Alison Roberts har interviewet Ayaan Hirsi Ali for The Evening Standard. Vi bringer elementer fra interviewet udvalgt, oversat og forarbejdet af Asger Bonnevie.
Forfatterinde, eks-muslim, debattør og tidligere hollandsk parlamentariker Ayaan Hirsi Ali taler om, hvorfor så få bliver retsforfulgt for omskæring, på trods af, at det har været forbudt i Storbritannien de sidste 30 år.
“Jeg blev omskåret som femårig. 10 år efter, ja selv 20 år efter, ville jeg aldrig have vidnet mod mine forældre,” erklærer hun. “Det er en psykologisk ting. De folk, der gør dette, er fædre, mødre, bedstemødre og tanter. Ingen lille pige ville sende dem i fængsel. Hvordan skulle man kunne overleve med den skyld på sig?”
Dødsdømt
Hirsi Ali er stadig dødsdømt gennem en islamisk fatwa på grund af filmen Submission. Filmens instruktør, Theo van Gogh, blev myrdet af en islamisk fundamentalist i 2004. På en seddel på hans bryst, spiddet fast med en kniv, stod der, at Hirsi Ali var den næste.
Siden har hun vundet et væld af priser for sit arbejde for at fremme ytringsfriheden. Hun har også markeret sig ved at tale multikulturalismen imod. Nu er hun gift med den borgerlige britiske historiker, Niall Ferguson.
Kampagne
Hirsi Ali har stillet sig bag en kampagne mod omskæring af kvinder. Samtidig har den britiske regering øremærket cirka 300 mio. kr. til bekæmpelsen af fænomenet. Deres forhåbning er at kunne udrydde problemet i løbet af en enkelt generation. Men de tiltag er ikke nok, mener Hirsi Ali.
”Storbritannien sætter standarden for resten af Europa,” siger hun. ”Landet er førende i kampen mod tvangsægteskaber. Både på juridisk plan, men også i forhold til håndhævelse. Måske er det et britisk karaktertræk at sove længe for pludselig at vågne og beslutte sig for handling, i modsætning til på kontinentet (Europa), hvor man kun taler om handling.”
”Men emnet kvindelig omskæring kan ikke løses ved fordømmelse alene. Alle ved, at det er en modbydelig menneskeskabt epidemi, og at det sker lige for næsen af os. Hvad vi har brug for, er en mekanisme, der kan opdage kvindelig omskæring, og dette er meget, meget kontroversielt.”
Omskæring i Storbritannien
I sidste uge kunne Standard berette, at næsten 66.000 kvinder og piger i Storbritannien har været udsat for en eller anden form for lemlæstelse af kønsorganerne.
Ofte udføres indgrebet af familiemedlemmer uden nogen form for medicinsk uddannelse. Der benyttes hyppigt knive eller barberblade. Yderlige 30.000 kvinder menes at være i farezonen.
Ny lovgivning om offentlighed har afsløret, at mere end 2.100 kvinder siden 2006 har besøgt hospitaler eller klinikker i London som resultat af kønslemlæstelse. Flere end 700 menes at have brug for yderligere medicinsk behandling.
Problemet er stigende. Indgrebet udføres i mange tilfælde på britisk-fødte piger i alderen fem til seks år, men ofte er de også yngre. Det sker tit i skolernes ferie, også når familierne besøger hjemlandene. Omskæring af kvinder er mest udbredt i Somalia, Sierra Leone, Gambia, Nigeria, Eritrea og Sudan.
Undersøgelser er nødvendige
Hirsi Ali mener, at den eneste måde at stoppe kvindelig omskæring på, er at undersøge pigerne i risikogruppen. En årlig visuel inspektion (”man behøver ikke at røre”) af en børnelæge eller sygeplejerske ville hjælpe børnene.
Det ville samtidig lette presset på dem der er bange for at fortælle deres lærerinde om det. Sådan en løsning ville sætte gang i debatten, mener Hirsi.
”En sådan forholdsregel til at opdage omskæring af kvinder vil have den største effekt. For når familierne siger: ’Vores lille pige Fatima eller Samira er nu fyldt fem eller seks år, burde vi ikke få hende omskåret?’, så ville de vide, at det kan de ikke, for i september hvert år, lige efter skoleferierne, ville pigen blive tjekket.
Hvad er værst?
”Dernæst har vi brug for en eller flere domme, der kan sætte et eksempel. Det er den eneste løsningsmodel, jeg kan se. Så længe der ikke er systematisk kontrol, er der ingen afskrækkelse.”
Naturligvis vil ideen føre til et hyl af protester. Er det ikke både en overskridelse af pigernes privatliv, kriminalisering af familierne og de etniske lokalsamfund? Det vil være ydmygende og umuligt at føre ud i livet.
Men Hirsi Ali siger, at hun har hørt alle disse argumenter før.
”Vi bliver nødt til at lytte til vores samvittighed. Hvad er værst? At en pige bliver omskåret, eller at en pige undersøges? Vi må tage debatten. Medlemmer af det britiske parlament samt den britiske offentlighed må gives valget imellem de to muligheder. Gør intet – og lad dem blive omskåret. Eller foretag en systematisk undersøgelse af pigerne, der standser problemet.”
Besættelse af jomfruelighed
Uddannelseskampagner virker ikke. Bare at tale med mødrene og bedstemødrene om, hvorfor omskæring er skadelig, er ikke overbevisende. De beder bare deres døtre om at bide tænderne sammen …Problemets kerne er for dem: Hvem vil gifte sig med min datter, hvis hun ikke kan bevise, at hun er jomfru?”
Hirsi Ali mener, at kvindelig omskæring er en central del af en besættelse af jomfruelighed, som er særligt udbredt i muslimske samfund. Tvangsægteskaber, æresdrab og barnebrude er alle grusomheder relateret til en opfattelse af ’renhed’ omkring kvinder.