På søndag fremlægger Lars Løkke Rasmussen sine meget omtalte rejsebilag.
Hvis de bringer nye problematiske forhold for dagen, vil Løkke bevæge sig fra mediestorm til medieorkan.
Hvis de i det store og hele bare bekræfter det billede, der allerede er kommet frem, vil regeringslejren og store dele af medierne prøve at presse så meget ud af den citron, som overhovedet muligt.
Så sagen vil under alle omstændigheder trække længe ud i offentligheden, med stadig nye forsøg på at banke en sensationspræget stemning op.
Endnu er det svært at forudse, hvor kraftige vælgernes reaktioner bliver, hvis offentliggørelsen af bilagene ikke ændrer stort på det billede, der allerede har dannet sig.
Foreløbig er der kun lavet få meningsmålinger, efter at sagen ramte Løkke med fuld styrke.
Men man kan slå fast, at disse målinger umiddelbart rummer en god og en dårlig nyhed for Løkke.
Den dårlige og den gode nyhed
Den dårlige nyhed er, at sagen straks har givet Løkke et ordentligt hak i troværdigheden hos vælgerne. Han ligger nu reelt side om side med Helle Thorning, når vælgerne bliver spurgt, hvem der er bedst egnet til at lede landet som statsminister. (Gallup/Berlingske).
Hidtil har Løkke ellers haft et kæmpestort forspring i den forbindelse.
Men der er trods alt også en god nyhed for Løkke midt i al balladen. Den har dog ikke fået den store omtale i medierne, der har mere travlt med at fremhæve de ting, der kan belaste ham og dramatisere hans problemer.
Sagen er, at den foreløbig eneste meningsmåling på partierne, efter at det hele for alvor bragede løs, ikke viste den store dramatik. (Megafon/TV2)
Venstre gik 3,3 procentpoints tilbage og havnede lige under niveauet ved sidste valg. Det er bemærkelsesværdigt, men ikke nogen vild sensation. I målingen var partiet forsat landets suverænt største.
Dertil kommer, at Venstres mistede stemmer gik til de andre borgerlige partier, så blå blok fastholdt sit kraftige forspring. Det blev der ikke talt så meget om.
Thorning
Måske vil senere meningsmålinger vise større problemer for Venstre og blå blok. Det er før set, at vælgerne i første omgang er lidt tøvende i deres reaktioner. Men når mediemaskinen så har kørt tilstrækkelig tungt og længe, begynder de at flytte sig. Det kan også ske for Løkke.
Men når han og blå blok ikke er blevet hårdere ramt, hænger det nok først og fremmest sammen med den person, der reelt er Løkkes største støtte i en svær tid: Helle Thorning.
Thorning er så upopulær og tilliden til hende så ringe, at der skal virkelig meget til, før vælgerne siger: ”Så hellere hende …”
Det er jo også derfor, at Thorning ikke engang har taget føringen på spørgsmålet om, hvem der vil være den bedste statsminister, i en situation, hvor Løkke er godt og grundigt på hælene.
Løftebrud vs rejsebilag
Mange vælgere synes i øjeblikket at befinde sig i et limbo. De er usikre og uafklarede, og de er meget lidt begejstrede ved at skulle vælge mellem Thorning med løftebruddene og Løkke med rejsebilagene.
Selv om Løkke er i problemer, har de ikke valgt Thorning til. Og selv om problemerne i et eller andet omfang vil klæbe ved Løkke, så kan det meget vel tænkes, at de heller ikke vælger Thorning til ved næste valg.
Sagt på en anden måde: Blå blok er stadig favorit til at vinde valget. Favoritværdigheden er dog klart mere usikker, end den har været.
Alt dette er sagt under den forudsætning, at der ikke dukker nye, kæberystende afsløringer op i Løkkes rejsesag.
Selvkørende
For regeringslejren og mediernes kampagne mod Løkkes rejseudgifter er det helt afgørende, hvordan meningsmålingerne udvikler sig. Specielt hvis der ikke dukker de store nyheder op i substansen.
Sager som disse kan nemlig blive selvkørende, hvis de udløser nedtur i meningsmålingerne.
Først er der stor omtale af det oprindelige problem, altså her Løkkes rejseudgifter. Efterhånden kan det blive svært at vride mere ud af det, men er man heldig, kommer der til gengæld smæk i meningsmålingerne, og det kan så overtage rollen som den bærende historie.
Dalende tilslutning kan ydermere give intern ballade i det ramte parti, og så går det bare derudaf med rigeligt at tale og skrive om. På den måde udviklede tidligere udenrigsminister Lene Espersens afbud til et enkelt møde sig til et enormt mediebrøl, der væltede hende.
TV2 varmede så småt op til dette scenarie, da de præsenterede de trods alt begrænsede forskydninger i deres Megafon-måling i en hårdt pumpet sprogbrug.
Kommunevalget
Når spændingen er høj og nerverne sitrer i Løkkes sag, hænger det i høj grad sammen med, at kommunevalget står for døren.
Hvis rejsesagen rammer Venstre mærkbart på det lokale plan og måske giver Socialdemokraterne flere borgmesterposter end forventet, vil Løkke komme under alvorligt pres.
Der har været en dårlig og en god nyhed til Løkke i de første meningsmålinger, efter at rejsesagen satte sig på den politiske dagsorden. Men sagen som helhed er én af dem, som en politisk leder aldrig bør påføre sig selv.