Sidste år blev forhandlingerne om finansloven et intenst drama. I år bliver de snarere en langstrakt og lettere kedsommelig fortælling.
Sidste år lagde regeringen voldsomt pres på Enhedslisten ved at spille på den mulighed, at man kunne indgå forlig med de borgerlige.
Det endte med, at Johanne Schmidt-Nielsen måtte foretage et ret ydmygende tilbagetog fra nogle alt for høje krav, og hun udlevede derefter sit raseri for rullende tv-kameraer.
I år forløber det helt anderledes. Johanne Schmidt-Nielsen kører hele showet om finansloven.
Johanne Schmidt-Nielsen har god tid
Finansminister Bjarne Corydon tog ganske vist en runde med Dansk Folkeparti og Venstre i går. Men ingen gad lade som om, der virkelig kunne blive tale om et forlig til den side. Man kom slet ikke ind i reelle drøftelser.
Så nu drejer Corydons anstrengelser sig igen om Johanne Schmidt-Nielsen. Men hun har bestemt ikke travlt med at få lavet en handel.
Der er kommunevalg den 19. november. Selv om finanslovsforhandlingerne bør være afsluttet lidt før den dato, vil Enhedslisten formentlig trække den helt frem til valget.
Det er en strålende platform for at føre valgkamp, at Johanne Schmidt-Nielsen næsten hver dag kan stille sig op foran Finansministeriets glasdør og fortælle på tv om, hvordan Enhedslisten vil styrke velfærden – den kommunale velfærd.
Corydon bliver ikke sur
Og Schmidt-Nielsen behøver ikke at frygte, at Corydon bliver så sur over, at hun trækker tiden ud, at han begynder at forhandle med de borgerlige.
Netop på grund af kommunevalget har regeringen også brug for at vise sig fra sin allermest velfærdsvenlige side.
Derfor er der ikke noget med at aftale skattelettelser med Lars Løkke. Hellere give Johanne Schmidt-Nielsen nogle ekstra penge til at pumpe den offentlige sektor op med flere ansatte.
Under det hele ligger selvfølgelig den afgørende kendsgerning, at regeringen ikke kan undvære Enhedslisten. Hvis samarbejdet med støttepartiet virkelig bryder sammen, bryder også regeringen sammen.
Man kommer slet ikke ud at røre ved grænserne
Sidste år var forløbet omkring finansloven atypisk. Det hang sammen med, at Enhedslisten fik sat deres krav så højt, at de truede regeringens økonomiske politik.
Derfor valgte Corydon at stå fast og tage den store tur med støttepartiet. Den store tur er den, hvor det får lov til at ligge i luften, at Enhedslisten jo kan se, om de har lyst til at udløse regeringens fald. Vel vidende, at det har Enhedslisten ikke.
Men selv om der også vil være slagsmål i år, kommer man slet ikke ud at røre ved grænserne.
Enhedslisten har lært at stille krav, som kan give dem points uden at betyde afgørende ændringer i regeringens økonomiske politik. Derfor har regeringen ingen grund til at køre en konflikt op.
Samtidig er regeringen sig bevidst, at den kan få brug for Enhedslistens stemmer i andre sager end finansloven.
Mens Johanne Schmidt-Nielsen synger og danser foran tv-kameraerne, vil man derfor lige så stille gå efter et rødt forlig i Finansministeriet.
Problemet Lidegaard
Regeringen har jo lagt hovedsporene i den økonomiske politik sammen med de borgerlige. Men det er Enhedslisten, der skal sikre, at regeringen og dens ministre kan holde sig på deres poster. Det er kernen i dets rolle som støtteparti.
Og selv om regeringen ikke er truet på sin eksistens, så kan i hvert fald én af ministrene gå hen og blive det. Ja, han var måske allerede røget, hvis det ikke var for Enhedslistens velvillige bistand.
Det drejer sig om klima- og energiminister Martin Lidegaard.
En grim sag i et uskønt forløb
Lidegaard har ansvaret for den kaotiske udvikling omkring solcelle-anlæggene. Antallet af anlæg er over de seneste år vokset langt ud over, hvad ministeriet havde anslået.
Kraftige prisfald på disse anlæg er en del af årsagen. Men den eksplosive vækst hænger også sammen med en række huller i lovgivningen, der har tvunget Lidegaard til i tre omgange at reagere med et hasteindgreb i reglerne.
Først og fremmest er det belastende, at man i slutningen af sidste år lavede en ændring, der skulle lukke et hul i loven – hvorefter det viste sig, at også ændringen havde et ordentligt hul.
Og ikke nok med det: Inden denne ændring kom til behandling i Folketinget, vidsteembedsmændene og Lidegaard, at der var dette nye hul. Men Lidegaard informerede ikke Folketinget.
Det er en grim sag i et forløb, der i det hele taget har været særdeles uskønt.
Enhedslisten skal hjælpe over for Rigsrevisionen
Lidegaards kaos har kostet store summer for el- og varmekunderne, det vil sige virksomheder og private husstande. De har fået lov til at betale med klækkelige forhøjelser af energiafgifterne.
I maj måned slap Lidegaard ud af det med en næse, hvilket Enhedslisten sørgede for.
Men nu skal Rigsrevisionen se på hele forløbet. Regeringen har forsøgt at spænde ben for, at rigsrevisorerne kan trænge til bunds i sagen. Det forsøg ser dog ud til at blive opgivet.
Så når rigsrevisorernes rapport engang foreligger, kan regeringen igen få hårdt brug for Enhedslistens hjælp.
Det er en medvirkende årsag til, at Johanne Schmidt-Nielsen kører hele showet om finansloven.
