Grand Theft Auto V – nyt storspil til den mørke tid

Grand Theft Auto V

De fleste kender spilserien i forvejen. Det handler om biler, våben og den kriminelle underverden. Nu er det femte spil serien ude, og det er den hidtil dyreste spilproduktion nogensinde. Rockstar har investeret 1.5 mia danske kroner i produktion og markedsføring af spillet. Kvaliteten er derefter.

 

 

 

Det perfekte kup

Man spiller tre forskellige røvere, som man kan skifte imellem efter lyst. De har hver deres baggrundshistorie og et familieliv i hjemmet. De er tvunget ud i kriminalitet pga. gæld til en mafioso. Derfor gør de kup til deres speciale. Det skal nøje planlægges hver gang og kræver meget forudarbejde. Vælger man f.eks. at bedøve personalet hos juveleren, skal gassen skaffes på forhånd, og ventilationsystemet analyseres.

 

 

 

Farverige personer

Historien er godt skrevet, og alle personerne i spillet leverer god underholdning. Der er et væld af farverige personligheder, såsom den vanskelige teenagedatter, den uduelige søn og den sindsyge hillbilly. Spillet har en hovedhistorie, som man kan vælge at følge, når man har lyst. Men man behøver det ikke.

 

 

 

Levende verden

Spillets verden er en af de mest gennemførte nogensinde. Storbyen har sit eget liv, og hverdagsdramaer udspiller sig på hvert gadehjørne. Derfor kan man sagtens bruge en spilrunde på blot at udforske spiluniverset. Der er havnen, lufthavnen, slummen, havet og forstæderne. Man hopper blot ind i en bil, tænder for en af de 17 radiostationer og kører ud i det blå.

 

Hele spilverdenen er åben, og mulighederne næsten uendelige. Man kan eksempelvis dykke i havet eller flyve flyvemaskiner. Det er nemt tilgængelig underholdning. Muligheden for ‘free play’ kan være en lettelse, hvis man ikke har tid eller overskud til at følge hovedhistorien.

 

 

 

Kontroversielt

Spillet foregår i den kriminelle underverden. Som gangster skal man udføre grov kriminalitet og begå uhyrlige forbrydelser. Overtrædelserne spænder fra banalt biltyveri til interaktiv tortur. For dette er spillet også blevet kritiseret hårdt. Man kan vælge at se det som harmløst rollespil eller moralsk forkasteligt. Spillet er bestemt ikke for børn og bør ikke befinde sig i et hjem med børn under 18 år.

 

Spillet indtjente 5.5 mia danske kroner på de første tre dage, hvilket gør det til det bedst sælgende computerspil nogensinde. Det kan købes til Sony Playstation 3 og Microsoft Xbox 360. Set til 479.- i Elgiganten.

 

Del på Facebook