enten eller: Hvis hun angrer og vender tilbage til islam – så vil familien stå klar til at modtage hende, for så vil hun tilhøre os” siger Al Hadi, ”men hvis hun nægter, så skal hun hænges” ( http://www.sbs.com.au/news/article/2014/06/05/meriam-ibrahims-brother-turned-her-because-she-wont-repent )

 

Al Hadi siger endvidere, at søsteren ændrede sit navn fra det oprindelige Abrar Al Hadi til Meriam Yahya Ibrahim, mens hun var påvirket af en gift, som hun havde fået af sin kristne mand, Daniel Wani.

 

En familiefejde?

Al Samani Al Hadis udtalelser har skabt debat i flere medier om hvorvidt fordømmelsen af Meriam Yahya Ibrahim er et led i en større familiefejde. En amerikansk NGO organisation, som betaler for Meriam Yahya Ibrahims forsvar, har således hævdet, at Meriam Yahya Ibrahim var offer for jaloux familiemedlemmer, som ville have fingrene i hendes aktiver – en skønhedssalon og et supermarked.

 

Under alle omstændigheder er broderen ubøjelig – søsteren skal vende tilbage til familien eller straffes hårdt, og han lægger ansvaret for søsterens kristne tilbøjeligheder over på hendes mand: ”Han gav hende en magisk gift – eller noget, som gav ham magt over hende, så han kunne få hende til at konvertere,” siger Al Hadi, som også fortæller, at søsteren slog hånden af sin familie og forsvandt, ”men vi fandt ud af, at det var fordi de gemte hende i deres hus.”

 

Og ifølge broderen har Meriam Yahya Ibrahims ophold hos sin kristne mand haft fatale konsekvenser for søsteren: ”Da hun blev fanget, var vores søsters ansigt ændret. Hun så på os med et andet blik,” siger Al Hadi og fortsætter ”Hun var forhekset som om hun ikke var ved bevidsthed – og hun genkendte ingen af os. Da vi stod foran hende i retten kunne hun ikke kende os, og vi blev dybt chokerede, da hun sagde, at hendes navn var Meriam Yahya Ibrahim.” (http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/africaandindianocean/sudan/10877279/Meriam-Ibrahim-should-be-executed-her-brother-says.html )

 

Islam er vigtigere end Meriam

”Vi vil aldrig opgive islam,” siger Al Hadi, selvom det betyder døden for søsteren. ”Hvis hun dør vil det være udtryk for Guds vilje. Løsningen må være, at hun bliver henrettet, som vi har fået besked på af vores profet, som siger, at den som købslår med sin tro skal dø.” Og han fortsætter: ”Omverdenen skal ikke blande sig i vores interne familieforhold. Det er vores familie og vores privatliv – vi ønsker ikke, at udenforstående blander sig.”

 

Imens afventer Meriam Yahya Ibrahim sin skæbne.

 

Sudans omdømme på spil

Onsdag bragte den sudanesiske avis, Alyoum Altali nyheden om, at en repræsentant fra det sudanesiske udenrigsministerium havde været i audiens hos Sudans præsident Bashir og argumenteret for, at sagen mod Meriam Yahya Ibrahim skadede Sudans omdømme.

 

Samme avis refererede endvidere til en artikel bragt i det britiske The Telegraph, hvor Meriam Yahya Ibrahims mand fortalte, at Meriam Yahya Ibrahim måtte føde sit barn mens hun var i lænker. Meget tyder derfor på, at centrale kræfter i Sudan trods alt er bekymrede for, hvordan sagen mod Meriam Yahya Ibrahim vil påvirke omverdenens syn på Sudan. (http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/africaandindianocean/sudan/10877279/Meriam-Ibrahim-should-be-executed-her-brother-says.html )

 

Men indtil videre er hun fortsat fængslet med sine to små børn – og dødsdommen over hende står ved magt.

Del på Facebook