Supervin fra Rejsens Ende

________

Kup på
vinhylden
________

 

 

Vinens verden opererer med et begreb, der kaldes ”Boutique Vingård”, og herved skal forstås et eksklusivt vinbrug, som ser stort på usselt mammon og i den ånd kun fremstiller vine i begrænsede mængder og af absolut topkvalitet. Rent nørderi i positiv betydning.

 

En sådan eksponent for crème de la crème er den sydafrikanske vingård Journey’s End Estate, der ligger i vindistriktet Stellenbosch nordvest for Cape Town i et område, som kaldes Schaapenberg. Markerne ligger sydvendt, og vinstokkene nyder godt af de kølige briser fra Atlanterhavet.

 

 

Alt i alt et lukrativt sted at dyrke vin set med en vinbondes øjne, men produktionen her ved Rejsens Ende holdes på 120.000 flasker om året, og skal man sammenligne vinene rent typemæssigt, så står de røde mål med det bedste franske fra Bordeaux, mens de hvide ligger tæt på vinene fra Bourgognes hjerte.

 

 

Familien Gabb

Journey’s End Estate – dengang på 20 hektarer – blev købt i 1995 af forretningsmanden Roger Gabb, hvis familie stammer fra Schropshire i England. Han startede i 1980 foretagendet Western Wine, der udviklede sig fra at forsyne det engelske grossistmarked med vin fra alverdens lande til at sidde på 40 pct. af vineksporten i Sydafrika, samtidig med at han havde de store mærker som Cono Sur fra Chile og mastodonten MGM fra Italien i sin stald.

 

 

I 2006 solgte han hele foretagendet til Sydafrikas største vinselskab, Constellation Brands, for et ukendt milliardbeløb satte fokus på Journey’s End – Roger som bestyrelsesformand og sønnen Rollo Gabb, 41 år, som administrator og salgsdirektør. Vinmager er Leon Esterhuizen, der kan boltre sig i et spritnyt produktionsanlæg med tilhørende laboratorium og smagefaciliteter, og ansvarlig for vinmarkerne, som nu er vokset til 120 hektarer ved bl. a. køb af nabogården Mount Rozier Estate, er Paul Fourie.

 

Læs også
Vin til ventetiden frem til jul

 

Peking-ænder og ugler

Vinmarkerne blev plantet om i 1996-98 med særligt udvalgte kloner, og vinene herfra – Chardonnay, Shiraz, Cabernet Sauvignon og Merlot – har siden 2004 hentet det ene trofæ efter det andet. I rækkerne mellem vinstokkene dyrkes afgrøder af forskellig art for at forhindre ukrudt og for at minimere sprøjtning, og derudover har man udsat Peking-ænder til at æde snegle og forskellige ugletyper til at udrydde rotter og mus.

 

Udbyttet pr. hektar vinstokke ligger på ca. fem tons druer, hvilket er et godt stykke lavere end de magiske 7 tons, som er et benchmark for de såkaldte premium druer. De plukkes i det tidlige daggry og transporteres maksimalt 150 meter til vinpressen, der er anbragt centralt i vinmarkerne. Efter presning og gæring anbringes mosten til videreudvikling på franske egetræsfade, før vinen tappes på flaske.

 

 

Vinslottet og Helenekilde

Forleden havde importøren i Danmark, Vinslottet i Greve, og Helenekilde Badehotel i Tisvildeleje, lavet et arrangement, hvor Rollo Gabb præsenterede Journey’s End Estates topstjernevine for et veloplagt publikum, der var varmet op til aftenen af et glas Kir Royal.

 

Læs også
Vinhøsten skuffer i Europa men sætter rekord i landene syd for ækvator

Til forret serveredes en kraftig suppe kogt på dyrebov og kalvehale. Hertil blev drukket en 2012 Chardonnay ”Barrel Selection” og en formidabel 2011 Chardonnay ”Destination”, som der totalt kun er lavet 2100 liter af.

 

Derpå fulgte en ret med gråand og braiseret bacon på en bund af svampe og spinat. Vinene, som fik alting til at gå op i en højere enhed, var en 2008 Shiraz og en 2009 Merlot – begge af meget høj klasse. Den absolutte vinoplevelse fik deltagerne med den 2008 Cabernet Sauvignon ”Cape Doctor”, som serveredes til tre forskellige danske oste med syltede hasselnødder.

 

”Cape Doctor” er navnet på en lunefuld vind fra Atlanterhavet, som alt efter styrke kan fremtrylle det bedste i vinstokkene eller i værste fald ødelægge en hel høst.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…