Socialchef tager til genmæle mod kritik i sag om tvangsanbringelse

I en meget lang artikel i Den Korte Avis gør Pittelkow/Jespersen sig mandag den 16. september ufatteligt kloge på en tvangsanbringelsessag 166 kilometer i fugleflugtslinje fra deres trygge elfenbenstårn i Dragør.

 

At gøre sig til dommer i en sag, som Pittelkow/Jespersen alene kender fra medierne, er hverken klart, skarpt eller seriøst, som avisen ellers selv mener, kendetegner deres journalistik.

 

Det er helt igennem useriøst.

 

Som det burde være Pittelkow og Jespersen bekendt, så kan jeg ikke udtale mig om en konkret sag på tv. Jeg udtalte mig udelukkende generelt, og når jeg fremhæver netværks- og slægtsanbringelser, så er det på baggrund af dansk og international forskning foretaget og indsamlet af SFI i 2009.

 

At Rockwool-fonden i deres forskning når frem til, at der er lige så mange afbrydelser i netværksanbringelser som i traditionelle anbringelser, ændrer overhovedet ikke på mit budskab: At børn og unge, som er anbragte uden for hjemmet, har et helt naturligt behov for at kende deres biologiske ophav, og at det derfor er afgørende, at der er gode relationer mellem plejefamilie og biologiske forældre.

 

Pittelkow og Jespersen springer desuden let og elegant henover, at to børnepsykologer, VISO (en uafhængig, national videns- og rådgivningsorganisation på det sociale område) samt landets højeste myndighed på området, Ankestyrelsen, har bakket op om den afgørelse, som er truffet i Aarhus Kommunes socialforvalting. Hvordan kan en tidligere socialminister og en mangeårig såkaldt politisk ekspert helt og aldeles underkende de myndigheder, der netop er sat til at rådgive og holde øje med, at de kommunale afgørelser opfylder det, de skal, nemlig at varetage barnets tarv?

 

Erik Kaastrup-Hansen, direktør, Aarhus Kommune, Sociale Forhold og Beskæftigelse

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…