Da Øystein Noreng fredag d. 31. januar i år havde meget travlt med at nå et fly til Uganda, tog han kl. 6.24 en taxa i håbet om at komme hurtigt frem. Men kl. 6.58 stoppede taxaen pludselig midt på E6. Det fortæller han til den norske avis VG:
”Jeg var helt målløs. Det var ligesom i en film. Taxachaufføren svinger pludselig ind i krabbefeltet ved Jessheim, går om i bagagerummet, tager bedetæppet frem og tager bedehuen på. Han ruller bedetæppe ud foran bilen og begynder at bede. I flere graders frost,” siger Øystein Noreng til VG.
Ifølge Øystein Noreng sagde chaufføren, at det ville tage nogle minutter.
”Og før jeg kunne nå at reagere var han ude af bilen,” siger han til VG.
Svinkeærindet, hvor chaufføren altså skulle bede, tog 10 minutter og først kl. 7.11 ankom Øystein Noreng til Oslo Lufthavn, Gardermoen. Det var Noreng ikke tilfreds med, og han klagede efterfølgende over chaufføren.
Gør min pligt overfor Allah
Den somaliske chauffør havde en noget anderledes udlægning af situationen.
”Jeg gjorde min pligt som en muslim overfor Allah. Manden sagde, at han skulle være fremme før 7.20. Jeg sagde, at han kunne tage en anden taxa, da jeg skulle bede min bøn før solopgang, og derfor før vi ankom til Gardermoen. Jeg sagde, at jeg nok skulle nå det før 7.20. Det var tilstrækkeligt for ham. Vi var fremme 7.11 og bønnen tog ikke mere end fire-fem minutter,” siger taxachaufføren til VG.
Det var Noreng selvsagt uenig i.
Chaufføren afviser at ville tage hensyn, når han kører taxa i fremtiden, siger han til VG.
”Jeg vil fortsætte med at gøre min pligt overfor Allah.”
Ifølge VGs oplysninger havde den pågældende chauffør også ved en tidligere lejlighed stoppet på en taxatur for at bede. Chaufføren arbejder stadig for Oslo Taxi, men nu for en anden bilejer.
Også et problem i sundhedsvæsenet
Taxachaufførernes fredagsbøn er også et kendt problem på Oslos Universitetshospital, hvor man har oplevet at det er svært at komme i kontakt med chaufførerne. (VG)
”Jeg synes ikke, vi skal lægge skjul på, at det har været en udfordring. Det er rigtigt, at vi mellem 13 og 15 om fredagen oplever, at det er svært at få fat i nok taxaer til vores patienter. Omfanget varierer fra fredag til fredag,” siger May Britt Bjørgum, afdelingsleder ved Oslo Universitetshospitals afdeling for patientrejser.
Det er et problem for de alvorligt syge. I Oslo og Akershus står taxabranchen, særligt selskaberne Norges Taxi og Christiania Taxi, for at transportere patienter til og fra sygehuset. På et år løber det op i 700.000 rejser, skriver VG. Når taxaerne mangler eller bliver forsinkede, går det ud over patienterne.
”Risikoen er, at patienterne ikke når deres konsultation. Og det er klart, at alvorlige syge patienter vil være en del af patientstrømmen, som rammes. Dialysepatienter rammes for eksempel af disse forsinkelser,” siger May Britt Bjørgum til VG.
Streng praktisering af islam
Hos selskabet Christiania Taxi har man tidligere oplevet, at der var få taxaer tilgængelige under fredagsbønnen.
”Vi har mange muslimske chauffører som ønsker at gå til fredagsbøn, men vi ser på behovet for, hvor mange taxier vi må have allerførst, siger assisterende daglig leder hos Christiania Taxi, Ståle Krabset, der står for at transportere patienterne.
Kommunikationschef i Oslo Taxi, Lars Dolva, forklarer under et interview med NRK (svarende til DR) at problemerne med, at muslimske chauffører standser for at bede, skyldes at de har en meget stærk tro og en streng praktisering af islam. (NRK Dagsrevyen 14. februar 2013)
”Enkelte muslimer praktiserer religionen så strengt, at de ikke vil hilse på kvinder, have hund i bilen eller gå med uniformen rigtig,” skriver VG.
Går ud over de blinde
Det kan de blinde med førerhund tydeligt mærke. De oplever at blive ignoreret af ledige taxaer (VG).
Selvom det er ulovligt at afvise blinde og svagtseende med hunde, så viste en undersøgelse foretaget af Norges Blindeforbund i 2011, at 30 procent af førerhundebrugerne på landsplan inden for det seneste år har prøvet at blive nægtet adgang til en taxa. I Olso var det hele 70 procent, skriver VG.
”Nogen siger at det er på grund af allergi. Det er en undskyldning, som er let at bruge. Det kan også være frygt for lidt ekstra rengøring af bilen og fordomme eller kulturelle grunde,” siger Sverre Fuglerud, samfundskontakt i Norges Blindeforbund.
At muslimske chauffører ikke ønsker hunde med, skyldes en opfattelse af hunden som et urent dyr ifølge islam.
”Najas eller urenhed i denne sammenhæng, er afføringen og spyt fra hunden og ikke selve hunden – hverken våd eller tør,” har imamkomiteen for Islamsk Råd Norge påpeget, og dermed afviste det, at muslimske chauffører kunne tillade sig at køre forbi blinde på grund af førerhunde. Det var helt tilbage i 2006. Men det sker altså åbenbart fortsat i stort omfang.