Tabet af Norge
I år er det to hundrede år siden, at tvillingeriget Danmark-Norge blev skilt. Vel nok en af de mest skelsættende begivenheder i vort lands historie.
Frederik VI (1808-1839), har i eftertiden, vel ikke helt fortjent, fået på pukkelen for den ulyksalige skilsmisse.
Den enevældige, hæderlige monark, Frederik VI, blev fanget i den europæiske storpolitik, og efter Englands uprovokerede angreb på Danmark 1801 og igen i 1807, følte Frederik sig mere eller mindre tvunget til at tilslutte sig alliancen med Napoleon, hvilket skulle vise sig at få skæbnesvangre konsekvenser for vort land.
Da Frankrig endelig blev slået, kunne Danmark-Norge som alliancepartner ikke undgå at blive straffet.
Det var især den arrogante, franske Marchal Jean-Baptiste Bernadotte, som var udvalgt til at være svensk kronprins under navnet Carl Johan, der var besat af et særligt had til Danmark, hvilket kom til udtryk ved flere lejligheder, hvor han pressede på for at få Norge lagt ind under Sverige.
(Norges jubilæum 1814-1914, Christian Magnus)
For at undgå en besættelse af svenske, engelske og russiske tropper, som allerede stod i Holsten, så Frederik VI til sidst ingen anden udvej end at overgive sig.
Det skete i Kiel den 14. januar 1814. Betingelserne, dikteret af Storbritannien og Sverige, var hårde.
Den tungeste var naturligvis afståelsen af Norge efter næsten 450 år i nogenlunde harmoni landene imellem, men som den militære situation tegnede sig, kunne Frederik VI ikke undlade at underskrive fredstraktaten i et forsøg på at redde stumperne af sit kongerige.
De tapre nordmænd, som havde kæmpet bravt og loyalt mod svenskerne under meget svære omstændigheder, især i perioden 1807-14, ville det anderledes.
De ville under ingen omstændigheder være under svensk overherredømme, så de bad den tidligere statholder, den danske prins Christian Frederik, om at lede deres land.
Den 17. maj valgte Eidsvollforsamlingen Prins Christian Frederik til norsk konge, og den 19. maj blev han kronet og aflagde ed til forfatningen, og alt dette skete, uden at man havde bedt Frederik VI om tilladelse. Kongen havde jo med underskrivelsen af fredstraktaten forpligtet Norge og Danmark, så nu var han i en slem klemme og temmelig opbragt.
Den fransk-svenske kronprins Carl Johan beskyldte Frederik for ikke at overholde sit løfte, så derfor måtte kongen gøre noget ekstraordinært for at rense sit gode navn og rygte. Han skrev nedenstående officielle brev til det norske folk, hvori han tydeligt giver udtryk for sin misnøje med den selvtægt, som den danske prins og visse andre havde foretaget.
(Christiania sett fra Ekeberg ca. 1818. Jacob Munch (1776-1839).
Frederik VIs officielle brev til det norske folk:
Til samtlige Embedsmænd og øvrige indbyggere i Norge.
Den stilling, hvori Danmark og Norge ved Slutningen af det sidst forløbne Aar befandt sig gjorde Os som Landsfader til Pligt at frasige Os det ene af Vores Tvillingeriger for at forebygge begges undergang. Freds-Traktaten i Kiel af den 14. Januari d. A. var en Følge heraf. Ved denne gav Vi det højtidelige Løfte, som aldrig fra Vor side er eller skal blive sveget, at afstaa alle vore Rettigheder til Norge, samt at beskikke Kommissærer til at overlevere dette Riges Fæstninger, faste Pladser, offentlige Kasser og Domæner til de af Hs. Majestæt Kongen af Sverig dertil udnævnte Befuldmægtigede.
Vi paalagde derfor Norges daværende Statholder, Hs. Højhed Prins Christian Frederik af Danmark, i Vort Navn at udføre, hvad Vi saaledes havde forpligtet os til. Vi meddelte Ham de mest bestemte Forholdsregler, og tilstillede Ham under den 19de Januari d. A. Vor Kongelige Fuldmagt for de Mænd, som af Ham skulde udnævnes til i denne Henseende at besørge Freds- Traktatens punktlige Opfyldelse. Vi løste derpaa samtlige Norges Indbyggere fra deres Troskabs- Ed til Os. Og indskærpede dem de Pligter, hvilke de herefter maatte skylde Kongen af Sverig.
