Videoen med de unge muslimske kvinder gjorde mig både nedtrykt og rasende.
Hvad bilder de sig ind at komme her og fortælle, at vores danske samfund ikke duer?
De kom som flygtninge og har af os fået masser af mulighed for et godt liv. I stedet taler de om en dansk-islamisk stat. De pakker sig ind og gemmer sig fromt indendøre, som koranen foreskriver.
Jeg har prøvet at forestille mig Danmark som et kalifat. Ingen musikfestivaller, ingen teaterverden, ingen biografer, ingen billeder, ingen badende på stranden, ingen sportsverden. Ingen maraton eller triatlon, ingen Gay-parade. Ingen morskab overhovedet.
Sådan er deres egen verden jo.
Mænd og kvinder adskilt, de sidste pakket godt ind og ude af arbejdsmarkedet.
(Hvordan skal man dog kunne arbejde med så meget tøj på? Specielt hovedet).
Og fordi Mohammed i år 632 ikke ville give hånd til kvinderne i Mekka, vil det også gælde i Danmark.
Ingen bankvirksomhed, fordi muslimer ikke må tage renter. Ingen iværksættere med nye ideer.
Ikke noget Folketing. Det overtager kaliffen.
Og så skal vi allesammen ned på gulvet fem gange om dagen, hvad enten vi vil eller ej.
Man kan jo vælge at smile overbærende, for det er virkelig synd for dem, men den tendens, de giver signal om, er farlig, hvis den ikke stoppes. Moskeen i Aarhus står jo helt klart for ønsket om en islamisk stat. Og der er sikkert mange flere moskeer med samme program.
Synd, at vore politikere er så valne.
Jeg er 77 år og kunne jo være ligeglad, men jeg synes, jeg skriver på mine børnebørns vegne.
John Lindblad Christensen