Medens mange danske muslimer er tavse og nægter at forholde sig til de hårrejsende forbrydelser mod menneskeheden, som terrorgruppen Islamisk Stat (IS) begår i det nordlige Irak, forholder det sig helt modsat med talsmanden for den berygtede moské på Grimhøjvej i Aarhus, Fadi Abdallah.
I et interview mandag med Den Korte Avis udtalte han blandt andet: ”En islamisk stat vil altid være hvad vi muslimer længes efter, derfor kan vi heller ikke lade være med at støtte Islamisk Stat, selvom den kommer med fejl.”
En bølge af etnisk udrensning af mindretal
De grusomheder, som IS begår, og som moskéens talsmand i Den Korte Avis betegner som ”fejl”, har Amnesty International nu dokumenteret i en omfattende rapport, som blev offentliggjort i går, tirsdag den 2. september.
”Vilkårene er jo ikke de samme dernede som her, jeg forstår godt, at man dræber folk nu,” sagde moskéens talsmand, Fadi Abdallah, blandt andet i interviewet.
Men det er ikke dokumenteret, at det var Islamisk Stat, som stod bag de brutale ugerninger som eksempelvis henrettelsen af den amerikanske journalist James Foley.
”Vilkårene er jo ikke de samme dernede som her, jeg forstår godt, at man dræber folk nu.”
De drab, som moskéens talsmand godt forstår, men som han ifølge TV2 Østjylland påstår er blevet overdrevet i pressen, beskrives i Amnestys omfattende rapport blandt andet således:
”IS udfører afskyelige forbrydelser og har omdannet landdistrikter i Sinjar til blodfyldte slagmarker i deres brutale kampagne for at udslette alle spor af ikke-arabere og ikke-sunnier.”
Og videre hedder det i rapporten:
”De massakrer og bortførelser, der gennemføres af IS, er rystende nye beviser på, at en bølge af etnisk udrensning mod mindretal skyller hen over det nordlige Irak”.
Det siger Amnesty’s Donotella Rovera, der befinder sig i Nordirak, til rapporten. Rapporten har titlen ”Etniske udrensninger af historisk omfang: Islamisk Stats systematiske jagt på mindretal i det nordlige Irak”.
Landsbyen Kocho mandag den 18. august
Amnesty’s rapport er baseret på, hvad der i rapporten betegnes som hårrejsende udsagn fra personer, der er undsluppet massakrer udført af Islamisk Stat, og som moskéen på Grimhøjvej i Aarhus ifølge Den Korte Avis’ båndede interview med moskéens talsmand støtter.
Vidner beretter således om de begivenheder, der fandt sted, da islamister fra IS mandag den 18. august dukkede op i landbyen Kocho:
”De adskilte mænd og drenge fra kvinder og yngre børn. Mændene blev derefter bundtet sammen på lastvogne, omkring 25 – 20 på hver, og kørt ud i omegnen, hvor de blev skudt,” fremgår det af rapporten, som også konstaterer, at kvindernes og børnenes skæbne er uvis.
En tilsvarende massakre fandt sted i landsbyen Qiniyeh, og Amnesty skønner, at antallet af dræbte i de to landsbyer ”løber op i flere hundrede”, der dels blev massakreret til døde og dels skudt enkeltvis og i bundter.
Blev efterladt til en forfærdelig død
Et af vidnerne fra massakren mod beboerne i de to landbyer, Salem, fortæller til Amnesty, at det var lykkedes for ham at holde sig skjult i 12 dage et af de steder, hvor de mandlige landsbybeboere blev massakreret eller skudt.
Mange hårdt sårede kunne ikke slippe væk, fortæller han, og blev efterladt til ”en forfærdelig død”.
Yngre kvinder og teenagepiger bliver voldtaget og tvangsgiftet
Ifølge rapporten beretter vidner, der blandt andet har overlevet IS’ fremfærd ved som Salem at gemme sig, at især yngre kvinder og teenagepiger bliver voldtaget og derefter tvangsgiftet med muslimske mænd.
Blandt vidnerne er en gruppe kvinder, der var blevet taget til fange, og som det i al hemmelighed lykkedes for at ringe til deres familier via mobiltelefoner.
De fortæller blandt andet ifølge rapporten, at de yngre kvinder blev adskilt fra gruppen og ført bort til ukendte steder, medens teenagepigerne blev fjernet i flok og ført til de boliger, hvor der bor krigere fra Islamisk Stat.
IS har på den måde bortført hundredvis, måske tusindvis, af kvinder og børn, skønner Amnesty i sin rapport.
Hundrede tusinder er på flugt fra IS
Siden Islamisk Stat i juni i år startede sin offensiv i det nordlige Irak, er det ifølge Amnesty med massedrab og bortførelser lykkedes for IS at terrorisere hele befolkningen i det nordlige Irak i en sådan grad, at omkring 830.000 mennesker i øjeblikket er på flugt.
Det drejer sig især om mindretalsgrupper såsom kristne, shiamuslimer og yazidier, som er et kurdisk stammefolk.
Hidtil er det lykkedes for Islamisk Stat, som er sunnimuslimer, at få kontrol over fem irakiske provinser, som de har udnævnt til et islamisk kalifat, og hvor de ifølge Amnesty praktiserer halshugninger, korsfæstelser og offentlige steninger.
Det er mænd fra disse grupper og andre minoriteter, der ifølge Amnesty bliver massakreret og skudt, og det er yngre kvinder og teenagepiger fra disse grupper og andre minoriteter, der ifølge Amnesty bliver bortført, voldtaget og tvangsgiftet med muslimer eller solgt, hvis ikke de når at flygte, inden Islamisk Stat når frem.
Det er disse uhyrligheder man også skal have i tankerne, når man læser udtalelserne fra talsmanden for moskéen på Grimhøjvej i Aarhus.
Amnesty International’s rapport ”Etnic cleansing on historic scale: the Islamic State’s systematic targeting of minorities in northern Iraq”, der blev offentliggjort i går, kan findes via Google.
Prøvelser: Khaled Saleh fortalte Amnesty, at han var vidne til, at omkring 40 mennesker er blevet dræbt af Isis – og han var den eneste overlevende i gruppen.
Hjertesorg: Denne kvindes mand blev bortført den 3. august, og hun kan ikke komme igennem til ham på hans telefon.
Mirze Ezdin beskrev for Amnesty, hvordan kvinder og børn fra hans familie blev bortført den 3. august i Qinyieh og 60 til 70 mænd, snesevis af dem familie til ham, blev massakreret. Her viser han et billede af en lille pige, som nu er i Isis hænder, idet hendes far er blevet dræbt.
Forældre og søskende til tre-årige Nisrin Shero Elias, som døde på bjerget Sinjar. Der var ikke nok vand til alle, sagde hendes far. Familien er nu fortrængt.
Marwa og Fadi, et kristent par, blev gift den 2. august og dagen efter blev deres hjembyer i Sinjar og al-Hamdaniya overtaget af den Islamiske Stat.