Alt tyder på, at Tyrkiet har løsladt den formodede gerningsmand til drabsforsøget på Lars Hedegaard.
Det er sågar meget tænkeligt, at manden er indgået i en studehandel mellem den tyrkiske regering og Islamisk Stat om udveksling af fanger. Sådan at BH, som han kaldes, er klar til at lave beskidt arbejde for Islamisk Stat.
Det er i sig selv fornærmende, at de tyrkiske myndigheder ikke engang har svaret på de danske forespørgsler om, hvad der er sket med BH.
Skulle formodningen om, at han er blevet løsladt, blive bekræftet, er der tale om en uhørt provokation mod Danmark. Samtidig er det en grov krænkelse af Lars Hedegaard, at man bare lader manden, der mistænkes for at stræbe ham efter livet, gå fri
Tyrkiet lader hånt om de eksisterende regler for udlevering af fanger mellem vore to lande. Og man udviser foragt for den danske retsstat.
Lærerigt
Sørgeligt nok må man sige, at den tyrkiske adfærd ikke kommer som den store overraskelse.
Under Recep Tayyip Erdogan, der nu sidder på præsidentposten, har Tyrkiet udviklet sig i en stadig mere autoritær, islamistisk og anti-vestlig retning.
I den store sammenhæng er Hedegaard-sagen naturligvis en ganske lille sag. Men den er ikke politisk ligegyldig. Det Erdogan-ledede Tyrkiet åbenbarer her sit sande ansigt.
Der er ikke så meget, Danmark kan gøre ved det her og nu. Vi har jo ingen sanktionsmuligheder mod Tyrkiet. Men vi kan huske og bruge vores viden om Tyrkiets optræden, hvis der igen skulle opstå seriøs debat om at gøre Tyrkiet til EU-medlem.
Tidligere konflikter
Det er ikke første gang gennem de senere år, at Danmark har alvorlige kontroverser med Tyrkiet.
Tyrkiet var blandt de lande, der reagerede meget aggressivt på Muhammed-tegningerne.
Siden var der konflikten om den kurdiske tv-station ROJ TV. Erdogan havde meget svært ved at forstå, at man i Danmark ikke bare lukkede en tv-station med et politisk diktat, men lod sagen afgøre ved en domstol.
Det er ikke til at sige, om den formodede løsladelse af BH har tråde til disse tidligere konflikter. Altså en slags tyrkisk hævnakt.
Noget tyder dog på, at det i hvert fald ikke er hele forklaringen. Tilsyneladende har Tyrkiet nemlig også løsladt hellige krigere fra flere andre europæiske lande som et led i fangeudvekslingen med Islamisk Stat. (The Times)
Her fik Erdogan sat Islamisk Stats tyrkiske fanger fri mod at løslade fanatiske islamister, der udgør en terrortrussel mod europæiske lande.
Den magtfuldkomne Erdogan
Erdogan optræder stadig mere magtfuldkomment både indadtil og udadtil.
Sidste år lod han protestdemonstrationerne i Gezi-parken undertrykke med hård hånd.
Samme år eksploderede den største korruptionsskandale i Tyrkiets historie, som involverede regeringens top og Erdogans egen familie. Men det fik han snart gjort kål på.
Han indledte en heksejagt mod alle politifolk, offentlige anklagere og dommere, som søgte at optrevle korruptionen. De blev skiftet ud med Erdogan-tro folk.
Det var et angreb på retsstaten og de demokratiske principper, men det var Erdogan ligeglad med. For ham var magten det eneste afgørende.
Den havde han, og den har han fortsat. I år har de tyrkiske vælgere endnu engang bakket ham op, først ved at give ham sejren ved lokalvalgene og siden ved at vælge ham som præsident.
Tvetydigt forhold til Islamisk Stat
Jo stærkere Erdogan er blevet på hjemmebanen, jo tydeligere træder han frem som en islamist med stærke anti-vestlige holdninger.
Politiken kan i dag berette, hvordan han i mandags brillerede med en tale, hvor han forklarede luftangrebene mod Islamisk Stat med, at Vesten bare var ude på at få kontrol med olien under Mellemøstens jord. En klassisk konspirationsteori i den muslimske verden.
Erdogan har tætte kontakter til terrorbevægelsen Hamas. Han lader antisemitisme blomstre i egne rækker. Og han og hans AKP-parti har et særdeles tvetydigt forhold til Islamisk Stat.
Man slår meget på, at den kurdiske YPG-milits, der kæmper i Kobane, er lige så slemme terrorister som Islamisk Stat. Man udtrykker en vis forståelse for Islamisk Stat, der er sunni-muslimsk ligesom Tyrkiet. Og man giver IS bevægelsesfrihed i Tyrkiet
Erdogans Tyrkiet kunne ikke drømme om at sætte landtropper ind mod Islamisk Stat i Syrien, sådan som man i Vesten har håbet.
Hører ikke hjemme i EU
Tyrkiets størrelse og geografiske placering giver landet en stor sikkerhedspolitisk betydning for Vesten – ikke mindst i forhold til Mellemøsten. Derfor er et fortsat samarbejde, herunder inden for NATO, en ubetinget nødvendighed set med vestlige øjne.
Men Erdogan bringer Tyrkiet stadig længere væk fra det verdslige, pluralistiske demokrati og dets retsstat, som er fundamentet for Europa og Vesten i det hele taget.
Derfor hører Tyrkiet absolut ikke hjemme i EU. Det bør være fuldstændig utænkeligt at træffe en beslutning om tyrkisk medlemskab.
Hedegaard-sagen beriger Danmark med nye erfaringer om, hvad Tyrkiet står for. De kan kun bekræfte, at Danmark klart bør modsætte sig et tyrkisk EU-medlemskab. Hvis ellers dette skulle komme seriøst på tale, hvad man ikke rigtig ved i øjeblikket.
Erdogans Tyrkiet har åbenbaret sit sande ansigt.
