Jeg har mærket Gellerups islamiske retssystem på min krop

Ahmed Akkari siger sandheden om Gellerup. Så enkelt og kort kan det siges.

 

Til forskellige medier har den tidligere imam Ahmed Akkari i sidste uge udtalt sig om shariadomstole i Gellerup. Han fortæller, at de findes, og at de gennem de seneste år er blevet mere etablerede.

 

At der eksisterer et parallelt retssystem i Gellerup – komplet med politisk ledelse og egne muskelmænd i skikkelse af ungdomsgrupper til at gennemtvinge beslutninger – bør være tydeligt for enhver.

 

Det var det i hvert fald, da jeg selv boede i Gellerup, og intet tyder på, at dette parallelle magtsystem har opløst sig selv i mellemtiden.

 

”Stenet ud af Gellerup”

 

I december 2007 fik jeg bragt et læserbrev i JPAarhus, der forsvarede Ayaan Hirsi Alis besøg i Aarhus og blandt andet omtalte forfatteren som en ’europæisk helt’. Dette medførte, at en ungdomsgruppe af den slags, medierne almindeligvis omtaler som ’bander’, overfaldt og chikanerede mig ud af området.

 

Episoden er sidenhen beskrevet i formiddagspressen under overskriften ’stenet ud af Gellerup’ og i flere internationale netmedier.

 

Sidenhen informerede en kilde mig om, at ordren hertil var kommet fra miljøet omkring en bestemt moské i området.

 

Forældre og foreningsrepræsentanter styrede slagets gang

 

Senere, i vinterferien 2008, stod danske ghettoer i flammer som følge af at en række danske aviser trykte Muhammed-tegningerne. Da boede jeg stadig i Gellerup.

 

Via flere centralt placerede muslimer i området erfarede jeg, at mens de unge kæmpede mod politiet ved grænsen til Gellerup, sad forældre og foreningsrepræsentanter i forsamlingshuset Yggdrasil og styrede slagets gang.

 

Som en af mine kilder dengang, lidt undskyldende, forklarede det: ’Så er det jo lidt svært at gøre noget ved det’.

 

At der eksisterer et parallelt retssystem i Gellerup og Toveshøj-området komplet med egen politisk ledelse, eget retsvæsen og muskelmænd til at gennemføre beslutninger, bør være klart for de fleste. Personligt er jeg ikke det mindste i tvivl. Det burde andre velinformerede aktører heller ikke være.

 

Stemmefiskeri

 

At der bør være politisk enighed om at få uvæsnet bragt til ophør og få normal dansk ret til også at gælde i Gellerup, er efter min mening oplagt. Men når visse partier op til byrådsvalget ser en interesse i at alliere sig med de negative kræfter i håb om at hente et mandat ekstra, er det jo – for nu at citere fra tidligere – ’lidt svært at gøre noget ved det’.

 

Ikke mindst når de, der har det øverste ansvar for at beskytte borgerne mod uvæsenet, har travlt med at plædere for bygninger af stormoskeer og imamuddannelser på danske universiteter.

 

Det danske demokrati og basale retsprincipper som én lov for alle, er under pres. Der er kun befolkningen selv til at forsvare os. Landets elite vil ikke. Første skridt kan passende være kommunalvalget til november.

Del på Facebook