Juletrængslen giver lommetyvene ideelle arbejdsbetingelser
December måned er en stor indkøbsmåned, med mange mennesker i gaderne og i butikkerne. Der er kø ved kasseapparaterne, og der puffes og skubbes lidt, fordi folk står så tæt. Enten for at komme til at betale, for at kikke på gaver eller for at overvære et arrangement.
Dette mylder af liv er ideelle arbejdsbetingelser lommetyvene!
Der er derfor god grund til at følge nogle få enkle råd:
- Gå aldrig med unødig mange penge på dig.
- Opbevar dine penge/tegnebog tæt på kroppen – gerne i en inderlomme med lynlås eller i en “pengekat”. ALDRIG i baglommen, i en rollator eller i en cykelkurv.
Vær opmærksom på omgivelserne:
- Er der nogen, der holder øje med dig ?
- Er der nogen, der forsøger at aflede din opmærksomhed – ved f.eks. at stille “mærkelige” spørgsmål, puffer til dig i køen eller forsøger at sælge dig noget.
Vær særlig opmærksom, når du hæver penge i banken eller i en pengeautomat:
- Hæv ikke unødig mange penge
- Opbevar pengene i en indvendig lomme med lynlås – altid tæt på kroppen.
Hvis man følger disse få råd, så kan man være med til at give lommetyven en lang kold næse.
Hvis man alligevel skulle være uheldig at blive bestjålet , så læg mærke til tyven og RÅB – Ring til politiet på 1-1-4.
Heldigvis faldt antallet af anmeldelser i december 2012 med hele 44 pct. i forhold til december 2011. Det er naturligvis tilfredsstillende. Tallene for november 2013 er imidlertid knap så positive, idet 184 Midt- og Vestjyder har været udsat for tyveri fra lomme eller taske i november måned.
Der er derfor al mulig god grund til at passe på sine værdier, når man går på juleindkøb i december måned.
Vi ønsker alle en Glædelig Jul, Det Kriminalpræventive Sekretariat, Midt- og Vestjyllands Politi