|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
De politisk korrekte jublede:
Jason Arday blev i 2023 udnævnt til professor i race, ulighed og uddannelse på Cambridge. Det gjorde ham til den yngste, sorte professor på universitetet nogensinde.
Jason Arday var tilsyneladende et imponerende menneske. Indtil han var 11, havde han ikke noget sprog. Først da han var 18, lærte han at læse og skrive.
Men så kom han efter det med en fremragende karriere. Ikke blot akademisk, men også sportsligt med et utal af marathonløb og som aktivist med næsten 50 millioner indsamlet til velgørende formål.
Problemet er, at Jason Arday kun har været i stand til at skrive så meget, fordi han har plagieret i voldsomt omfang. Og at hverken hans idrætskarriere eller hans karriere som aktivist (eller ret meget, han i øvrigt har skrevet på sit cv) ser ud til at have noget med virkeligheden at gøre.
Hvis man konfronterer Jason Arday med noget af dette, får man enten at vide, at man er racist, eller at man vil høre fra hans advokat.
Samtidig er et utal af forskere både på Cambridge og fra andre universiteter kommet til Ardays undsætning.
Jason Arday trådte onsdag aften tilbage
“Maratonløber, mønsterbryder og Cambridgeprofessor – eller gedigen fusker? Debat om racisme og plagiat optager briterne”, skrev Kristeligt Dagblad tirsdag.
Akademisk snyd eller en giftig, målrettet kampagne rettet mod en sort mand, der er blevet hyldet som et eksempel på, at unge med etnisk minoritetsbaggrund kan bryde den sociale arv og blive en akademisk succes?
Men kritik blev for svær at tilbagevise.
I går onsdag aften trådte Jason Arday tilbage fra sin stilling som professor. The Guardian skrev sent i går aftes:
Jason Arday, professoren fra Cambridge , der er anklaget for plagiat og forskønnelse af værker, er trådt tilbage, efter at universitetet meddelte, at han ville blive underlagt nye undersøgelser af sine kvalifikationer og karriere.
Arday, der havde været plaget af en voksende række spørgsmål om sit akademiske arbejde og kvalifikationer, udsendte en erklæring onsdag aften, hvori han sagde, at “de uophørlige beskyldninger, spekulationer og offentlige kommentarer har sat hårdt på mig og dem, jeg elsker”.
I erklæringen, der blev offentliggjort på Good Law Projects hjemmeside, skrev han: “Det er med dyb sorg, at jeg skriver for at træde tilbage med øjeblikkelig virkning fra min stilling ved University of Cambridge og Jesus College.”
Henrik Dahl: Universiteter i dyb krisen
Henrik Dahl fra Liberal Alliance kommenterer sagen på Facebook. (Det er fra før meddelelsen om, at Jason træder tilbage):
“Min aflæsning af begivenhederne.
Problemet er ikke først og fremmest Arday. Den slags vanvittige sager dukker op engang imellem. Mange husker stadig Anna Castberg.
Problemet er konteksten. Ardays felt (“DEI-sociologi”) og alle andre “grievance studies” er så fulde af vrøvl og sludder, at det ikke er til at se forskel på Ardays plagierede tirader og det gakkelaks med bavardage i ascendanten, andre sidder alene i studerekammeret og hitter på.
Det hele er obskurantistisk hokus-pokus, der ikke betyder noget som helst. Hvis deres samlede produktion blev stjålet af extra terrestrials og overført til den femte dimension, ville der absolut ikke ske noget. Som i: Intet.
Det egentlig problematiske for Cambridge og andre universiteter er således ikke Arday. Eller jo: Det fine, gamle universitet er totalt til grin.
Hvilket selvfølgelig er sørgeligt for en institution, hvor Isaac Newton engang var professor i fysik. Hvor Watson & Crick engang opdagede og beskrev DNA-molekylet. Hvor Hawking var professor.
Det virkelig tankevækkende er for det første, at så store dele af samfundsvidenskaben i vore dag er obskurantistisk, men prætentiøs, venstreorienteret snak, der ikke har noget som helst at gøre med den ydre verden, vi andre færdes i.
Totalt skørt og uden værdi. Men samtidig absurd dyrt at holde kørende.
For det andet, at der på det allerøverste ledelsesniveau på selveste Cambridge findes venstreorienterede fantaster, ideologer og aktivister, der ikke bare er villige til at dække over denne galskab, men aktivt fremmer den.
Man skal ikke bruge store ord. Men det kan blive indledningen til både universiteternes og store dele af videnskabernes død.
Efter Sokal-sagen i 1990’erne og Boghossian et al’s akademiske pranks tyve år senere, er der en svag mulighed for, at det viser sig, at “Jason Arday” er en ambitiøs socialpsykolog fra et mindre, men godt universitet.
Der har sneget sig ind på Cambridge for at undersøge, hvor bristepunktet ligger. Altså det punkt, hvor studerende og kolleger siger: Det, du kommer med der, er simpelthen for åndssvagt.
Det spændende er, at et sådant bristepunkt ikke eksisterer,” slutter Henrik Dahl.