Med dyb Bekymring have Vi erfaret, at vor nærmeste elskede Frænde, til Hvem Vi med uindskrænket Tillid fortroede Norges Bestyrelse, i Stedet for at efterkomme de Ham tillagte Befalinger har vovet at tilsidesætte Dem, og derimod at erklære Riget Norge som uafhængigt, og sig som dettes Regent: at nægte al Overleverelse af hvad Hs. Majestæt Kongen af Sverig efter Fredstraktaten havde Ret til at paastaae, og endeligen med Magt har sat sig i Besiddelse af Vore Krigsskibe, som befandtes i de norske Havne, befalet andet Flag end det danske hejset paa samme, og belagt deres Førere, Vore tjenere, med Arrest.
Som Vi efter den Os samtykte Freds- Traktat af 14de Januari d. A. og efter at have afstaaet Vore rettigheder til Norge, ikke erkjende og ikke ville anden Myndighed i dettte rige end Hs. Majestæt Kongen af Sverigs, saa kune vi ej heller anderledes end med allerhøjste Mishag anse, hvad der, tværtimod bemeldte Traktat og Vore udtrykkelige Befalinger sammensteds er foregaaet, og det saa meget mere som enhver af Os forordnet Embedsmand, fra den højeste til den laveste ligesom enhver anden Undersaat i Norge, ikkun paa de Vilkaar ere bleven fritaget for den Ed og Pligt han stod i til Os: at Freds- Traktatens Betingelser, for saa vidt ham maatte vedkomme, nøjagtigen skulle opfyldes.
Ved at kundgøre dette, forbyde vi tillige enhver af Os forordnet Embedsmand i Norge at modtage eller beholde noget Embede i bemeldte Rige under dettes nuværende Stilling. Vi hjemkalde dernæst alle Embedsmænd i Riget Norge, som dér ikke er fødte, og som erkjende Danmark, eller noget af de dertilhørende Lande for deres Fødeland: og paalægge dem, inden 4 Uger fra denne Tiid, da dette Vort aabne Brev er blevet dem bekjendt, at vente [vende] tilbage under [uden] tab af vor Hyldest og Naade, samt alle Rettigheder, Fordele og Benaadninger, der, som Danmarks indfødte Undersaatter ere tillagte eller kunde tilkomme.
Skrevet i Vor Kongelige Residentstad Kjøbenhavn, den 18de April 1814.
Frederik R.
Dokumentet blev kontrasigneret af statsmænd som: Kaaes, Cold, Bülow, Monrad, Ørsted, Berner og Lassen. Ref: Statstidende nr. 35. af 22. april 1814.
Prins Christian Frederik i alvorlige vanskeligheder
Det varede ikke længe før den nyvalgte, norske konge kom i vanskeligheder. Sverige angreb Norge med fornyet kraft, og da nordmændene manglede både forsyninger, soldater og materiel, blev de hurtigt tvunget til at indgå en våbenstilstand. Således vandt Bernadotte endelig kampen om Norge.
Prins Christian Frederik måtte i hast forlade landet og rejse hjem til Danmark i håb om at blive modtaget pænt, trods sin lidt uheldige adfærd. Inden afrejsen skrev han for en sikkerheds skyld et undskyldende brev til Frederik VI: Min bedste Cousin, Skulle jeg ved uoverlagt Adfærd have fornærmet dig, da tilgive mig, det er ædelt mod den Ulykkelige.
Da Prins Christian Frederik stadig fornemmede Kongens irritation, søgte han også støtte hos Dronningen, der sørgede for, at han ikke hørte flere bebrejdelser om sine norske kongedrømme. Tværtimod roste Kongen ham for hans militære indsats som øverstkommanderende i Norge. Efter 25 år i nogenlunde ubemærkethed efterfulgte Prins Christian Frederik i1839, den gamle Frederik VI som Konge af Danmark med tilliggende hertugdømmer. Han fik navnet Christian VIII. Så konge blev han trods alt til sidst!
(1814,Christian August Lorentzen, Utsikt fra Ekebergåsen)
Troskab var en dyd
Mange overvejelser er gået forud, og mange tårer sikkert grædt før Frederik VI kunne skrive nedenstående, personlige afskedsbrev til det norske folk.
Aldrig kunne, aldrig ville Vi glemme den Troskab og Hengivenhed for Os og Vor Stamme, hvilken det ædle norske Folk i alle Tider og Tilfælde har givet så rørende Beviser på.
Så længe Troskab blandt Folkeslægterne agtes som en Dyd ville Nordmændene nævnes som de, der stod ved Siden af eller overgik ethvert andet Folk i denne Dyds Udøvelse. Vi og Vore Forfædre har stedse faderligt regeret over det norske Rige. Villigt ydede Danmark i disse Nødens Aar det korn, som de norske Bønder trængte til.
Vort oprigtige Ønske er, at Lykke og Held maa til den seneste Tid blive det tapre og ædle norske folks lod.
(Erik Pauelsen, Sarpsfossen, 1789)