Forhandlingerne om finansloven mellem regeringen og Enhedslisten drejer sig ikke længere om de taktiske krumspring, der nu engang hører den slags forhandlinger til.
De er i overhængende fare for at bryde sammen.
Parterne er havnet i en forbitret konflikt på ét punkt: Enhedslistens krav om, at de ældre skal have en lovfæstet ret til et bad to gange om ugen.
Man er nu nået derud, hvor der på dette punkt ikke kan findes en løsning, som begge parter kan udlægge som en sejr. Og det er som bekendt kompromisets kunst.
Enten lider regeringen et ydmygende nederlag, fordi de bøjer sig for Enhedslistens retskrav. Eller også lider Enhedslisten et ydmygende nederlag, fordi de giver afkald på retskravet. Der er ikke noget midt imellem.
Så Bjarne Corydon og Johanne Schmidt-Nielsen er låst fast i en dødedans. Den fortsætter i dag, mens begge parter bare desperat håber på, at den anden bliver så mør, at han eller hun giver op.
Kampen om de ældre
Hvorfor er netop to bade om ugen til de ældre blevet det altafgørende punkt?
Der står for tiden en meget hård kamp om vælgerne netop på ældreområdet. Det hænger sammen med, at det ikke mindst er her, at kommunerne har været igennem besparelser.
Til den ene side har Dansk Folkeparti markeret sig kraftigt på forbedringer for de ældre. Til den anden side gør Enhedslisten nu det samme. Dermed er regeringen i en alvorlig klemme.
Regeringens tilbud
Bjarne Corydon har da også følt sig tvunget til at komme Johanne Schmidt-Nielsen ganske langt i møde under forhandlingerne.
Man afsætter en milliard kroner til ældreområdet. Det skal blandt andet give kommunerne mulighed for at søge midler til, at de ældre får bad to gange om ugen.
Derudover vil regeringen bruge penge på grønne initiativer, indsats for børn med kræft, forbedret psykiatri, højere fradrag for fagforeningskontingenter og bekæmpelse af social dumping.
Alt i alt 11 mia. kr. over fire år.
Pludselig stod tre ministre der
I går tog regeringen det helt usædvanlige skridt, at de tre centrale ministre – Bjarne Corydon, MargretheVestager og Holger K. Nielsen – stillede sig op foran journalisterne og afslørede, at de var kommet med disse tilbud til Enhedslisten under forhandlingerne.
Formålet var selvfølgelig at lægge pres på Johanne Schmidt-Nielsen, så hun blev nødt til at slå af på retskravet til de ældre for ikke at virke for stejl.
Men manøvren mislykkedes.
Johanne Schmidt-Nielsen vil ikke nøjes med, at kommunerne frivilligt kan søge penge til at sikre de ældre to bade. Hun vil tvinge kommunerne til det ved at få kravet ind i lovgivningen.
Lovgivning eller ej
Det forbitrede opgør går altså ikke på, om der skal afsættes flere penge til de ældre. Det er parterne nu enige om. Det springende punkt er, om retten til mindst to bade om ugen skal skrives ind i loven.
Enhedslisten vil have det ind, fordi de frygter, at regeringen og kommunerne ellers vil finde måder at bløde op i kravet på. Det har de oplevet før, og derfor har de ikke tillid til regeringens løfter.
Regeringen mener, at det er alt for stift med en lovfæstet garanti. Specielt er det en radikal mærkesag at give kommunerne færre bindinger.
Det handler mest om økonomi
Men når det kommer til stykket, er det ikke selve spørgsmålet om at få to bade om ugen i lovgivningen, som generer regeringen mest.
Der findes jo i forvejen en stribe velfærdsrettigheder, som er nedfældet i lovgivningen. Nogle af dem endda i detaljer. Det gælder sundhedsområdet, skolerne, daginstitutionerne.
Hvorfor kæmper Corydon så det hvide ud af øjnene for at forhindre det i den aktuelle sag?
Det handler om økonomi.
Regeringens hovedpine
Vi har i dag en budgetlov, der lægger stramme rammer for kommunernes økonomi. Hvis kommunerne skal få tingene til at hænge sammen, er de nødt til at have en vis frihed til at skære nogle steder for at bygge ud andre steder. Ellers er det ret umuligt at holde rammerne.
Hvis man plastrer kommunerne til med lovfæstede retskrav på alle mulige områder, bliver det svært for dem at styre økonomien.
Her ligger regeringens største hovedpine. Og her ligger årsagen til, at S-borgmestre, som ellers har anbefalet en finanslov med Enhedslisten, nu advarer mod den og foretrækker en aftale med de borgerlige.
Svære at skræmme
Disse økonomiske hensyn er Johanne Schmidt-Nielsen fløjtende ligeglad med. Ja, for hende vil det være en sejr at køre kommunernes stramme økonomi i sænk.
Det er tydeligt, at Enhedslisten er blevet meget sværere at skræmme til et forlig.
Partiet strutter af selvtillid efter det gode kommunalvalg. Johanne Schmidt-Nielsen tror ikke på, at Helle Thorning tør tage et valg. Og skulle det endelig være, så regner hun med, at vælgerne vil belønne Enhedslisten for at stå fast på de ældres rettigheder.
Klokken falder i slag
Corydon og Schmidt-Nielsen danser videre i dag. Med stive ben og tomme øjne nærmer de sig sammenbruddet, mens klokken falder i slag.
Måske finder de en feberløsning i sidste sekund. Måske må Bjarne Corydon vende sig mod Lars Løkke for hjælp. Et valg kan principielt ikke udelukkes, men det er meget usandsynligt.
Under alle omstændigheder ser regeringen ud til at bevæge sig mod et nederlag, uanset hvilken form det får.
