Det britiske parlament sagde i går nej til at lade landet deltage i en militær aktion mod Assad-regimet i Syrien. Det sender chokbølger ikke bare gennem det britiske politiske system, men gennem hele Vesten.
Principielt kan den britiske beslutning blive ændret senere, men det er usandsynligt.
Dette er naturligvis et sviende nederlag for den britiske premierminister David Cameron, der bad parlamentet om et ja til at gå med. Men det er også et hårdt slag for USA’s præsident Obama.
Han lægger op til en militær aktion mod Assad uden om FN, og derfor er det særlig vigtigt for ham, at USA ikke handler alene. Hvis der står en koalition af lande bag angrebet, vil det få større legitimitet. Nu risikerer Obama at stå alene med problemerne.
Selvforskyldt
Irak-krigen lå som en skygge over det britiske parlament, da det sagde nej. Den vurderes i dag meget kritisk i den britiske offentlighed.
Specielt var parlamentet bange for at gentage forløbet fra dengang, hvor man gik i krig på en påstand om, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, hvilket viste sig at være forkert.
Dengang nægtede man at afvente en rapport fra internationale våbeninspektører, før man slog til. På samme måde har Obama og Cameron nægtet at vente på de våbeninspektører, der undersøger brugen af kemiske våben i Syrien. Men her lagde det britiske parlament sig altså på tværs.
Dette eklatante nederlag for Obama og Cameron skyldes dog ikke kun erindringen om Irak-krigen. Det skyldes også deres egne alvorlige fejl i den nuværende situation. Deres håndtering har været præget af ringe overblik. I mindre målestok har vi set det samme med Helle Thorning i Danmark.
Syrien har kastet Vestens ledere ud i dyb krise. Og den er i høj grad selvforskyldt.
Uklare meldinger
For et år siden sagde Barack Obama, at hvis det syriske regime brugte kemiske våben mod sin befolkning, ville det overskride ”en rød linje”.
Selv om der har været rapporteret om brug af kemiske våben, har Obama dog hidtil tøvet med at reagere. Men da disse våben denne gang blev brugt i en større aktion, følte han sig presset til at handle. Ellers ville der ikke være megen autoritet tilbage i snakken om den røde linje.
Problemet er imidlertid, at han i sin iver efter at vise en stærk moralsk og militær reaktion har handlet uigennemtænkt.
Han skulle først have meldt, at USA ville reagere militært, når der var et rimelig sikkert grundlag for at udpege Assad som skurken bag giftgasangrebet. Og han skulle først have et veldefineret bud på, hvilket mål USA havde med en militær aktion.
Skulle det kun være en kortvarig aktion, der gav Assad et rap over fingrene, så han tænkte sig om, inden han brugte kemiske våben en anden gang? Eller skulle USA gribe stærkere ind for at beskytte civilbefolkningen og svække Assad?
Verden venter stadig på et klart svar på disse ting.
Assad glæder sig
I mandags udtalte den amerikanske udenrigsminister John Kerry og vicepræsident Joe Biden sig i ret kategoriske vendinger om, at der var solide belæg for at mene, at Assad-regimet stod bag brugen af giftgas.
Men nu bruger man mere forsigtige ord, tilsyneladende fordi dokumentationen ikke er så klar endda.
Samtidig er der stadig uvished om, hvad det egentlig er, Obama vil i Syrien. Og nu kræver et stigende antal amerikanske kongresmedlemmer indflydelse på, hvad der skal ske, hvilket kun øger usikkerheden.
Alt dette skulle jo have været på plads, før Obama-administrationen gav den som action men. Den rodede og langtrukne proces bliver oplevet som tegn på valenhed, svaghed – og måske en halvdårlig sag. Til glæde for Bashar al-Assad i Syrien.
David Camerons fatale nederlag i det britiske parlament har nu eftertrykkeligt forstærket indtrykket af, at de vestlige ledere ikke har styr på tingene.
Dermed øges presset på Obama for at begrænse den militære aktion mod Assad mest muligt. Hvilket formentlig vil sige, at der bliver sendt især krydsermissiler mod centrale militære installationer, og så er det ellers hurtigt væk igen.
Thorning og Søvndals signalforvirring
Washingtons tøvende og usikre håndtering forplantede sig også til den danske regering. Hele to gange har Helle Thorning ændret signaler.
Først advarede hun om at gå uden om FN. Så talte hun om at finde ”alternative reaktionsmønstre” til et handlingslammet FN. Dette blev over hele linjen opfattet som en melding om, at den danske regering var parat til at deltage i en militær aktion, hvis vi blev spurgt.
Men så korrigerede Thorning igen sig selv ved at understrege, at hun kun havde givet en politisk støtte til en militær aktion i Syrien og intet sagt om dansk deltagelse.
Forvirringen er ikke blevet mindre af, at udenrigsminister Villy Søvndal har udtalt sig stadig mere svimmelt i forsøget på at finde sine ben.
Efter Camerons knockout i går, er det meget usandsynligt, at Danmark kommer til at deltage aktivt.
Afslutningen på en historisk æra
Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at dette forløb med alt sit rod, sine ledelsessvigt og sin folkelige modstand markerer afslutningen på en historisk æra.
Den tid er forbi, hvor Vesten kunne bilde sig ind, at hele verden var på vej til at blive vestlig – og at Vesten havde magten til at gribe ind, hvis der var nogen, der stillede sig i vejen for denne udvikling.
Den krise, som Syrien har kastet Vestens ledere ud i, stikker i virkeligheden meget dybt.
